Friis Bach: Fagbevægelsen bør styrke sit internationale arbejde

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Af Gladis Johansson

Dårlige arbejdsforhold og lønninger i u-lande er både til skade for de lokale og os, fordi det underminerer den danske samfundsmodel. Derfor er fagbevægelsens internationale arbejde vigtigt, lyder det fra udviklingsministeren.

Fagbevægelsen skulle i højere grad sætte det lange lys på, når det gælder ulighed. For elendige arbejdsforhold og ekstremt lave lønninger i andre dele af verden rammer tilbage på os selv, mener udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

Han er overbevist om, at det fremover bliver endnu mere vigtigt, at fagbevægelsen engagerer sig i det internationale arbejde.

Set med Christian Friis Bachs øjne er der for tiden en rigtig god historie, som hele verden synes at være rejsende i: At mere lighed giver stærkere økonomi og stærkere samfund. FN, EU, ja selv Verdensbanken har skærpet sit fokus på ulighed i verdens lande.

Den bane skal fagbevægelsen i den grad spille på, mener ministeren. Han kalder det ”fagbevægelsens historiske, klassiske rolle globalt”. Og han kunne godt ønske sig, at fagbevægelsens skruede op for sit internationale fokus:

”Selvfølgelig skal fagbevægelsen sætte fokus på den faglige organisering, faglige rettigheder og ulighed herhjemme. Men jeg tror, at det på lang sigt er endnu mere vigtigt, at fagbevægelsen sætter fokus på det internationalt,” siger Christian Friis Bach (R) til Ulandssekretariatet.

Han mener, det rammer tilbage på os selv, når lande skaber sig en kortsigtet konkurrencefordel ved elendige arbejdsforhold og ekstremt lave lønninger. Det er med til at underminere den samfundsmodel, vi har bygget op i Danmark:

”Der er et globalt samspil. Og derfor mener jeg, at fagbevægelsens internationale arbejde er umådeligt vigtigt.”

Skal vise sit værd

Netop vigtigheden af det internationale, faglige arbejde er en af grundene til, at udviklingsministeren fra i år har givet Ulandssekretariatet – sammen med fire andre udviklingsorganisationer, blandt andre 3F – status af rammeorganisation.

”Det er jo en anerkendelse af, at der både er kvalitet i det arbejde, Ulandssekretariatet udfører rundt omkring i verden, og kapacitet til at gøre det ordentlig. Det er dét, Ulandssekretariatet er blevet målt og vejet på,” siger Christian Friis Bach.

Han finder det vigtigt med et fagligt engagement, der sikrer ikke bare anstændige arbejdspladser, men også en bedre fordeling af vækst og velstand, hvis vi skal fattigdommen til livs.

”Det internationale, faglige arbejde kommer til at spille en stadigt stærkere rolle de kommende år. Det er der ingen som helst tvivl om. Og det er Ulandssekretariatets rolle at kunne placere sig selv centralt i det og med stærke resultater vise sit værd.”

Større ansvar

Læs videre på
http://www.ulandssekretariatet.dk/content/fagbevaegelsen-boer-styrke-det-internationale-arbejde

Gladis Johansson er medarbejder på Ulandssekretariatet, fagbevægelsens organisation for udviklingsbistand

Artiklen /interviewet optræder på Ulandssekretariatets website, men er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk