GLOBUS er ved at være køreklar

udenrigsministeriet
GLOBUS – Udenrigsministeriets nye pulje for Globalt Engagement, Uddannelse og Samarbejde – melder klar til at tage imod første runde ansøgninger i august.
Foto: Jørgen Skytte
Gerd Kieffer

16. maj 2022

Det er snart længe siden, regeringen bebudede, at den vil udbrede danske unges kendskab til og forståelse for det danske udviklingssamarbejde og verdensmålene. Dette skulle ske med en ny bevilling på 10 millioner kriger til udveksling i Syd for danske elever, studerende og lærlinge, lød det.

Siden er der løbet meget vand under broen, men nu er ventetiden for de mange uddannelsesinstitutioner, der ønsker at gøre brug af muligheden for udveksling, snart ovre.

Forvalteren af den nye pulje for Globalt Engagement, Uddannelse og Samarbejde, GLOBUS, er nemlig i fuld gang med forberedelserne og håber at kunne tage imod de første ansøgninger allerede i august.

Puljeforvalteren er Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) i samarbejde med Ulandssekretariatet, fagbevægelsens udviklings- og bistandsorganisation, og de har netop sendt et udkast til retningslinjer for puljen i høring.

Læs også: Forvaltere af nye puljer er – så godt som – fundet

Genbrug til Syd bliver til ’cirkulære projekter’

Udenrigsministeriet har i alt afsat 18,8 millioner kroner årligt til puljen. De 10 millioner kommer fra den nye bevilling til uddannelsesudveksling, de 8,8 millioner fra den tidligere Genbrug til Syd-pulje, der blev nedlagt med udgangen af 2021. GLOBUS får altså to spor, og omlægningen betyder en nytænkning af Genbrug til Syd. Fremover bliver det et krav, at de cirkulære projekter skal ske i samarbejde med en uddannelsesinstitution, og at det brugte udstyr kan indgå i en uddannelsesmæssig sammenhæng.

I alt får GLOBUS godt 15,6 millioner kroner til fordeling blandt ansøgere. De resterende godt tre millioner skal gå til administration og til at understøtte bevillingsmodtagernes aktiviteter på forskellig vis. Som udgangspunkt vil bevillingerne blive fordelt med godt og vel halvdelen til uddannelsesudveksling og knapt halvdelen til cirkulære projekter. Men det kan ændre sig afhængigt af interessen fra ansøgerne.

Bevillinger på op til 900.000 kroner

GLOBUS vil operere med bevillinger på mellem 20.000 og op til 900.000 kroner, og der bliver to ansøgningsfrister om året, nemlig i marts og august. Der skelnes mellem små indsatser på 20.000-400.000 kroner og større på op til 900.000 kroner. Ansøgninger til større indsatser vil blive vurderet af to eksterne, faglige eksperter, der laver en indstilling til bevillingsudvalget, som så træffer endelig afgørelse. For de små indsatser træffes afgørelsen af puljeforvalteren efter indstilling fra en af de eksterne, faglige konsulenter. Her kommer bevillingsudvalget altså ikke ind over, men orienteres blot. GLOBUS vil den kommende tid rekruttere de eksterne, faglige eksperter og de fem medlemmer af bevillingsudvalget. 

Stor forhåndsinteresse 

Interessen for den nye pulje er på forhånd stor, lyder det fra puljeforvalterne:

”På SkillsDenmark, danmarksmesterskabet for erhvervsuddannelser i april, og på erhvervsskoler rundt om i landet, har vi fortalt om GLOBUS, og rigtig mange uddannelsesinstitutioner viser stor interesse for at komme i gang med at samarbejde med partnere i Syd om at udsende studerende og lærlinge,” siger sekretariatsleder i Ulandssekretariatet, Lone Ilum Christiansen.

Der er også flere på spring for at komme i gang cirkulære projekter, fortæller Lisa Nørrelykke Nissen, der er puljekoordinator og ansat hos CKU:

”I marts holdt vi det sidste årsmøde i Genbrug i Syd, og det var et godt og også lidt nostalgisk farvel til den gamle pulje, men også en introduktion til den nye. Flere af brugerne af Genbrug til Syd er bekymrede for kravet om, at de som ofte mindre, frivillige foreninger skal samarbejde med professionelle uddannelsesinstitutioner, men det nye krav åbner også nye muligheder.”

Helt års bevilling til fordeling i 2022

Selv om GLOBUS kun når at være i gang i anden halvdel af 2022, så er der også i år et helt års midler til rådighed i 2022, så der bliver op til godt 15 millioner kr. til fordeling. Første ansøgningsrunde bliver som nævnt allerede i august, og Lisa Nørrelykke Nissen udelukker ikke, at der bliver åbnet for yderligere ansøgninger i år, hvis der bliver midler til overs fra augustrunden. 

GLOBUS forventer at åbne sin egen hjemmeside i begyndelsen af juni, hvor interesserede vil kunne holde sig orienterede.