I februar 1999 blev lederen af Kurdistans Arbejderparti (PKK) Abdullah Öcalan efter et kort ophold på den græske ambassade i Kenya opsporet og taget til fange. Den hemmelige operation blev udført af tyrkiske elitetropper i samarbejde med andre efterretningstjenester, herunder angiveligt CIA og Mossad.
Før hans anholdelse havde Öcalan søgt asyl i flere europæiske lande, men blev afvist. Han havde i årevis været efterlyst af myndighederne i Tyrkiet, der betragtede ham som terrorist nummer ét og hovedansvarlig for en blodig konflikt, der havde kostet titusindvis af liv.
Hvem er kurderne?
Kurderne betragtes som den største etniske gruppe uden stat. De bor i et relativt sammenhængende område i Mellemøsten, der omfatter dele af Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien.
I slutningen af 1800-tallet var det meste af Mellemøsten kontrolleret af det Det Osmanniske Rige, men efter Første Verdenskrig ville Frankrig og Storbritannien opdele riget. Idéen om et selvstændigt „Kurdistan“ til kurderne blev taget op, men tyrkerne fik lukket ned for idéen.
Den samlede kurdiske befolkning er i dag anslået til omkring 30 millioner, hvoraf næsten halvdelen af den kurdiske befolkning bor i Tyrkiet.
Det kurdiske sprog er et indoeuropæisk sprog, der er tæt beslægtet med persisk. Det findes i flere dialekter, herunder kurmanji og sorani.
Kurderne tilhører forskellige religioner, men størstedelen af dem er sunnimuslimer.
Og mere end to årtier senere, i foråret 2025, skriver Öcalan historie igen – denne gang fra sin celle på fængselsøen Imrali. Herfra har han opfordret PKK til at nedlægge våbnene og opløse sig selv.
Udmeldingen hænger i øjeblikket i luften, mens der er udbrudt store demonstrationer mod den tyrkiske regering. Protesterne kommer i kølvandet på anholdelsen af Ekrem Imamoğlu, som er Istanbuls borgmester og anses for at være præsident Recep Tayyip Erdoğans største politiske rival.
Michael Gunter, der er professor i statskundskab på det amerikanske universitet Tennessee Tech og en ekspert på det kurdiske spørgsmål, mener ikke, at en våbenhvile er realistisk. Selvom de tyrkiske løfter ser gode ud på papiret, tror han ikke på, at PKK vil overgive sig.
Det er dog den historie, som Tyrkiet prøver på at sælge på et tidspunkt, hvor der er voksende politisk uro i landet. De såkaldte fredsprocesser kan ses som et udtryk for Erdoğans selvopretholdelse, mens han desperat forsøger at bevare sin magtposition i et skrøbeligt politisk landskab, lyder det fra Gunter.
Öcalan er et oplagt kort at spille, fordi han er et symbol på håb for mange kurdere, mens Tyrkiet ser ham som en trussel, der stadig lurer under overfladen. Men hvem er den mest jagede mand i Tyrkiets historie, hvis navn stadig splitter landet i to?
Den, der hævner sig
Kurderne og tyrkerne har vidt forskellige syn på guerillalederen, som er henholdsvis elsket og hadet. For mange kurdere er han en frihedskæmper, der har kæmpet for at sætte det kurdiske spørgsmål på dagsordenen i Tyrkiet. På den anden side ser tyrkerne ham som en terrorist, hvis militante gruppe står bag mange voldelige angreb i landet.
Han kæmpede for den kurdiske sag, i en tid hvor det var meget få mennesker, der vidste, at der fandtes en kurdisk sag
Michael Gunter, professor i statskundskab
”Han kæmpede for den kurdiske sag i en tid, hvor det var meget få mennesker, der vidste, at der fandtes en kurdisk sag. Det er nok derfor, at mange kurdere stadig ser ham som en frelser, mens de fleste af Öcalans modstandere synes det er latterligt, at deres regering ikke har henrettet ham endnu,” forklarer professoren.
Men Öcalan har ikke altid været så tæt på sin kurdiske identitet. Engang så han nemlig sig selv som tyrker og drømte ironisk nok om at blive en del af det tyrkiske militær.
