“Jeg startede den her debat med tanken om, at en løsning måske kunne være, at lejrene blev mere permanente og mere udviklingsorienterede. Jeg troede, det var den retning, det ville gå. Faktisk er en løsning, som jeg hørte, at lejrene slet ikke skal eksistere.”
Sådan lød ordene fra ordstyrer Ida Sparre-Ulrich, chefredaktør i Udenrigspolitisk Selskab, ved afslutningen af en debat i Fremtidens Telt på Folkemødet på Bornholm. Oplægget var blandt andet, “hvordan teknologiske innovationer kan forbedre flygtningelejre og øge deres bæredygtighed, resiliens og indbyggernes trivsel” og “hvordan vi kan skabe en fremtid, hvor flygtningelejre ikke blot er midlertidige nødløsninger, men steder for empowerment, læring og vækst.”
Og det skal understreges, at der ikke var nogen af de tre debatører, der var imod teknologiske værktøjer, der kan forbedre livet for mennesker i flygtningelejre. Tværtimod.
I lejren går livet i stå
Antallet af fordrevne mennesker i verden har rundet 120 millioner, de fleste er internt fordrevne, de opholder sig i deres eget land. Resten er flygtninge, der er flygtet ud af deres land, men de fleste af dem befinder sig tæt på hjemlandet. Af de 120 millioner fordrevne bor ca. 12 millioner i en lejr, omtrent halvdelen i deres hjemland, halvdelen udenfor. Altså seks millioner flygtninge i lejre. Og det er typisk store, langvarige konflikter som Afghanistan, Palæstina, Myanmar og senest Sudan, der sender mange på flugt, fortalte Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier.
Hun sagde, at ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, så er en flygtning typisk i landsflygtighed mellem 10 og 15 år. Og så er det selvfølgelig, at det med lejren og hvordan lejren er indrettet, hvad den kan tilbyde, bliver utrolig relevant. Nogle af verdens store flygtningelejre huser 200.000 mennesker.
“Det er jo rigtig, rigtig lang tid at være i den situation. Fordi man går i stå. Der er jo den her midlertidighed ved at være flygtning. Og den bliver på en måde permanent. Det har jeg talt med rigtig mange flygtninge om. Man flygter, man har en forestilling om, at man skal tilbage. Og kan man ikke komme tilbage, så skal man videre med sit liv. Sidste år blev to millioner af verdens flygtninge født i en flygtningelejr. De er ikke flygtet nogen som helst steder fra. De blev bare født flygtninge.”
“Hvis lejren, som det ser ud som for mig, også bliver et afskrækkelses-eksempel – et sted, vi holder folk, for at undgå, at de kommer tættere på os, så bliver tallene igen meget, meget vigtige, synes jeg. Fordi hvis vi taler seks millioner, som kunne genbosættes, så synes jeg ikke, det er et stort tal. Så skal vi diskutere, hvordan vi gør lejren til et bedre sted, hvor man sætter livet på pause? Eller skal vi tale om, hvordan undgår vi lejren som den løsning, vi tilbyder folk, der er fordrevet fra deres hjem?”
Værtslandet afgør, om du er fri eller bag pigtråd
Jonas Nøddekær, generalsekretær hos Folkekirkens Nødhjælp, understregede at Folkekirkens Nødhjælp kører ad begge spor – organisationen søger at forbedre forholdene i flygtningelejrene, og den prøver at sørge for, at folk kan komme videre.
“Jeg tror i virkeligheden noget af det allervigtigste, hvis man flygter fra et land til et andet og får flygtningestatus, det er det land, man flygter til. Hvordan tager de imod de flygtninge? Hvad er det for nogle vilkår, man stiller til rådighed fra myndighedernes side?”
