Migrationskrise skaber ny gruppe af handicappede: “Der er ingen hjælp til dem”

På en busplads i udkanten af Honduras’ hovedstad Tegucigalpa står mennesker med hele deres liv i plastikposer og rygsække. De forsøger at komme ombord på en af de mange busser, der skal fragte dem mod det gyldne liv i USA.

Midt i det hele står en lille dreng med ble på kun iført t-shirt og blå plastiksandaler. Han er tre år gammel og er rejst hele vejen fra Venezuela i Sydamerika til Honduras i Centralamerika med sin mor på 20 år.

De mange migranter på pladsen udgør kun en mikroskopisk del af de tusindvis af mennesker, som hvert år rejser fra Syd- og Centralamerika mod USA i jagten på et bedre liv. Et fænomen der også er kendt som “migrationskrisen”.

Alene i 2022 stoppede den amerikanske grænsekontrol mindst 2,4 millioner gange en migrant, som forsøgte at krydse grænsen mellem Mexico og USA, viser tal fra de amerikanske grænsemyndigheder.

Buspladsen fungerer som et opsamlingssted for migranter. Hver dag når Nicaragua åbner grænsen klokken 11.00, bliver pladsen fyldt med folk fra andre lande som Bolivia, Columbia, Cuba, Haiti, Nicaragua og Venezuela. De kommer på gåben, på ladet af pickup-trucks og i minibusser. Fælles for dem er, at de alle kommer i håb om at blive fragtet videre af busserne op gennem Honduras til Guatemala, hvorfra de rejser videre til Mexico og op til den amerikanske grænse.

Det kan virke humant og venligt, at Honduras på den måde hjælper migranterne videre på deres færd, men i virkeligheden handler det om at få dem hurtigst muligt ud af landet, så de forhåbentlig ikke slår sig ned eller ender som tiggere ved vejsiderne.

Det er en pandemi af vold og udbredt fattigdom i Latinamerika, som har skabt folkeflugten. De søger mod storebror i Nord i håb om et mere fredfyldt liv. Men på rejsen mod et mere sikkert liv venter, der ofte migranterne alt det, som de flygter fra. De risikerer at blive udsat for voldtægt, vold og kidnapning af narkobander, der torturerer dem for at få familierne til at sende penge. Men herudover ender rejsen mod USA for mange, men med et livsvarigt handicap – fysisk såvel som psykisk.

Migrationskrise skaber nemlig en ny gruppe af handicappede i Honduras, fortæller Maycol Guerrero, der er leder af Dansk Handicap Forbunds kontor i Honduras. Han har arbejdet for organisationen siden 2006.

“Mange bliver handicappede under deres rejse mod USA. Ikke kun folk fra Honduras, men også de alle andre lande. De vender tilbage med forskellige former for handicap, men den honduranske stat har ikke data eller overblik over hvor mange, der er tale om. Nogle af dem rejser også med børn, der kan komme til skade,” siger Maycol Guerrero.

Han tilføjer, at Honduras’ regering slet ikke har tal over, hvor mange handicappede der generelt er i landet, og derfor heller ikke ved hvor mange, der bliver handicappede på grund af migration, men at man anslår, at der mindst er én million handicappede ud af Honduras’ samlede befolkning på ti millioner svarende til ti procent.

“Jeg har hørt om rigtig mange, men vi har ikke nogen opgørelser. Man kan sige, at det er en ny gruppe af handicappede, som vender tilbage. Det gør det kun værre, at mange af dem har solgt deres hus og opsagt deres job for at kunne tage afsted. Så de har mistet alt, når de kommer tilbage med et handicap, og her i Honduras er hjælpen til handicappede i forvejen næsten ikke eksisterende, og så vil folk ikke ansætte handicappede. Så det er virkelig en skidt situation, de kommer tilbage til,” fortæller Maycol Guerrero.

At komme ind i det forjættede land kan både ske lovligt eller ulovligt – og det er langt fra alle, som har orden i rejsepapirerne.

Tilbage på pladsen vil moren til den lille dreng helst ikke svare på, hvordan hun forventer at komme ind i USA. Kun en enkelt ung mand ud af en gruppe på cirka ti venezuelanere reagerer med et smil, da han hører spørgsmålet om indrejsetilladelse.

Han hiver ivrigt sin tegnebog frem og fisker så forsigtigt et lille stykke papir ud, som er sirligt foldet to gange. Ganske rigtigt. Det er en indrejsetilladelse. De andre i gruppen er stimlet sammen rundt om ham for at se det papiret med de røde bogstaver på.

“Dødens tog” der lemlæster migranter

Det betyder dog ikke, at de ikke kommer ind i USA. For det er muligt at søge om visum ved grænsen, og har man penge, så har en ny regel tilladt at op mod 30.000 personer hver måned fra Venezuela, Cuba, Haiti og Nicaragua kan rejse med fly til USA, hvis de ansøger online om et indrejsevisum og har en finansiel sponsor i ryggen.

Det er dog de færreste migranter, der har råd til det. Derfor er der tusindvis af migranter, som ulovligt hopper ombord på “La Bestia” (Bæstet) også kendt som Dødens Tog.

