Kommentar af Lis Garval, U-landsnyt.dk
I elvte time en kommentar til udviklingsministerens forslag til ny lov om internationalt udviklingssamarbejde. Hvorfor så sent? Fordi jeg har haft mine tvivl om seriøsiteten bag den offentlige høring.
Er det mon ikke kun en minister med tro på egen selvtilstrækkelighed, der efter blot tre måneder i embedet vil ændre grundlaget for Danmarks samarbejde med udviklingslandene radikalt?
Hvorfor fremlægge argumenter, når de på forhånd synes dømt ude?
Fordi dansk udvik-lingssamarbejde har fortjent bedre.
Jeg tvivler fortsat på, at Christian Friis Bach virkeligt ønsker at høre, hvad udviklings-miljøet i Danmark mener, når han vil haste ikke blot en lov, men også en ny bistandsstrategi igennem.
Udviklingsministe-ren var stud. agro fra 1986 til 1992, og da han var kandidat, brugte han tiden fra 1992 til 1996 på at opnå en Ph.d. i international politik fra Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole. 10 år i alt.
Læreårene blev efterfulgt af arbejde og alsidige opgaver med udviklingslandene og udviklingspolitik i centrum, så Christian Friis Bach er uomtvisteligt den udviklingsminister, der ved udnævnelsen var bedst rustet til opgaven.
Vi var derfor mange, der var glade for at se Friis Bach som ny udviklingsminister. En rettighedsminister i stedet for en frihedsminister. Et tilsyneladende interessant bytte.
Og så dette hastværk, der ikke kan føre noget godt med sig.
Det er korrekt, at loven om internationalt udviklingssamarbejde er fra 1971. Men regeringen nedsatte faktisk i 1980 et udvalg, der skulle lægge op til en revision af loven. Daværende udenrigsminister Kjeld Olesen (S) udpegede 11 medlemmer til et udvalg – det såkaldte Ole Bang udvalg – , som efter to års intenst arbejde, planmæssigt barslede med en betænkning i 1982.
To års arbejde! Det kunne måske nok være gjort noget hurtigere, og måske havde det ikke været nødvendigt med to rejser til henholdsvis Tanzania og Bangladesh, men det grundige arbejde understregede, med hvilken seriøsitet opgaven blev håndteret.
Lad mig citere fra Betænkning Nr. 958 fra 1982 om principperne for den danske bistand til udviklingslandene, udvalgets konklusioner om Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde, p 172:
”Udvalget anbefaler, at styrelsens rolle i bistandssamarbejdet videreføres. Udvalget har overvejet kompetencefordelingen mellem ministeren, Danida og Styrelsen og har i den forbindelse noteret sig, at styrelsen, især som følge af det meget store antal sager, i vid udstrækning kan karakteriseres som besluttende. Dette kunne umiddelbart give anledning til kompetenceproblemer, men erfaringerne viser, at dette ikke har været tilfældet i praksis. Udvalget har derfor ikke set nogen grund til at gå nærmere ind i spørgsmålet om, hvorvidt der kunne udformes en klarere kompetencefordeling, også fordi det politiske ansvar altid ligger hos ministeren.
Udvalget har med tilfredshed noteret sig de gennemførte forenklinger i styrelsens arbejdsform og anbefaler i lyset af den stadig stigende arbejdsbyrde for styrelsen, at styrelsen fortsat er opmærksom på mulighederne for en lettelse og en yderligere smidiggørelse af den arbejdsform.
I den forbindelse skal udvalget anbefale, at styrelsen i mindre grad fordyber sig i detailudformningen og administrationen af de konkrete bistandsaktiviteter og i stedet i stigende grad – gerne med udgangspunkt i behandlingen af konkrete sager – gennemfører drøftelser om mere principielle spørgsmål vedrørende den bilaterale og om den multilaterale bistand.”
Er forslaget til styrelsens arbejde ikke nøjagtigt det, Christian Friis Bach ønsker med forslaget til et udviklingspolitisk forum? Hvorfor nedlægge styrelsen?
Styrelsen samler repræsentanter fra store dele af samfundet, og den sikrer på et bistandsfagligt grundlag et vist ejerskab hos centrale aktører.
Verden er blevet global siden 1982, men det er alligevel ærgerligt, at udviklingsministeren synes at have overset/negligeret/glemt betænkningen.
Den kunne måske have fået ministeren til ikke blot at give lovrevisionen den fornødne – nødvendige – tid, men også til at fremlægge et mere erfaringsmæssigt velfunderet forslag.
p.s. Ja, jeg var medlem af udvalget bag betænkningen, og jeg mindes ikke mindst med glæde et tæt samarbejde med nu afdøde professor Knud Erik Svendsen, direktør for Center for Udviklingsforskning.
