Hvem straffer vi, når vi straffer de fattige?

13738479064_142c10104c_k
Lejr for flygtninge fra Mali i Mauretanien.
Foto: ECHO/Anouk Delafortrie (CC BY-NC-ND 2.0)
Laurits Holdt

14. juni 2016

Knud Vilby

Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.

Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.

knudvilby.dk

Tidligere blogindlæg på Globalnyt

Da Venstres Michael Aastrup Jensen talte om forslaget i Jyllands-Posten, nævnte han som eksempler Mali og Pakistan. I den efterfølgende debat har en række andre flygtninge- og migrantproducerende lande været nævnt. Hvad kan vi gøre? Hvordan vil det virke? Vil det gavne eller skade os selv?

Lad os bare som eksempler tage Mali og Pakistan og for eksempel Somalia. Og lad os starte med, hvad udenrigsminister Kristian Jensen fra Venstre har sagt.

Han holdt i begyndelsen af februar en tale i Udenrigspolitisk Selskab under overskriften ”Migration bliver det 21. århundredes store udfordring.”. Bemærk at overskriften er migration, ikke flugt. Han fremhævede de mange årsager, der er til at mennesker migrerer, og han fremhævede (trods regeringens brutale nedskæringer), de forpligtelser Danmark har til både bistandspolitisk og sikkerhedspolitisk at være til stede, der hvor migrationsudfordringerne er.

Han nævnte nogle af de lande, hvor Danmark gennem adskillige år har ført krig, herunder Syrien, Afghanistan og Irak, og understregede et fortsat engagement der. Men han var også klar i sin påpegning af, at migration kommer mange andre steder fra og tilføjede:

”Derfor er en indsats ”længere nede” i Afrika som for eksempel Afrikas Horn og Mali helt nødvendig – og vi vil på sigt se flere af den type indsatser. Mali er kun én grænse fra Europa og uro i Mali påvirker vores sikkerhed”.

Lad os se på Mali, Pakistan og Somalia i forhold til straffe-forslaget:

Mali

Da der i slutningen af marts var en regeringsdelegation fra Mali i Danmark understregede og uddybede Kristian Jensen sine argumenter. Mali er præget af befolkningstilvækst, fattigdom og arbejdsløshed samt interne politiske spændinger. Efter sammenbruddet i Libyen har migrationsruten fra Vestafrika til Europa fået meget stor betydning. Vi har en stor egeninteresse i at være med til at sikre et mere velfungerende Mali med økonomisk udvikling, bedre fremtidsudsigter og en vis kontrol med migrationen. Ellers vil vi se flere flygtende migranter i Europa.

En yderligere nedskæring af bistanden til Mali vil langt fra være i Danmarks interesse. Det vil klart være i modstrid med Kristian Jensens prioriteringer.

Pakistan

Traditionelt har Danmark ikke givet udviklingsbistand til Pakistan. Dengang danske prioritetslande blev bestemt ud fra udviklingspolitiske prioriteringer, var Pakistan ikke på listen over danske modtagere. Som jeg forstår det, kom Pakistan med på grund af Danmarks involvering i både krig og fred i Afghanistan. Det blev set som hensigtsmæssigt at understøtte den danske Afghanistan-indsats ved en tilstedeværelse i Pakistan. Det er naturligvis en logik, der kan anfægtes, men det er en rent dansk logik. Og det er formentlig højst tvivlsomt om beskæring af en ret beskeden bistand vil kunne påvirke Pakistan til noget som helst.

Somalia

En anden slags skrøbeligt land, der har skabt rigtigt mange migranter og flygtninge. Heldigvis også rigtigt mange, der har fået asyl. Forholdene er meget forskellige i forskellige dele af Somalia. Men en af de helt store udfordringer er lige nu, at Kenya vil lukke verdens største flygtningelejr, som huser titusinder af somaliske flygtninge i Kenya. Danmarks relativt omfattende bistand til Somalia handler blandt andet om at skabe strukturer, der på sigt vil gøre landet mindre skrøbeligt og bedre i stand til at tage flere hundredetusinde flygtninge retur. Det har et helt andet perspektiv end nogle få somaliere i udsendelsesposition i Danmark. Lad os håbe det lykkes.

Analyser af andre migrant- eller flygtninge-”producerende” lande vil vise tilsvarende udfordringer. Langt de fleste afviste asylansøgere kommer fra lande, der har massive problemer. Jeg synes, det er en rigtig god ide at lave hjemsendelsesaftaler, hvor det giver mening, og hvor man kan blive enige om det. Men jeg tror ikke på straf.

Dels vil straffen ofte ramme de forkerte, herunder de fattige som god bistand ellers kunne hjælpe.

Derudover vil den ramme vore egne udenrigspolitiske prioriteringer, for netop i forhold til de skrøbelige lande er det Kristian Jensens ønske at opprioritere Danmarks indsats som led i kampen mod den store migrationsudfordring.

Og endelig har de pågældende landes regeringer så store andre udfordringer, at lidt danske trusler næppe påvirker dem ret meget.

Lad os endelig også huske på – og beskæmmes over – at hjemsendelser nogle gange slår mennesker ihjel. Det seneste eksempel er fra en tvangsudsendelse af to brødre til Afghanistan. Den ene af brødrene er nu død.

Det glemmes ofte i debatten, at det handler om rigtige mennesker med rigtige liv. Med drømme om en fremtid.