For at forstå, hvordan manden, hvis navn betyder ”den, der hævner sig”, bliver den mand, han er i dag, skal vi til landsbyen Ömerli i landets sydøstlige del. Her bliver Öcalan, en af verdens mest kendte kurdere, født i 1949 som medlem af en søskendeflok på seks. På dette tidspunkt er det ulovligt at tale kurdisk i Tyrkiet, og den kurdiske kultur og identitet er stærkt undertrykt.
Han har en nogenlunde almindelig barndom i et hjem, hvor faderen tager sig af markerne og dyrene, mens moderen tager sig af de huslige pligter, fortæller Mustafa Kemal Topal fra Roskilde Universitet, som er forsker i kurdiske kvindebevægelser.
Som ung mærker Öcalan uretfærdigheden i landsbyens gamle traditioner, da hans elskede storesøster, Havva, bliver tvangsgiftet med en mand fra en anden landsby. Det gør et stærkt indtryk på ham og planter kimen til hans senere tanker om kvindefrigørelse:
Hun bliver foræret væk til en mand for et par sække mel
Mustafa Topal, forsker og adjunkt
”Hun bliver foræret væk til en mand for et par sække mel. Det får Öcalan til at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan en kvindes liv kan være så billigt,” fortæller Topal.
Hans vrede over søsterens skæbne bliver startskuddet til en større interesse for retfærdighed. I 1970’erne flytter Öcalan til Ankara og begynder at studere jura, men lovbøgerne får hurtigt konkurrence af noget mere brændende: Han bliver trukket ind i den tyrkiske venstrefløjs marxistiske idéer, der for alvor tænder hans politiske ild.
Men de tyrkiske socialister, der udadtil støtter de undertrykte klasser, nævner ikke ét ord om kurderne i landet. Öcalan, som på dette tidspunkt så småt er begyndt at få øjnene op for sin kurdiske identitet, indser, at den tyrkiske venstrefløj i virkeligheden bærer præg af en form for kemalistisk nationalisme. Denne ideologi, grundlagt af landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk, stræber efter en statslig centralisering og et ønske om at skabe en homogen tyrkisk nationalstat.
Erkendelsen skiller ham fra de eksisterende studenterbevægelser og sætter ham på ny kurs.
Væbnet kamp mod staten
I 1972 bliver den 22-årige Öcalan anholdt for at deltage i en protest mod de tyrkiske myndigheders drab på venstrefløjsaktivister, og han ender med at få en fængselsdom. Syv måneders indespærring for en fredelig demonstration bliver en øjenåbner for ham, og da han træder ud i friheden igen, er han ikke den samme.
Frustreret over de etablerede politiske grupper samler han en lille kreds af ligesindede, der i al hemmelighed begynder at holde møder og diskutere en ny politisk vej. Langsomt vokser vennernes ambitioner, og det, der begyndte som private møder, udvikler sig. De udpeger den karismatiske Öcalan som deres leder, og snart begynder de at kalde ham ”Apo” – som betyder onkel på kurdisk – et kælenavn, der signalerer respekt og nærhed.
PKK bliver lanceret i 1978. Det marxistisk-leninistiske parti slår sig blandt andet op på at kæmpe mod imperialisme og frigøre arbejderklassen. Men især én ting adskiller gruppen fra de andre venstreorienterede grupper i landet: PKK kæmper for kurdiske rettigheder og selvbestemmelse.
Sammen med kammeraterne besøger Öcalan forskellige byer, hvor de holder taler om deres visioner og forsøger at samle støtte til det nye parti. Men mens PKK langsomt vinder opbakning, strammer staten grebet:
”Kuppet i Tyrkiet i 1980 sætter en brutal stopper for de demokratiske kræfter i landet. Sekulære tyrkere og kurdere, der gør modstand, bliver overvåget, fængslet eller tvunget i eksil sammen med deres familier. Ifølge PKK er en fredelig, demokratisk proces umulig under det nye regime. Derfor mener de, at væbnet kamp er den eneste udvej,” forklarer Topal og understreger, at PKK aldrig har anset den væbnede kamp som et mål i sig selv, men snarere som et nødvendigt middel.
