Antallet af mennesker i verden, der har brug for akut hjælp og beskyttelse bare stiger og stiger. FN’s afdeling for humanitær koordination vurderer, at 274 millioner mennesker har brug for hjælp, 17 procent flere end vurderingen lød for i år.
Det vil koste 41 milliarder dollars, 270 milliarder kroner, at hjælpe og beskytte de 183 millioner mennesker, der har allermest brug for det, og som er inkluderet i planerne. Planerne omfatter 37 hjælpeoperationer i i alt 63 lande. Den største humanitære aktion ventes at blive i Afghanistan.
Det er langvarige konflikter, stigende uro i mange regioner, klimaforandringer og klimarelaterede nødsituationer, Covid-19 pandemien og langvarige flygtninge- og fordrivelsessituationer, der år efter år skaber større og større behov for nødhjælp. Over en procent af verdens befolkning er fordrevet fra deres hjem.
OCHA’s nye chef, Martin Griffith, beder især de rige lande betale og understreger, at det kun er en brøkdel af de penge, de bruger på militær, eller af de summer, de har brugt på at redde deres egne økonomier under pandemien, som han beder om. I år har FN indtil videre modtaget 17 milliarder dollar – under halvdelen af det, FN bad om ved appellen for 2021.
“Og så må vi også se indad på os selv,” lyder det fra OCHA-chefen.
“Vi må blive bedre til at lytte til udsatte mennesker og tage dem med i beslutningsprocesserne. Det internationale nødhjælpssystem skal udvise større ydmyghed og respekt, når det samarbejder med lokale institutioner, og træde til side, når der ikke er brug for det. Vi må bekæmpe racisme og kolonitænkning i vores organisationer. Sådanne holdninger er i strid med vores værdier og undergraver vores legitimitet. Ligesom vi også må skride langt hårdere ind mod egne overgreb og andre forseelser.”
Globalnyts Kirsten Larsen og Flemming Weiss Andersen sætter i podcasten “FN og nødhjælp – Verdens ambulancetjeneste” fokus på den humanitære branche, på dens problemer med nå alle dem, der har mest brug for hjælp, og på løfterne om blandt andet at overlade langt mere af arbejdet og pengene til lokale kræfter.
Nils Carstensen, Local2Global, som har arbejdet med nødhjælp i 30 år, og Lisbeth Pilegaard, direktør i Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD) og med en fortid i nødhjælp og FN, er nogle af gæsterne.
Podcastserien er produceret for Internationalt Udvalg, De Radikale, og finansieret af Hermod Lannungs Fond.