Grønlandske Aaju Peter er ansigtet på kolonialismens tragedier i ny dokumentarfilm

“Hver anden gang jeg møder dig, har du en Starbucks-kop i hånden. På mange måder ser du pænt vestlig og urban ud,” siger en dansk ven på et tidspunkt til Aaju Peter i dokumentarfilmen Twice Colonized.

Den grønlandske aktivist bliver provokeret: “Dit billede af, hvordan en inuit skal være, kommer fra et kolonialt perspektiv. Du vil se mig som en ‘ægte’ inuit, som vi var for 300 år siden uden en Starbucks,” kritiserer hun.

“Resten af ​​verden må gerne leve et moderne liv, mens oprindelige folk skal forblive oprindelige. Nej, fuck dig. Vi vil være en del af den industrialiserede, moderne verden. Men vi vil gøre det ud fra vores perspektiv – ikke den måde, det er pålagt os.”

Scenen illustrerer dokumentarfilmen Twice Colonizeds vigtigste budskab – at kolonialismen ikke hører fortiden til, og at der stadig er brug for et opgør med den.

Filmen er instrueret af danske Lin Alluna, der for syv år siden stødte ind i Aaju Peter foran Tivoli og efterfølgende fik lov at følge hende med et kamera. Globalnyt møder filmens hovedperson og medinstruktør på Frederiksberg, dagen før Twice Colonized har åbner filmfestivalen CPH:DOX.

Aaju kæmper en kamp mod politiske og personlige traumer

Aaju Peter har viet sit liv til at give oprindelige folk deres værdighed og autonomi tilbage efter århundreders undertrykkelse af vestlige kolonimagter. Mens hun kæmper en politisk kamp for anerkendelse, bearbejder hun også sine egne traumer fra en koloniseret opvækst.

Råt for usødet følger vi Aajus personlige opgør med de mentale konsekvenser af kolonialismen. Da hun går ned ad Kolonivej mod sit tidligere barndomshjem i Grønland, eller når hun græder til en video af sin søn, der et halvt år forinden er sprunget ud fra tiende etage.

Facaden krakelerer for alvor, da Aaju Peter forklarer en gruppe canadiske skoleelever, at hendes besidderiske ekskæreste har klippet hendes hår for at udskamme hende.

Sideløbende er Aaju på en mission om at etablere et permanent forum for oprindelige folk i EU, der skal sikre dem indflydelse på den lovgivning, der også har betydning for deres økonomi og levevilkår.

Nedarvede traumer

I 1953 overgår Grønland fra koloni til at være en del af Rigsfællesskabet, og senere i 2009 bliver Grønland et selvstyre inden for Kongeriget Danmark. Men Aajus ord skal hurtigt punktere alle romantiske forestillinger om kolonialismen som et fortidslevn.

“Koloniseringen er gået i arv fra generation til generation. Selv vores børn og børnebørn ser sig selv og verden gennem kolonialismens blik,” siger hun med et stift blik. Hendes sorte hår er trukket tilbage fra ansigtet med et mønstret klæde, der får hendes inuittatoveringer i panden og på hagen til at springe i øjnene.

“Koloniseringen er lige så fysisk som den er mental,” fortsætter hun. “Der er den helt simple kolonisering, som vi kender den, hvor en fremmed stat gør krav på dit land. Men også dit sind bliver koloniseret. Du begynder at øve dig i at passe ind og følge koloniherrens tankegang.”

Agnete

For Aaju begyndte det i skoletiden i Danmark, hvor hun lærer at læse og fortolke det, hun læser. Men “alt det, vi læser, er skrevet ud fra et dansk perspektiv,” understreger hun for at vise, hvordan grønlændere bliver opdraget til at forstå verden ud fra en dansk synsvinkel.

Som 11-årig bliver Aaju Peter sendt tre måneder til Danmark for at bo hos en dansk familie i Nakskov. På det tidspunkt er det en udbredt praksis, at grønlandske børn bliver sendt på ophold i Danmark for at lære dansk sprog og kultur som led i “danificeringen” af Grønland.

De andre børn, som Aaju følges med, ser hun aldrig igen. Det er en del af politikken, at de bliver skilt ad for hver især at falde til, lære det danske sprog og ikke forfalde til at tale grønlandsk med hinanden.

Og den danske regering får sin vilje. Inden længe har Aaju glemt sit modersmål, og den kultur hun kom med, er visket væk til fordel for Herman Bang og svinekoteletter. Hun får tilmed et nyt navn: Agnete Johansen.

Efter ønske fra forældrene ender Aaju Peter med at blive i Danmark, og hun må af flere omgange flytte rundt i landet, hvor nye plejefamilier står klar til at tage imod hende.

