Af Eva Rasmussen
TEGUCIGALPA, 23. December 2009: Renán Fajado, 22, musiker og producent af Den Nationale Modstandsfronts musik blev den 19. bøsse, som blev myrdet af formodede dødspatruljer med tilknytning til den honduranske kupregering.
Bøssernes og de lesbiskes bevægelse har været vedholdende aktivister inden for modstandsbevægelsen. Det har gjort dem til hadeobjekt i de ekstremt konservative, magtfulde og meget lidt næstekærlige katolske og evangeliske menigheder.
Undertrykkelsen til trods. Mordene til trods fortsætter modstandsfronten sine fredelige aktioner. Juleaften og julenat optræder en række kunstnere så tæt på den brasilianske ambassade, som de kan komme. Her har den kuppede præsident Mel Zelaya nu opholdt sig i tre måneder og tre dage.
Fra 27. januar, hvor vinderen af det mere end opdiskuterede valg 29. november, Porfirio Lobo, skal indsættes, genoptages de systematiske demonstrationer.
I første omgang er det imidlertid usikkert, hvem der skal indsætte den nye præsident. De facto præsidenten Roberto Micheletti siger, at det skal han, da han er den retmæssige præsident i Honduras, fordi Kongressen indsatte ham, efter at militæret havde sendt Zelaya til Costa Rica i nattøj og tøfler.
USA, Organisationen af Amerikanske Stater og en række sydamerikanske lande har imidlertid nægtet at anerkende kupregeringen.
Porfirio Lobo går på line. Hans og de facto regeringens trofaste mediestøtter mener, at indsættelsen skal foretages af formanden for Kongressen. Den udvej har imidlertid et par odds imod sig. Det var Kongressen, der sammen med Højesteret sagde god for kuppet, og Kongressens formand er Michelettis sekretær.
Modstandsfronten har osse sine skismer. En fløj mener, at den bør danne et politisk parti.
Carlos Reyes, der først var de folkelige bevægelsers præsidentkandidat, men senere trak sig, fordi kupregeringen ikke levede op til, at Zelaya skulle genindsættes og Honduras vende tilbage til demokratiet, advarede for nogle uger siden i et interview i u-landsnyt mod at skabe endnu et venstreorienteret parti, der ville afgå ved en stille død i løbet af en overskuelig årrække.
Han understregede, at det unikke ved modstandsfronten er dens bredde og dens vilje til en fredelig kamp for at genoprette demokratiet. ”Honduras bliver aldrig det samme efter kuppet”, sagde han.
