I strandkanten tegner en klynge travle personer en silhuet mod den nedgående sol. Havet ligner orange sorbet denne sene eftermiddagstime.
Med rytmiske bevægelser rører arbejderne rundt i nogle store, blå plastiktønder.
Hver blå tønde rummer et mærkeligt,syret, farverigt, næsten psykedelisk syn.
Hundredevis – ja, tusindevis – af vandmænd skvulper rundt. Det er dagens sidste fangst.
Ved en af de blå plastiktønder står to yngre kvinder og smiler genert.
Yarlen rører rundt med en forvokset grydeske i gople-suppen, mens Merisi tager sig et kort hvil. De er kusiner.
De har begge bredskyggede cowboyhatte på til at skærme mod den brændende sol, som de er udsat for en stor del af arbejdsdagen.
Vandmændene har ændret deres liv.
Nyt at tjene penge
Merisi fortæller, det er forholdsvis nyt for dem begge at arbejde i det, der kunne kaldes gople-industrien i Honduras.
Hun er 21 år og har arbejdet med gopler for sin onkel i snart fire måneder.
”Før havde jeg intet arbejde, for der er ikke noget at få her i Kaukira,” siger hun, ”det er helt nyt for mig at kunne tjene penge og bidrage til min families husholdning.”
Hun bor ligesom de fleste andre i Kaukira med sin storfamilie i en træhytte på pæle med to rum – et fælles soveværelse og et køkken.
Merisi har hvilet ud og overtager fra kusinen. Hun tørrer svedperlerne af panden. Yarlen er 16 år og har arbejdet på stranden i fem måneder. Hun er godt tilfreds med arbejdet.
”Der er en god stemning her nede ved stranden, og arbejdet er ikke hårdere, end at vi kan snakke sammen.”
Hun retter med en let bevægelse på hatteskyggen og fortæller med stolthed i stemmen:
”Denne hat har jeg købt og betalt for mine egne penge, og jeg har nu også råd til en gang imellem at gå ud at danse og byde mine veninder på en sodavand eller en øl.”
En kineser kom forbi
Læs hele artiklen hos Ulandssekretariatet
