Burundis præsident, Domitien Ndayizeye, og lederen af den førende rebelgruppe, “Kræfterne til Demokratiets Forsvar” (FDD), har undertegnet en politisk og militær aftale, der skal gøre ende på 10 års blodig borgerkrig i den lille centralafrikanske nation.
Aftalen blev undertegnet i de tidlige morgentimer onsdag efter hårde forhandlinger i Pretoria under forsæde af Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, rapporterer BBC Online. Rebellederen Pierre Nkurunziza opfordrede til øjeblikkeligt ophør af kamphandlingerne og sagde, at hans mænd ikke “længere vil kæmpe mod Burundis folk”.
Ifølge aftalen vil oprørerne kunne besætte 40 procent af officersposterne i en ny enhedshær. Og politisk vil de få 4 ministerposter og viceformandsposten i landets nationalforsamling. Det er ikke så lidt mindre end rebellerne krævede for få uger siden under fredsforhandlinger i Burundis naboland, Tanzania.
Meget afhænger da også af, om fredsaftalen holder ude i felten. Og selv om den gør, vil borgerkrigen fortsætte med at sprutte videre, da en anden og mindre oprørsgruppe, “Den Nationale Befrielsesfront” (FNL), slet ikke deltager i fredsprocessn.
Præsident Ndayizeye tilhører den etniske flertalsgruppe, Hutuerne, mens hæren domineres af tutsierne, og rebelgrupperne begge er hutu-dominerede.
Oprørerne slås generelt for større magt og indflydelse til hutuerne, der udgør 85 procent af befolkningen, men som altid har været domineret af de langt færre tutsier. Præsident Ndayizeyes indsættelse i april i år er netop led i en sydafrikansk-sponseret 3-årig magtdeling “på prøve”, der skal sikre begge grupper.
Tutsierne er tilbageholdende med at slippe grebet om militæret med øje på, hvordan det gik i nabolandet Rwanda, som har stort set samme etniske sammensætning. Her slagtede militante hutuer 800.000 tutsier og moderate hutuer i 1994, før de blev fordrevet til nabolandet DR Congo af tutsi-styrker støttet af især Uganda.
Faktum er, at Burundis 2 etniske hovedgrupper har slagtet løs på hinanden ved flere lejligheder, bl.a. i 1972, hvor mindst 150.000 døde, og nuværende generalsekretær i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, oplevede myrderierne på nærmeste hold som ung journalist.
Den seneste runde i borgerkrigen indledtes i oktober 1993, da tutsi-faldskærmsstyrker myrdede Burundis første folkevalgte hutu-præsident, Melchior Ndadaye. Kampene har siden kostet ca. 200.000 livet og ført til indsættelse af en afrikansk fredsstyrke under sydafrikansk ledelse, som dog kun har mandat til at skyde i selvforsvar.
Men fredsstyrken har efter alt at dømme forhindret et nyt etnisk opgør i større skala i et land, hvor mindst 60.000 mand er under våben, heraf kun en tredjedel i hæren.
Med en befolkning på 6,8 millioner (2003) vil en hær på 20.000 mand være fuld tilstrækkelig i fredstid, men når og hvis kamphandlingerne slutter, vil andre 40.000 bevæbnede mænd stå uden job. En gennemsnits-burundeser tjener omregnet ca. 100 dollars om året.
Også dét lægger et usikkerhedsmoment under fredsaftalen, der skal skaffe ro i et land, hvor de etniske spændinger har luret latent siden uafhængigheden fra Belgien for 41 år siden. En spænding, som belgierne bidrog til ved konsekvent at favorisere tutsierne på hutuerners bekostning.
