Kharifa
Habib Koité:
Kharifa
Contre-Jour
Habib Koité er ikke som de andre. Manden fra Bamako i Mali er en fornem guitarist, hvilket han allerede viste på debuten Muso Ko tilbage i midt-1990’erne, hvor vi i Danmark havde fornøjelsen af at opleve ham på Images-festivalen i 1996.
Her optrådte han selvbevidst med sin dyre Godin, en halvakustisk guitar med nylonstrenge, som var et særsyn hos en afrikansk kunstner. Dertil et spil, der både var afrikansk og tog afstikkere i retning af brasiliansk- og europæisk musik. Han har egentlig ofte mindet mig om en Milton Nascimento. Men igen meget afrikansk, med et sjældent blik for detaljerigdommen og den originale tilgang.
Habib har sin egen klub i Bamako, og han bruger lang tid mellem hver album, som foretrækker han at blive hjemme i den kreative by ved Nigerfloden. I hans fodspor er hans nevø fulgt, – han hedder M’Bouillé Koité, er ligeledes sanger og guitarist, minsandten også på Godin-guitaren. Men talentfulde M’Bouillé – som jeg har haft fornøjelsen at arbejde med flere gange i Mali – har gået sin egen vej, og kan både minde om sin onkel og indgå i de forskellige moderne shows, som hans bedste ven, Sidiki Diabaté, søn af koravirtuosen Toumani Diabaté, finder på, hvilket ofte er hiphop.
M’Bouillé Koité er en meget spændende kunstner med en skøn stemme. Derfor er det så meget desto federe, at han nu er en prominent gæst på Onkel Habibs nye, fede plade.
“Diamond Fingers” er en legendarisk guitarist fra Guinea og Sacko er Bassekou Kouyaté’s velsyngende hustru.
Egne ting rykker
Habib Koité har haft en lidt underlig karriere i Vesten.
Han blev tidligt populær i USA, men ikke i England, nok fordi han ikke udkom på de toneangivende pladeselskaber som World Circuit, World Music Network/Riverboat og Real World, som synes ret forbundne med den engelske musikpresse. Men tilgangen til det amerikanske publikum betyder, at det engelske skal plejes, og der er et par numre, hvor hans ret gebrokne engelsk bliver luftet, som på Forever, som til gengæld har nevøen med i koret og Toumani Diabaté til at sprede ren magi med sin kora og “Diamond Fingers” som minsandten spiller på slideguitar, hvilket jeg ikke har hørt før fra ham.
Jeg kan til gengæld godt lide Habibs egne ting, hvor der ikke er så meget på spil, som eksempelvis Mandé, som godt nok er bogført som værende komponeret af ham selv, men vist er en klassiker, som Koko Dembele i hvert fald har spillet i årevis i en reggaeversion! Men den er i hænderne på Habib Koité et vidunderligt studie i en masse fornem djembe-tromme og talende tama-trommer i et vidunderligt break, hvor Habib spiller fedt på sin guitar.
Et andet fedt nummer er Djiguya, som nærmest er congolesisk soukous, men båret på samme perkussion af djembe, dun-dun ba, noget der lyder som senegalesisk sabartromme og de rappe kor. Det er ypperlig dansemusik, som virkelig rykker ved noget.
Endelig vil jeg nævne Yaffa, som er et reggaenummer, hvor Habib Koité synger fedt med sin skæve bariton, mens han har nevøen til at tage sig af det høje register, når omkvædet tager over.
De to supplerer hinanden godt, mesteren og eleven, der for længst selv er blevet udlært. Og der er herligt tørre guitarer og finurlige rundgange på en produktion, der er kælet for ned i enhver detalje. At han så ikke kan lade være med at køre et c-stykke af, hvor han lige skal prøve det ubehjælpsomme engelsk en gang til, er vel i den gode sags tjeneste noget, der kan rubriceres ovre i det charmerende. Til gengæld er de afsluttende kor og vendinger pokkers elegante, mens guitarrundgangene cykler derudaf.
Nej, Habib Koité er tilbage med en afvekslende plade, hvor han med succes har inviteret en række folk, der indtager deres plads i et lydbillede, som mesteren selv har skabt og på intet tidspunkt taber på gulvet. Det er en plade der kræver noget af lytteren, men også en, man ikke sådan bliver færdig med lige med det første.
