Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Gammelmandsvælde er i bogstavelig forstand en meget gammel styreform, som Platon ivrigt støttede: ”Det er for ældre mænd at styre og for de unge at underkaste sig.” Lige siden er der blevet regeret efter den opskrift. Gammelmandsvælde er stadigvæk en udbredt styreform både i rige og fattige lande – demokratier såvel som autokratier.
At gammelmandsvældet kan være politisk sprængfarligt, viser tumulterne omkring Joe Bidens valgkamp og tilbagetrækning tydeligt. Men USA er ikke undtagelsen. Utilfredsheden med ældrevælde er udbredt. Det viser nylige protester tværs over Afrika fra Kenya til Nigeria og Senegal.
Alligevel er vores fokus i den offentlige diskussion på fraværet af unge i politiske institutioner generelt noget mindre end interessen for marginaliserede gruppers repræsentation (kvinder, etniske minoriteter, LGBT+), som man kan læse mere om i en artikel i Social Science Quarterly. Derfor denne blog, som dokumenterer unges manglende politiske repræsentation i såvel rige OECD-lande som fattige lande i Afrika syd for Sahara (SSA) – og rejser spørgsmålet om de seneste protester er begyndelsen på et ”afrikansk forår.
Gammelmandsvælde i rige og fattige lande
Stemmeretsalderen i langt de fleste lande er nu 18 år. Unge mellem 18 og 35 år udgør omkring 28 procent af verdens befolkning. Alligevel er kun 10 procent af parlamentsmedlemmerne fra denne aldersgruppe: en underrepræsentation på en faktor 3. Blandt ministre er unge underrepræsenteret med en faktor 10, som man alt sammen kan læse mere om i Youth Without Representation af Daniel Stockemer og Aksel Sundström. Fraværet af yngre borgere i formelle politiske institutioner er et globalt fænomen.
Blandt rige demokratiske lande er USA et godt eksempel. Joe Biden er kun toppen af isbjerget: Den amerikanske kongres sprudler heller ikke ligefrem af ungdom. Alderen i den amerikanske kongres er steget stærkt siden 1980, og næsten 25 procent af medlemmerne er nu over 70 år gamle. I 1900 var under fem procent over 70 år.
Som resultat af denne udvikling er amerikanske politikere i dag de ældste i den rige OECD-del af verden. Det viser figur 1 nedenfor. Figuren er baseret på en lille stikprøve af median-alderen af lovgiverne i det laveste kammer i de tre OECD-lande, som har de ældste lovgivere, og de tre OECD-lande, som har de yngste.
På samme måde er stikprøven på de seks lande i Afrika syd for Sahara (SSA) udvalgt blandt lande, hvor disse oplysninger er tilgængelige.
Figur 1. Gammelmandsvælde: aldersforskelle mellem leder, lovgivere og befolkning
Figuren viser også, at gammelmandsvældet i SSA-landene er mere markant end i OECD-landene med undtagelse af USA, hvor aldersforskellen mellem de regerende og befolkningen er helt ”afrikansk” – og større end nogensinde. Aldersforskellen i USA er 40 år – mere end det gennemsnit på 30 års forskel mellem befolkningernes og lovgivernes alder, som kendetegner de seks udvalgte SSA-lande. Det tilsvarende gennemsnitstal for de seks OECD-lande er ti år. I begge grupper er der dog betydelig variation.
Gennemsnitsalderen for præsidenten/statsministeren i OECD- og SSA-landene er stort set den samme – omkring 62 år – men igen med stor variation mellem landene.
Årsager til afrikanske gammelmandsvælders bæredygtighed
De under 30-årige udgør halvdelen af verdens befolkning men kun to procent af parlamentsmedlemmerne. Unges underrepræsentation har ikke ændret sig nævneværdigt i de sidste par årtier. Samtidig befolkes Afrika i stigende grad af unge mennesker.
Hvorfor ældre mænd her er stærkt overrepræsenterede i de lovgivende forsamlinger, er der forbavsende lidt viden (og enighed) om.
Gammelmandsvælderne i SSA afspejler selvfølgelig til en vis grad, at befolkningerne her er meget yngre end i OECD-landene. Men det er langt fra hele forklaringen.
Således stemmer langt færre unge end ældre ved afrikanske valg. Den gennemsnitlige stemmeprocent ved valg afholdt omkring 2020 i 31 lande er ifølge Afrobarometer omkring 80 for de ældre grupper men kun godt 60 procent for de yngre stemmeberettigede – stort set samme tal som ved valg omkring 2016.
Den lave valgdeltagelse kan skyldes, at unge generelt er meget mere utilfredse med demokratiets – og med de politiske institutioners – tilstand end ældre borgere er. Det dokumenterer Afrobarometer også. Unge ser generelt heller ikke stemmeafgivning som en effektiv måde at skabe forandring på ifølge meningsmålingerne.
Afrikansk (og amerikansk) gammelmandsvælde er således tæt forbundet med stigende økonomisk ulighed.
Sofavælgernes antal (hvis det ord giver mening i en afrikansk kontekst) kan også skyldes, at de politiske partier opstiller relativt få unge kandidater. Ældre kandidater kan vinde mandater fordi de appellerer til den mere stemmeivrige ældre del af befolkningen. Dertil kommer, at især ældre partiers nomineringsprocesser typisk er domineret af ældre mænd.
Den allervigtigste grund til unges underrepræsentation er dog måske, at det er dyrt at vinde en plads i den lovgivende forsamling. Mange kandidater bruger rigtig mange penge i deres valgkampe. De vindende kandidater brugte, for eksempel 30-40 millioner dollars i valgene i 2010 og 2015. I Uganda var beløbene højere: fra 30 millioner til 50 millioner dollars. Typisk må der derfor tys til egne eller familiens lommer for at finansiere en politisk karriere. Mange får også penge fra større virksomheder og rigmænd, der ønsker at påvirke valgenes udfald. Afrikansk (og amerikansk) gammelmandsvælde er således tæt forbundet med stigende økonomisk ulighed. Oligarki og gerontokrati går hånd i hånd.
Er et ”afrikansk forår” på vej?
Måske skal der en revolution eller et kup til, før unge bliver bedre repræsenteret. Som nævnt udgjorde mænd over 70 kun få procent i den amerikanske kongres lige efter revolutionen i 1780’erne og frem til 1880’erne. Gammelmandsvældet i USA er således af ret ny dato. Læg også mærke til (i figuren), at Burkina Fasos leder kun var 34 år gammel, da militæret tog magten i 2022, og at gennemsnitsalderen i landets rådgivende forsamling er blandt de laveste i Afrika syd for Sahara.
Kup og revolutioner undtaget, er der så udsigt til, at unge bliver bedre repræsenteret i afrikanske lovgivende forsamlinger i fremtiden? Som modvægt mod Platons citat om det naturgivne gammelmandsstyre i starten af dette indlæg, er her et mere optimistisk citat af Bobi Wine, Ugandas modige sanger/politiker. Han synger i et nyt hit ”Zukuka” (Wake Up): ”Vi har den yngste befolkning i verden, vi har chancen… Hvis vi holder sammen, kan vi selv ændre vores skæbne.”
Sammenhold og protester kan flytte magthaverne og deres politikker – det viser erfaringer fra både Afrika og andre kontinenter. Ændringerne vil næppe blive dramatiske på kort sigt men over tid kan mange små skridt føre til fremskridt.
