Formand for frihedskæmperforening i fængsel for Palæstina-støtte

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Formand for Horserød-Stutthof Foreningen, Anton Nielsen, er idømt 6 måneders fængsel for angiveligt at yde terrorstøtte til “Folkefronten til Palæstinas Befrielse” (PFLP).

4 af månederne er gjort betingede: men derudover skal den nu 72-årige formand 2 måneder i fængsel.

Anklageren havde krævet 8 måneders ubetinget fængsel til Anton Nielsen, fordi han som formand for Horserød-Stutthof Foreningen stod bag indsamlingen af 17.700 kroner til PFLP.

PFLP står på EU’s terrorliste og dermed bryder han terrorloven, vurderede justitsministeren og rejste tiltalen.

“Jeg skulle være frifundet”

Anton Nielsen mener selv, at indsamlingen var støtte til PFLP’s humanitære arbejde efter Israels angreb ind i Gaza, og at det er “skrupforkert” at beskrive pengegaven som støtte til terror.

Han havde derfor krævet frifindelse i Københavns Byret. Men sådan endte det ikke.

– Det bryder jeg mig selvfølgelig ikke om. Det er klart. Hvis man sætter det i forhold til anklagerens første ønske, er det en delvis sejr for de synspunkter, vi har fremlagt på foreningens vegne. Stod det til mig, skulle vi have været frikendt, siger Anton Nielsen.

Også talsmand for sammenslutningen Den Faglige Klub i København, Viggo Toften-Jørgensen, var tiltalt i sagen for at indsamle 10.000 kroner til den colombianske partisanbevægelse FARC. Han blev ligesom Anton Nielsen idømt 6 måneders fængsel, men i modsætning til den meddømte blev hele hans straf gjort betinget.

Retten og retfærdigheden

I forbindelse med domsafsigelsen antydede retsformand Ulrik Finn Jørgensen, at dommen ikke var den nemmeste at afsige.

– Nogle gange er der forskel på retten og retfærdigheden. Og her lægger vi vægt på retten, sagde han i forbindelse med domsafsigelsen.

En af sagens 3 dommere stemte imod at gøre dele af straffen til Anton Nielsen ubetinget.

Ud over fængselsstraffen skal Anton Nielsens forening betale 20 dagbøder af 500 kroner. Også her var flertallet 2-1, da den sidste dommer mente, at det var tilstrækkeligt med en enkelt, symbolsk dagbøde på en flad tikrone.

I fjor er aktivister fra Fighters + Lovers og Patrick Mac Manus fra Foreningen Oprør idømt betingede straffe for at sende penge til organisationer, der står opført på terrorlister.

I sagen mod Patrick Mac Manus spillede en dansk Irma-pose en central rolle. Den var nemlig på et foto sammen med 4 medlemmer fra oprørsgruppen FARC, og at det forlød, at der i posen var 50.000 støtte-kroner. Desuden kunne man på billedet se et medlem fra FARC bære en t-shirt med ‘Foreningen Oprørs’ logo på.

Frihedskæmper eller terrorist?

Horserød-Stutthof Foreningen er grundlagt for at ære 150 danske kommunister, som led 18 måneder i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Stutthof-lejren lå i det dav. Østpreussen.

– Må vi erindre om, at stifterne af vor forening også blev hængt ud for terrorisme med fatale konsekvenser for den enkelte i Stutthofs lejrhelvede, har Anton Nielsen tidligere udtalt.

– Det er absurd, at en repræsentant for de danske frihedskæmpere, der i sin tid også blev kaldt terrorister, nu skal i fængsel på grund af den danske terrorlovgivning, siger Enhedslistens retsordfører Line Barfod.

Derfor vil Line Barfod nok engang opfordre de øvrige partier til at tage lovgivningen op til revision. Den blev indført efter terrorangrebene i USA 11. september 2001.

– Lovens definition af terror er så bred, at ingen kan vide sig sikker, hvis de støtter oppositionsbevægelser i udlandet økonomisk, mener Line Barfod.

– Selv om vi i Enhedslisten ikke vil støtte f.eks. PFLP, mener vi principi-elt, det er afgørende for demokratiet at kunne udføre solidaritetsarbejde med oppositionsbevægelser i diktaturstater, gør hun gældende.

Uden for retsbygningen i København demonstrerede støtter for de anklagede under parolen “Når Uret Bliver Ret Bliver Modstand Til En Pligt”.

Yderligere oplysninger hos:
Patrick Mac Manus
Copenhagen (Denmark)
Blog: http://patrickmacmanus.wordpress.com/