Anmeldelse af Annette Max Hansen
Teaterstykket “Hate Radio” gør ondt. Overlevere fra folkemordet i Rwanda fortæller deres historier – skånselsløst og uden omsvøb.
”Jeg er blevet blevet bevidst om, at der under begivenhederne i Rwanda i 1994 omkom mennesker, hvis død er direkte forbundet med ting jeg har sagt på RTLM.”
Ordene kommer fra Georges Ruggiu, en af værterne på den rwandanesiske radiokanal RTML, som danner rammen om det tysk producerede teater dokudrama ’Hate Radio’, der netop har spillet i København under festivalen ’War on Stage – Stages of War’ kurateret af instruktør Christian Lollike og dramaturg Tanja Diers fra Café Teatret.
De var der selv
Den italiensk/belgiske Georges Ruggius bekendelse indleder forestillingen.
Projiceret op på en væg af persienner, der strækker sig på tværs fra den ene ende af salen til den anden, ser vi ham og en af afhørerne gengive et uddrag fra International Criminal Tribunal for Rwanda, hvor han senere idømmes en 12-årig fængselsstraf for at have været medvirkende til folkedrabet i Rwanda.
Vi sidder i den sorte sal på Musikteatret og bliver den første halve time bombarderet med ord, fra nogle af de overlevende, der nøgternt beskriver de bestialske handlinger, som hvis man ikke vidste, at den etniske udrensning havde fundet sted, ville opleves som overdreven fiktion, skabt af en syg hjerne.
Tribunalet afløses af fire mennesker der står side om side, ligeledes som projektioner. To kvinder og to mænd, alle overlevende med egne erfaringer. Altså – de spiller ikke overlevende – de var der selv.
Vi har fået udleveret høretelefoner og sidder hver og lytter i salen til et animeret hørespil. En af kvinderne var kun 8 år, da hun oplever hendes to små søskende få skåret deres ben af, mens hun står ved siden af og ser på.
Hun fortæller det to gange. ”Han skar benene af mine to små søskende. Ja, deres ben blev virkelig skåret af.” Det føles som om hun tænker mine og publikums tanker højt. For efter den første sætning, tænker man, kan det virkelig være rigtigt? Og ja, det kan det. ”Ja, deres ben blev virkelig skåret af.”
Rollebyt
Efter de kvalmende beretninger ruller persiennerne op, og vi kigger ind i et radiostudie afskærmet af glas på begge sider, så vi kan se igennem studiet og over på publikum der sidder på den anden side af akvariet.
Der er ingen scenografiske fortolkninger – blot et autentisk studie, som var det beamet ned fra Kigali. En dj, en vagt og tre værter bemander studiet. De spilles af tutsier, der nu har indtaget rollen som hutuer.
Musikken bliver afspillet fra kassettebånd, belysningen kommer fra neonrør og møblerne fra en tilfældig outlet. Har man rejst i Afrika genkender man interiøret, som det tager sig ud på et gennemsnitligt kontor.
RTMLs budskaber er overvældende. Værterne lægger ikke fingrene imellem. Intet er indirekte her. Der er intet forsøg på at skjule dagsordenen. ”Kakerlakkernes forbrydelser kan kun udlignes hvis forbryderne udryddes”, udtaler en af værterne, Kantano Habimana. Tutsierne omtales programmet igennem som kakerlakker.
Alle kan gøre det
Værternes opfordringer afbrydes med mellemrum af musik, som værterne danser til og synger med på. Et af numrene ’Rape me’ brager igennem. Der bliver drukket, kæderøget og rullet joints i lange baner. Ind imellem ligner det mere en fest end et radioprogram, en fest alle er inviteret med til.
En lytter ringer ind, en lille dreng. ”Er jeg gammel nok til at slå en kakerlak ihjel?”, spørger drengen, som ureflekteret har taget programmets retorik til sig. ”Ja” siger en af værterne. ”Alle kan gøre det.”
Alle kan gøre det. Og det vil ske igen er en af de overlevendes konklusioner. Vi har ikke set det sidste folkemord.
Forestillingen rundes af med spørgsmålet om hvorfor folkemordet var præget af bestialsk tortur. Hvis man ’blot’ ville udrydde tutsierne, hvorfor så ikke gøre det hurtigt, smerteløst og effektivt? Og heri består den største gru. Måden hvorpå en hel befolkning blev slagtet på. Hvorfor?
Spørgsmålet hænger i luften, da man går ud af teatret. Hvad er menneskets natur?
Udfordring at gøre 1000 timers transskription til teater
Hate Radio er ikke en stor forestilling set fra en teatermæssig synsvinkel. Og der er tidspunkter undervejs, hvor man slet og ret keder sig og tænker, at det havde været oplagt at foretage nogle andre dramaturgiske valg, og nogle tekstmæssige stramninger.
Bare så man ikke sidder og føler sig skamfuld over at kede sig, mens en af de mest bestialske historier bliver oprullet for ens øre, oven i købet af folk, der var tilstede mens forbrydelserne blev begået.
Milo Rau, instruktøren har da også reduceret sit tekstmateriale fra over 1000 timers transskription.
Til gengæld er ’Hate Radio’ en vanvittig vigtig forestilling.
Og min dybeste respekt for Milo Rau og hans International Institute of Political Murder, som skånselsløst fortæller disse beretninger og herigennem stiller eksistentielle spørgsmål om, hvad der driver mennesket og får os til at forholde os til historien og giver os mulighed for at handle og sikre, at den ikke gentager sig.
For som vi har set det rundt om verden, så er det ikke bare diktatorer, der som Assad i Syrien og Ceausescu i Rumænien slår befolkninger ihjel. Det er naboer, folk, der har levet i fordragelighed, og fra den ene dag til den anden pludselig mønstrer et umotiveret had og grundløst slår ihjel.
Fakta
Hate Radio er produceret af International Institute for Political Murder og har vundet et utal af priser. Forestillingen spiller forskellige steder i Europa resten af året. Læs mere: international-institute.de
