På baggrund af den seneste udvikling i Sydsudan, hvor FN melder om 400-500 dræbte, trækker den store humanitære organisation nu sine udenlandske ansatte ud af landet. Det drejer sig om i alt otte ansatte fra bl.a. Danmark.
Der har de seneste dage været uro i Sydsudan, hvor kampene tilsyneladende foregår mellem fraktioner af hæren fra de to største stammer, dinkaer og nuer.
Det forlyder, at kampene har bredt sig fra hovedstaden Juba til andre povincer i Sydsudan, og det giver frygt for at situationen kan udvikle sig til en decideret borgerkrig.
Folkekirkens Nødhjælps arbejder i Sydsudan med fødevaresikkerhed og rydning af ueksploderet ammunition efter borgerkrigen i landet.
Det samlede antal medarbejdere i landet er 60, hvoraf størstedelen er lokale. De er blevet bedt om at stoppe arbejdet og søge sikkerhed i deres eget hjem.
Nødhjælpen oplyser, at når sikkerheds-situationen tillader det, genoptages arbejdet i den olierige, men fattige nye nation, der løsrev sig fra Sudan efter en folkeafstemning i 2011.
Kilde:
http://www.noedhjaelp.dk/nyheder/seneste-nyt/medarbejdere-traekkes-ud-af-sydsudan?utm_source=nyhedsbrev