Danmark var i 2005 det første land i verden, som lancerede en national handlingsplan for kvinder, fred og sikkerhed. Og Danmark anses for at være blandt den absolutte globale elite, når det gælder ligestilling mellem kønnene. Men når det gælder Danmarks engagement i konfliktprægede områder, er dagsordenen for kvinder og fred ofte blevet overhalet af fokus på militære løsninger.
Heldigvis er Danmark i gang med at revidere handlingsplanen. Det arbejde påvirkes af dansk civilsamfund, der bidrager til at styrke det danske engagement, når det gælder kvinder, fred og sikkerhed.
Den forløbelige kulmination sker den 7. november ved et ekspertmøde i Folketingets udenrigsudvalg. Her vil både forsvarsminister Trine Bramsen (Soc.) og udviklingsminister Rasmus Prehn (Soc.) give deres bud på, hvilken rolle Danmarks nye regering ønsker at have, når det gælder kvinder og fredsopbygning i forhold til Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioriteter.
Det sker forud for 20-års fødselsdagen for FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1325 for Kvinder, Fred og Sikkerhed i 2020. På trods af, at teenageren er ved at blive voksen, er fremskridtene desværre stadig begrænsede. Det gælder både kvinders deltagelse i fredsprocesser samt beskyttelsen af kvinders rettigheder under og efter konflikter, herunder kønsrelateret vold.
Danmark har tidligere været førende på dagsordenen, men det internationale pres, både i FN’s Sikkerhedsråd og mod lokalt civilsamfund, kvindelige aktivister og menneskerettighedsforkæmpere, betyder, at Danmark bør bruge 20-året for resolutionen til igen at skrue op for indsatsen. Også fordi vi ved, at kvinders involvering i fredsprocesser og genopbygning efter konflikter forbedrer muligheder for langsigtet udvikling og varig fred.
Samfund med større ligestilling mellem kønnene har, globalt set, lavere risiko for at ende i konflikt og krig. En stærk dansk stemme i en velfunderet nordisk alliance indeholder et stort potentiale for en positiv global udvikling, når det gælder fredsopbygning og ligestilling.
Ekspertmødet afholdes af Folketingets udenrigsudvalg i samarbejde med Oxfam IBIS den 7. november, kl. 13.00 – 14.30. Mødet er åbent for alle, og det fulde program og link til tilmelding kan ses her.
Oxfam IBIS arrangerer i forbindelse med ekspertmødet en række offentlige arrangementer fra den 4. – 7. november, hvor du kan møde eksperter, praktikere og aktivister fra Afghanistan, Colombia, Liberia, Yemen, Sydsudan, Uganda, Vestsahara og Burkina Faso. Få det fulde overblik på Oxfam IBIS’ hjemmeside her.