Öcalan hilser på kvindelige krigere i en militærtræningslejr.
Foto: Maher Attar/Sygma via Getty Images
Den første fase i partiets militante tilgang består af mindre aktioner og angreb mod landsbyvagter, som får økonomiske goder af regeringen for at overvåge kurdere og modarbejde deres aktivisme. Samtidig bliver tyrkiske soldater og militære enheder også ramt af flere målrettede angreb, som har til hensigt at svække statens militære tilstedeværelse.
I 1984, efter flere års opbygning, begynder den væbnede modstand for alvor at tage form. PKK tager de første store skridt mod en mere organiseret, væbnet oprørskamp. Civile bliver fanget i krydsilden, og under flere af angrebene bliver uskyldige mennesker dræbt.
De bliver kendt som guerillakrigerne i bjergene i den sydøstlige del af Tyrkiet – et område, der kommer til at definere gruppens militære strategi og identitet. Bjergene bliver deres tilflugtssted og får således både en fysisk og symbolsk betydning. Som et gammelt kurdisk ordsprog siger: ”Ingen venner udover bjergene”.
Tyrkiet stempler PKK som en terrororganisation, og partiet bliver senere opført på terrorlister i flere lande. Den tyrkiske stat opfatter oprørsgruppen som en alvorlig trussel mod landets nationale sikkerhed, og enhver form for mistanke om støtte til organisationen bliver mødt med en jernhånd.
Staten gør alt i dens magt for at knuse guerillakrigerne og deres netværk. Dette inkluderer massive militære operationer i de kurdiske områder, der har til formål at ødelægge PKK’s baser. Desuden gennemfører tyrkiske myndigheder systematiske ødelæggelser af kurdiske områder, der resulterer i omfattende menneskelige lidelser og tvangsforflyttelser, fortæller forskeren fra RUC.
På flugt i et internationalt kapløb
I takt med at presset øges, ved Öcalan, at han ikke længere er sikker i Tyrkiet og flygter til Syrien, hvor han opholder sig i nogle år. Men da de tyrkiske myndigheder er i hælene på ham, tvinges han videre i 1998. Han flygter til Rusland og derefter Italien, hvor hans ankomst udvikler sig til en diplomatisk hovedpine.
Mens han søger asyl i Italien, bryder der demonstrationer ud i flere europæiske lande, hvor kurdiske aktivister protesterer mod hans udlevering. Tyrkiet presser på for, at han skal udvises, og på trods af et højreorienteret italiensk parti, der kæmper for, at han skal få asyl, bliver situationen mere og mere kaotisk.
Italiens regering, fanget mellem national og international politik, giver til sidst efter, og Öcalan bliver nødt til at flygte igen – denne gang til Grækenland.
Men i Grækenland møder han nye problemer. Selvom der er mange stridspunkter mellem Grækenland og Tyrkiet, og grækerne i første omgang viser støtte til ham, er myndighederne tilbageholdende med at give ham asyl.
Efter en kort periode bliver han sendt videre og ender i Kenya, hvor han skjuler sig på den græske ambassade i Nairobi. I februar 1999 når presset et klimaks. Efter intens diplomati og hemmelige forhandlinger gennemfører Tyrkiet en hemmelig operation i Kenya, som er præget af en vis mystik.
For mig er det ganske åbenlyst, at CIA spiller en central rolle i operationen
Michael Gunter
”For mig er det ganske åbenlyst, at CIA spiller en central rolle i operationen. USA vil gerne sikre, at Tyrkiet forbliver taknemmelige over for amerikanerne, især fordi Tyrkiet har den næststørste hær i NATO,” vurderer Michael Gunter.
”På det tidspunkt spekulerer man også i, om Israel måske er involveret, men det er jeg mindre overbevist om. Israel har muligvis haft en finger med i spillet, men historisk set har Israel altid været relativt pro-kurdisk. Israels fjender er jo de arabiske lande og Tyrkiet samt Iran. Logikken bygger på den gamle teori: Din fjendes fjende er din ven,” uddyber han.