Jonas Nøddekær peger på to vidt forskellige eksempler. Bangladesh, som tog imod en million Rohingya-flygtninge i 2017, da de er blevet fordrevet fra Myanmar. Myndighederne i Bangladesh har været meget klare på, at rohingyaerne skal holdes nede i den allersydligste del af landet. Der sidder faktisk 800.000 mennesker i én stor lejr, så er der nogle lidt mindre lejre, der ligger rundt omkring. Og der er pigtråd rundt om.
“Det vil sige, at de her flygtninge har ingen mulighed for overhovedet at interagere med det omkringliggende samfund. Og de er 100 procent afhængige af den nødhjælp, der kommer ind. Det betyder det utrolig meget, om en regeringen vil have, at flygtninge holdes indespærrede, eller om de kan være en del af en lokal økonomi.”
Den mere positive historie er Uganda, der giver flygtninge fra Sydsudan adgang til lidt jord, fri bevægelighed og ret til at arbejde og blandt andet prøver at sikre, at både lokalsamfundet og sydsudaneserne har gavn af (de svindende) midler udefra.
Chefen for Folkekirkens Nødhjælp understreger, at der er store humanitære behov, der umiddelbart skal dækkes, når mennesker flygter fra en krig. Telte, vand, mad for eksempel. Men de fleste akutte behov kan afhjælpes med kontant støtte, så folk selv bestemmer, hvad de har mest brug for. Dernæst følger for eksempel etableringen af en vandforsyning og andre længerevarende løsninger, netop fordi man ved, at flygtningesituationer varer længe. Derfor skal flygtningelejren integreres i lokalsamfundet, så lokale bønder for eksempel tjener på at levere grøntsager til lejren. Der skal etableres skoler, som bønderne leverer mad til.
Uddannelse ændrer liv
Og undervisning, det er noget Mads Tvillinggaard Bonde, direktør for Labster, som sælger virtuelle undervisnings- og videnskabsplatforme, gerne ville byde ind på. Han har noget, som man allerede bruger i Ukraine i områder, hvor skoler og universiteter er blevet bombet. Mobilteknologien gør det muligt at springe en masse tidligere forhindringer over. Nu kan man faktisk lære at læse og regne via en mobiltelefon, man kan få overført penge, man kan endda arbejde online, for eksempel med IT-løsninger, fortæller Mads Tvillinggaard Bonde.
Det er altsammen noget, der giver mennesker i en flygtningelejr lidt mere indflydelse på deres eget liv – hvis altså sådanne platforme bliver tilpasset behovene og sproget i de forskellige lejre. Og hvis de bliver sikret, så de ikke kan blive misbrugt til at registrere eller opspore dem, der er flygtet. Men med et undervisningsforløb, der kører på en app, så kan man tage det med sig ud af lejren, hvis familien flytter videre. Man kan fortsætte et undervisningsforløb, man kan fastholde den virtuelle kontakt med en lærer, fortsatte han.
Og diskussionen på Fremtidens Scene i Allinge fortsatte også. Man ser flygtningelejre blive angrebet – altså ikke sikre opholdssteder. Flygtningekonventionen angiver tre løsninger på en flygtningekrise: at man vender hjem, at man bliver integreret, hvor man befinder sig, eller får varigt ophold i et tredje land. Er en permanent flygtningelejr en fjerde løsning? Hvad så når finansieringen tørrer ud – som når krigen i Ukraine har trukket ressourcer fra andre nødsituationer.
På det tidspunkt var det, at moderator Ida Sparre-Ulrich konkluderede, at panelet ville afskaffe flygtningelejre, men hvis nu det ikke kunne lade sig gøre, hvad var så visionen.
At løfte både undervisning og sundhed med en app – det kræver tilstrækkeligt med penge til udvikling. At tænke flygtninge, økonomien og logikken ind med de lokale markedskræfter, så lejrene blev mindre afhængige af donationer. At forstå mobilitet og at mennesker med mulighed for at bevæge sig meget ofte finder løsninger selv – uden lejre og bistand.
