Der er åbninger i forhandlingerne mellem regering og oprørere i Syrien. De er dog fortsat langt fra hinanden – regeringen opfatter oprørerne som terrorister og oprørerne vil have ren overgangsregering og gennemføre frie valg.
Weekendens forhandlinger i Geneve mellem Syriens regering og oprørerne har givet resultater. Det skriver BBC søndag aften.
De to delegationer har fortsat ikke talt direkte med hinanden – kun gennem FN’s mægler Lakhdar Brahimi.
Regeringen siger, at kvinder og børn nu må forlade den belejrede by Homs. Den siger også, at bevæbnede grupper dog forhindrer dem i at gøre det. Hvis der er mænd, der vil forlade byen vil regeringen have deres navn, så den kan tjekke om navnet optræder på lister over kendte oprørere.
Oprørerne har fra deres side lovet at give regeringen liste over fanger hos de bevæbnede grupper, der udgør oprørerne. Der er dog mange forskellige oprørsgrupper i landet og forhandlerne i Geneve har langt fra kontrol – eller bare kontakt – med dem alle.
Lakhdar Brahimi siger dog, ifølge BBC, at det stadig er for tidligt at tale om udsigterne til en egentlig aftale. Han sagde også, at han håber at en konvoj med humanitære forsyninger vil få lov at komme frem til Homs mandag.
Borgerkrigen i Syrien har kostet flere end 100.000 mennesker livet siden den begyndte i 2011 og har drevet mellem ni og ti millioner mennesker på flugt.
De to delegationer står fortsat langt fra hinanden. Regeringens udgangspunkt er, at hovedformålet med konferencen i Geneve er at få gjort noget ved den udenlandsk støttede terrorisme i landet, som den kalder oprøret.
Oprørernes mål med konferencen er derimod at få regeringen til at skrive under på det såkaldte Geneve-kommunike.
Geneve-kommunikeet er et dokument fra en FN-konference om konflikten i 2012. I dokumentet opfordres parterne bl.a.til at
- Danne en overgangsregering
- Begynde en national dialog
- Holde frie og fair valg
Fra flere sider – bl.a. fra USA – kræves det at den nuværende præsident Bashar al-Assad ikke kommer til at spille en rolle i en eventuel overgangsregering. Det, har regeringen sagt, finder den uacceptabelt.