I centrum for hele herligheden denne sene onsdag aften stod den autodidakte amerikanske musiker Britney Denise Parks med sin violin. Det vil måske komme som en overraskelse for mange, hvordan lige violinen kommer ind i de musikalske genrer, der bliver refereret til her.
Forskellige musikinstrumenter kan vel bruges hvor som helst i alle mulige musikalske sammenhæng, og det er kun vores fantasi og musikalske konservatisme, der sætter grænser. Det kommer ikke bag på nogen, at såvel tromme som guitar optræder overalt og derfor tilhører alle, men derimod er violinen fortsat omgærdet med megen konservatisme og uvidenheden. Ofte associeres violinen med enten centraleuropæisk klassisk musik eller irsk folkemusik.
Også Globalnyts udsendte måtte under koncerten på Loppen bide et par gange i det sure etnocentriske æble, da han i et af numrene fik associationer til netop irsk folkemusik, men Britney Parks’ inspiration kommer et helt andet sted fra – deraf selvfølgelig navnet Sudan Archives.
Den sudanesiske inspiration
Allerede som 10-årig lærte Parks sig selv at spille violin efter gehør. Det var på det tidspunkt selvfølgelig kun klassisk violin hun spillede, fordi det var det hun kunne høre i Cincinnati, hvor hun voksede op. Det var først langt senere, at hun fik kendskab til spillestile i folkemusik fra Sudan, som er meget anderledes end violinen i den klassiske musik.
I 1940’erne, 50’erne og 60’erne var sudanesisk populærmusik præget af indførslen af tonale instrumenter som fx violin og harmonika. Senere op gennem 1970’erne og 80’erne indgår violinen eksperimenterende sammen med synthesizere og trommemaskiner i musikmiljøet omkring hovedstaden Khartoum. Perioden kan betragtes som en guldalder indenfor sudanesisk populærmusik, som dog kom til en brat afslutning i 1989 med indførelse af sharialovgivning, men mange af musikerne og deres musik fortsatte i eksil i de omkringliggende lande i regionen.
Ukurante elemeter med krav til fordøjelsen
Koncerten på Loppen indledtes med en meget lang violinsekvens, som satte scene for Britney Denise Parks’ inspirationskilder, selvom publikum måske ikke helt vidste, hvor de befandt sig.
De efterfølgende numre gav mere indtryk af moderne RnB kombineret med mainstream electronica, hvor den sudanesiske inspiration forekom næsten utydelig, men flere gange vender hun tilbage til den rene violinlyn, hvor den særlige spillestil får mere plads.
Generelt var koncerten alligevel meget poppet i sit udtryk, men hvis man derimod giver sig tid til at dykke dybere i hendes albums, står hendes eksperimentelle interesse skarpere, og det kan så bruges som springbræt til mange timers fortabelse i Sudans righoldige musikalske traditioner.