Hverken dansker eller grønlænder

Aaju er 18 år, da hun vender hjem til Grønland i 1978. Først får hun arbejde på telegrafstationen i Nuuk, og kort efter skifter hun Agnete ud med det grønlandske navn Aaju.

Men det nye navn ændrer ikke på, at Aaju er en outsider. I syv år har hun lagt krop og sind til den danske assimilationspolitik, og trods hendes sorte, krøllede hår deler hun efterhånden flere træk med den hvide kolonimagt end sine koloniserede landsmænd.

“Jeg gik på en kostskole, da jeg kom til Grønland. Her mødte jeg andre grønlændere, der talte grønlandsk, så grønlandske ud, og opførte sig som grønlændere. Og jeg indså, at jeg burde være ligesom dem. Men indtil da havde jeg kun været blandt hvide mennesker,” fortæller Aaju Peter.

I årtier bebrejdede jeg mig selv for at have mistet forbindelsen til Grønland – ikke at have holdt fast i mit eget sprog og min egen kultur. Nu bebrejder jeg jer.

Aaju Peter

Sproget får stor betydning for Aajus tilhørsforhold til Grønland. Hendes jævnaldrende holder hende udenfor, og hun kan heller ikke tale med sin egen mor, der kun taler grønlandsk.

Aaju er ikke dansk. Men hun føler sig heller ikke grønlandsk. Hvor end hun går hen, er hun en persona non grata, og med den følelse følger en skam.

“I årtier bebrejdede jeg mig selv for at have mistet forbindelsen til Grønland – ikke at have holdt fast i mit eget sprog og min egen kultur. Men det var ikke min skyld, skulle jeg indse senere”, siger Aaju og fortsætter i en halvt spøgende tone:

“Nu bebrejder jeg jer.”

Flugten til Canada

Få år efter Aajus gensyn med moderlandet bliver Inuit Circumpolar Conference afholdt i Nuuk. Her mødes arktiske folkeslag fra Canada, Arktis og Grønland. Det er første gang, at Aaju hører om et inuitsamfund uden for Grønland, og det fascinerer hende.

”Jeg synes, det er så spændende, at jeg griber fat i den første inuit, jeg ser på gaden. Bogstaveligt talt den første. Og så flytter jeg ellers til Canada med ham,” fortæller Aaju. De næste 14 år bor de sammen i Nunavut i Canada, hvor størstedelen af de lokale er inuitter.

“Jeg følte mig ikke velkommen i hverken Grønland eller Danmark. Jeg var aldrig nok, altid utilstrækkelig. Canada var en udvej for mig. Så jeg ikke behøvede at se min virkelighed i øjnene, ” siger Aaju.

Som årene går, falder hun mere og mere til. Hun lever af at være sælskindsdesigner, og langsomt lærer hun også at tale både grønlandsk og inuktitut, som der tales i Canadas inuitsamfund.

Arktiske stemmer i EU

I dag befinder Aaju sig ofte uden for Canadas grænser, når hun rejser rundt i Europa for at mødes med politikere for at overbevise dem om at give oprindelige folk en stemme.

I 2009 indfører Europa Parlamentet et forbud mod sælprodukter med undtagelse af salg af sælskind fra inuitter, men det får alvorlige konsekvenser for økonomien i inuitsamfund. Efter forbuddet er salget mere end halveret, prisen på et sælskind er faldet fra omkring 100 dollars til 10 dollars, og flere familier har været nødsaget til at flytte til byerne.

“Organisationerne (der lobbyer for et forbud mod salg af sælskind, red.) er ligeglade med, at inuitfamiliers økonomi er ødelagt, at børn går sultne i seng. Det er baseret på en kolonial tankegang, hvor der ikke bliver taget hensyn til oprindelige folks levevis,” mener Aaju.

Én gang om året inviterer EU-parlamentet oprindelige folk til at tale, og i resolutioner påstemples typisk den samme ordlyd om at inkludere oprindelige folk. Men når det kommer til stykket, er det tomme ord, siger Aaju, som i dag forsøger at etablere et permanent forum for oprindelige folk i EU.

“Jeg er altid for mig selv, når jeg tager til Europa for at protestere mod anti-sæljagtslovgivning. Jeg er bare den her lillebitte inuitkvinde mod nationalstater, der har store kontorer og massiv støtte i ryggen,” fortæller Aaju.

Der er ifølge Aaju Peter stadig lang vej i mål med drømmen om et EU-forum for oprindelige folk. Til gengæld er hun nået til et sted i sit liv, hvor hun er stolt af den kultur, hun kommer fra. Med årene har hun bearbejdet gamle traumer og fundet mere ind til sin egen identitet.

Men det er stadig en daglig kamp og et stort arbejde, indrømmer hun. Hun ved for eksempel godt, at det er en dårlig situation for hende, at hun stadig er sammen med ”ham idioten”, som hun kalder sin sygeligt jaloux kæreste.