Det er et netværk af fragttoge, som kører gennem Mexico mod USA. De er ikke bygget til at have passagerer ombord, og derfor stopper de heller ikke op for at samle folk op. Så migranterne må forsøge at klatre op til togenes tage, hvor de sidder tæt pakket op af hinanden og forsøger holder fast i, hvad de kan for ikke at falde ned. Trods faren ‘rider’ op mod en halv million migranter på Bæstet hvert år. Men togets hjul er nådesløse og dræber eller lemlæster de personer, som lander under dem. Der er folk, som både mister ben og arme til Bæstet.

Selvom togene er dødsensfarlige, er der mange migranter, som vælger dem over de mere sikre busser, fordi de ikke har nok penge til busbilletter hele vejen til grænsen. Af selvsamme grund står flere mødre med store børn på armen på buspladsen. En billet koster nemlig 30 dollars, men barnet er gratis, hvis det kan sidde på skødet.

Pludselig kommer der en ny bus ind på pladsen, og alle, som ikke allerede er i en bus, løber over til den. Bussen skiller sig dog ud fra de andre busser ved, at den har et skudhul i højre side – lige der hvor chaufførens ansigt har været. Et vidne om, at busserne heller ikke er helt sikre.

“Bare rolig, han er ikke død. De forsøgte at skyde ham, men det lykkedes ikke. Det var en bande – de vil have penge fra chaufførerne, når de kører på bandernes ruter,” siger en af billetsælgerne grinende.

Den unge mor ved godt, hvor farlig rejsen er, men fortæller, at der ingen fremtid er i Venezuela, hvor det er svært at få arbejde, og hvis hun finder et, er lønnen så dårlig, at det er svært at både betale huslejen og mad. Ifølge Reuters er mindstelønnen i Venezuela på 130 bolivars om måneden, svarende til cirka seks dollars. Så hellere rejse som enlig mor og måske endda krydse grænsen ulovligt.

Sidstnævnte kan dog blive med livet som indsats. Ifølge tal fra det amerikanske grænsepoliti døde mindst 853 migranter i 2022 ved den mexicansk-amerikanske grænse i forsøget på at krydse den ulovligt. Tallet dækker dog ikke over de migranter, der dør undervejs, eksempelvis i Mexico.

Antallet af migranter forventes kun at blive værre med klimaforandringerne, hvor både tørke og storme truer regionen. Allerede nu lider millioner af mennesker i den såkaldte “tørkekorridor” – der løber fra Mexico til Costa Rica – under fødevareusikkerhed, og i 2020 blev Centralamerika ramt af de to kategori-fire orkaner Eta og Iota, som efterlod skader for milliarder af kroner.

Ingen hjælp i vente

Det er ikke kun fysiske handicap, som migranterne vender hjem med. Det er også psykiske mén i en grad, der er invaliderende. Ifølge Amnesty International bliver omkring 60 procent af alle piger og kvindelige migranter voldtaget på turen mod USA. Røde Kors er aktivt til stede i Centralamerika for at hjælpe og beskytte de mange migranter, og har påpeget, at de mener, migrationsbølgen vil fortsætte med at vokse i 2023.

“Mange af dem får alvorlige psykiske handicap på turen også. Og det taler man slet ikke om i Honduras. De ender med at vandre rundt i gaderne. Jeg kender historier om folk, der er blevet skizofrene af den vold, de oplevede på turen. Så vandrer de rundt som hvileløse sjæle i hvad end centralamerikansk land, som de er strandet i,” siger Maycol Guerrero.

En repræsentant for socialministeriets handicapafdeling (Sedesol) bekræfter den nye tendens med folk, som vender hjem med handicap, og siger, at der noget regeringen har fokus på. Men i et land, hvor omtrent halvdelen af befolkningen ifølge Verdensbanken lever for under 37 kroner om dagen, og godt 1,6 millioner honduranere lever under den internationale fattigdomsgrænse på 12,94 kroner om dagen, er det svært at finde midler til den slags.

Hos den landsdækkende hovedorganisation for forældre til børn med handicap i Honduras, FENAPAPEDISH, hører man også mange historier om migranter, som får et handicap på turen.

“Der er meget vold mod migranter. De er tit psykisk syge, når de kommer tilbage og mange har mistet arme og ben, men vi har ingen tal. For der er ingen tal over det i Honduras,” siger vice-præsidenten for FENAPAPEDISH, Elma Olivia Perdomo Morales.

Klokken er ved at være 17.00, pladsen er tom og mørkets frembrud nærmer sig. De sidste busser er ved at blevet fyldt op og begynder langsomt at trille ud fra pladsen en efter en – også den med skudhullet er blevet fyldt.

“Det har været en god dag i dag. Vi fik cirka 20 busser af sted og alle kom med. Nogle gange læsser vi folk på busser til klokken 04.00 om natten og starter forfra kl. 12.00, når de første ankommer,” siger billetsælgeren.

Ingen af de interviewede migranter eller billetsælgere har ønsket at få deres fulde navn frem i artiklen.

Sacha Sennov og Jacob Yoon Egeskov Nossell er freelancejournalister.

Deres løn og rejse til Honduras er betalt af Dansk Handicap Forbund igennem midler fra Danske Handicaporganisationers Oplysningspulje, der kommer fra Udenrigsministeriet.