For nylig lancerede FN’s konference for handel og udvikling (UNCTAD) sin ”Trade and Development” rapport for 2017 under titlen ”Beyond Austerity: Towards a Global New Deal”. Som titlen antyder det, ser rapporten ikke voldsomt positivt på de besparelsespolitikker, der er blevet ført siden finanskrisen ramte i 2008. Ifølge rapporten har disse politikker skabt en ubalanceret og ekskluderende økonomi.
For det første har besparelser ramt verdens fattigste hårdt. For det andet har den økonomiske vækst, når den rent faktisk har fundet sted, primært gavnet verdens rigeste. Dette billede er langt fra de Verdensmål, der blev vedtaget i 2015 – blandt disse er mål som at afskaffe fattigdom og mindske uligheden.
I stedet argumenterer rapporten for en anden tilgang – en tilgang, der fokuserer på globalt samarbejde mellem stater. Ved at organisere et samlet, finanspolitisk skub i form af øgede offentlige udgifter, skal verdens lande i samarbejde kickstarte og reformere den globale økonomi gennem øget efterspørgsel. Dette kalder rapporten ”a global new deal” – opkaldt efter den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts reformprogram ”New Deal”, som i 1933 skulle sætte den kriseramte amerikanske økonomi tilbage på ret kurs.
Det fænomen, som rapporten kalder hyperglobalisering, altså ureguleret økonomisk globalisering, har resulteret i en ulige fordeling af verdens rigdomme, hvor få sidder på rigtig meget. Ifølge rapporten har dette skabt grobund for den øgede xenofobiske retorik samt de indadskuende politiske tiltag, vi er vidner til verden over.
Denne globale asymmetri kan ikke bekæmpes blot ved at optimere markeder, og slet ikke ved at skære i statsbudgetter – i stedet kræver det et mere ambitiøst tiltag. Den førnævnte stigning i offentlige udgifter skal anvendes til forskellige tiltag såsom øgede offentlige investeringer, tæmning af finansiel kapital samt en forøgelse af multilaterale finansielle ressourcer (heriblandt udviklingsbistand).
Disse skal gøre økonomier verden over inklusive og bæredygtige. Ifølge rapporten kan dette ikke gøres gennem nationale eller regionale tiltag, som ellers har været tendensen blandt mange udviklingslande, der i protest mod manglende repræsentation i internationale institutioner har dannet deres egne regionale institutioner og banker.
I stedet for denne tendens, bør de tiltag, der nævnes i ”a global new deal”, implementeres igennem de rette FN-organer – altså skal tilgangen være global, da verden ifølge rapporten er karakteriseret af indbyrdes afhængighed. Derfor må verdens lande skubbe til økonomien i fællesskab.
Hvorvidt dette ambitiøse forslag vil se dagens lys, er svært at vurdere – dog argumenterer rapporten selv for, at der netop nu er konsensus om et behov for at vende økonomien på hovedet og skabe mere fair handel og vækst.
