FN har ikke nået målet om at give livsforlængende medicin til 3 millioner aids-ramte i den fattige del af verden inden udgangen af 2005, skriver Politiken Online tirsdag.
Men Verdenssundhedsorganisationen WHO og FNs Aidsprogram (UNAIDS) insisterer på, at initiativet “Tre inden Fem” på mange andre punkter har været en succes.
Ved udgangen af 2005 havde over 1,3 millioner i lav- og mellemindkomstlandene adgang til den livsforlængende antiretrovirale medicin, meddeler WHO og UNAIDS, der havde sat sig som mål at nå 3 mio. af de 6,5 millioner fattige aidsofre, der har behov for medicinen.
Programmet har trods alt 3-doblet antallet af fattige, der får antiretroviral medicin, reddet hundredtusinder af liv og lagt grundlaget for at redde mange flere i de kommende år.
Initiativet har også bidraget til at sætte kampen mod hiv/aids på toppen af den politiske dagsorden og vist, at fattige lande, ligesom rige lande, kan forvandle hiv fra en dødsdom til en sygdom, der kan behandles.