Öcalan bliver pågrebet og bragt tilbage til Tyrkiet, hvor han stilles for retten og bliver dømt til døden for anklager om terrorisme. Men i 2002, efter Tyrkiet at afskaffede dødsstraffen som en del af deres forsøg på at komme tættere på EU, bliver dommen ændret til fængsel på livstid.
Isoleret på en ø
Lederen af den kurdiske oprørsgruppe bliver forvist til øen Imrali i Marmarahavet, hvor han stadig sidder fængslet i dag. Og det er heller ikke et helt tilfældigt valg, for øen har længe været stedet, hvor tyrkiske regeringer sender både tyrkiske og kurdiske modstandere hen, forklarer Mustafa Topal:
”Imrali-øen er blevet et symbol på, hvordan magthaverne isolerer dem, der vover at sætte sig op mod dem. Adskillige tidligere ledere og ministre er endt der, efter de er blevet fjernet fra deres poster. Øen fungerer nærmest som en politisk affaldscontainer.”
”I dag ser vi noget lignende ske med oppositionspolitikeren Imamoğlu, selvom han endnu ikke er blevet spærret inde på øen. Pointen er, at uanset hvor meget du kæmper mod systemet, kan du ikke slippe væk,” tilføjer han.
I fængslet har Öcalan levet i isolation i flere perioder, da staten gentagne gange har nægtet ham besøg fra hans advokater og familie. Men i mellemtiden har han brugt sin tid på at skrive flere bøger, hvor han blandt andet har bevæget sig væk fra den marxistiske-leninisme linje. I stedet har han udviklet sine idéer om demokratisk konføderalisme – et decentraliseret, postkapitalistisk system med fokus på feminisme, miljø og autonomi.
Man kan ikke komme uden om, at Öcalan, trods sin isolation, stadigvæk er et ikon for mange og har en enorm indflydelse. Et af de tidligste beviser på hans indflydelse kom i 2013, da Time Magazine satte ham på listen over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. Selvom det er over et årti siden, peger det på hans vedvarende relevans i både den kurdiske og tyrkiske politik, understreger Gunter.
En ung kurder svinger et flag med et billede af den fængslede PKK-leder under årets fejring af det traditionelle kurdiske nytår i Diyarbakir, Tyrkiet.
Foto: Sedat Suna/Getty Images
Topal fremhæver, at den langvarige indflydelse finder sted i en periode med hastige forandringer, især i Mellemøsten. Ifølge ham har Israel fået øget magt til at forme regionen, mens palæstinensernes sag næsten er blevet glemt, og mange har mistet håbet om en to-stats-løsning.
Samtidig bemærker han, at gamle alliancer er i forandring, og nye partnerskaber er ved at opstå. Han nævner som eksempel, at Israel og kurderne potentielt kunne danne en alliance som modtræk mod Tyrkiet og Iran.
Tyrkiet holder nøje øje med de geopolitiske forandringer i Mellemøsten og er tydeligt bekymret for at miste sin indflydelse
Mustafa Topal
”Tyrkiet holder nøje øje med de geopolitiske forandringer i Mellemøsten og er tydeligt bekymret for at miste sin indflydelse, især hvis Israel begynder at støtte kurderne. Det er bemærkelsesværdigt, at vi nu ser selv de ultranationalistiske politikere i Tyrkiet åbent sige, at PKK er velkomne til at holde en konference i Malatya i 2025,” påpeger han.
Abdullah Öcalans indflydelse på kurdernes kamp og Mellemøstens geopolitiske landskab er altså umulig at overse. Selvom hans rolle som leder af PKK har ændret sig over tid, er hans karakter stadig en vigtig brik i regional politik og alliancer.
I en tid, hvor gamle alliancer smuldrer, og magtbalancer tipper, er det derfor nærliggende at antage, at Öcalans idéer fortsat vil hænge over de politiske kulisser i regionen. Men hvordan hans indflydelse vil udspille sig i de kommende år – og hvad det betyder for magtspillet i Mellemøsten – er dog langt fra afgjort.
