En meget tændt og vanvittig præcis Marcus Miller leverede en to timers intens oplevelse i koncertsalen, og det var ikke kun Miller selv, men også de sindssyge dygtige musikere han havde med sig på scene. Her var ingen sniksnak mellem numrene.
Marcus Miller kom på scenen få sekunder efter resten af bandet, og da han nåede til mikrofonen midt på scenen, fik han lige sagt ”How are you doing?”, hvorefter han slap sin bas løs. Den syntes at være ustoppelig de følgende to timer, bortset fra to enkelte passager hvor han greb basklarinetten.
Det hele var meget skarpt fremført. Alle musikerne vidste, hvad de skulle. Fra de første toner stod det klart, at det ville blive en forgyldt aften, og det var en særlig glæde, fordi det også var festivalens sidste aften, men ligeledes fordi der for Globalnyts udsendte havde været et par mindre vellykkede dage tidligere på ugen.
Sangskriver for Miles Davis
Og hvorfor dukker en amerikansk musiker så op i et medie, der ellers ikke beskæftiger sig med USA?
Nu er Marcus Miller ikke hvem som helst. Bestemt ikke. Han er grammynomineret for sit aktuelle album ”Laid Back” i kategorien ”Best Contemporary Instrumental Album”, og han var også grammynomineret for det tidligere album ”Afrodeezia” fra 2015. Det er imidlertid ikke kun disse ellers imponerende meritter, som er relevante her, men derimod det faktum, som Miller selv lidt ydmygt gør opmærksom på midtvejs i koncerten; at han for en del år siden komponerede nogle numre til Miles Davis’ album ”Tutu”.
Man skulle tro at det var anslaget til at spiller titelnummeret, ”Tutu”, men derimod vælger Miller at spille ”Bitches Brew”, som er et noget ældre Miles Davis nummer. Miller introducerede “Bitches Brew” med at pointere, at netop det Miles Davis-album markerer overgangen til anvendelsen af elektrificerede instrumenter, og derfor bliver det også en let skjult introduktion af Miller selv. Han nævner nogle af de instrumenter, som blev elektrificeret, og det sidste han nævner er bassen, mens vi får et respektfuldt smil og hans fingre stryger ømt over strengene.
Senere i koncerten spiller de selvfølgelig også titelnummer fra ”Tutu”, som er komponeret af Marcus Miller sammen med de fleste andre numre på samme album fra 1986.
I slavernes fodspor
Det omtalte album fra 2015 ”Afrodeezia” følger afrikanske slavers rute fra kysterne i Vestafrika til USA, og musikken på albummet er inspireret at Millers rejser og indtryk i Vestafrika, Sydamerika, Caribien og USA, hvor han har fulgt de slavegjorte menneskers påtvungne migrationsruter på tværs af Atlanterhavet.
”Afrodeezia” er en hyldest til de mennesker, der blev påtvunget slaveri og den stadigvæk levende musik, som de bragte med sig. Aftenen i koncertsalen ville have været umulig uden slaveriet. Ikke alene ville jazzmusikken være utænkeligt uden rytmen i kroppene på de slavegjorte, men det er også en påmindelse om musikkens vigtige betydning i vores liv og for det globale samfund. I forbindelse med albummets udgivelse udtalte Miller til magasinet ”All About Jazz”, at under slaveriet kunne mennesker kun holde fast i deres musik gennem rytmerne, og gennem rytmerne havde de muligheden for at overskride den svære og umulige situation, som de befandt sig i.
Dette musikhistoriske perspektiv og vores kolonihistorie er vigtig at holde sig for øje, når man beskæftiger sig og tænker over udvikling rundt om i verden. Ikke kun jazz ville være utænkelig uden slaveriet, men også Danmarks position i den globale verden vil være helt anderledes – ja, København ville ikke eksistere uden sukker og slaveri.
Jazzmusikken omfavner verden
”Bitches Brew” angiver ikke kun overgangen til Miles Davis’ elektriske periode, men hermed introduceres også jazzfusion eller con-fusion, som Marcus Miller humoristisk kalder det. Mange purister blandt anmeldere og publikum opfattede fusionsjazz som et skråplan væk fra den rigtige jazz, når jazz blandede elementer fra funk, rock og latinske rytmer. Selv nu virker det provokerende på dele af det københavnske jazzpublikum.
I de senere år har Copenhagen Jazz Festival lavet bookinger, der ligger uden for den traditionelle jazzmusiks område, og derudover har der gennem mange været mange koncerter under festivalen, som repræsenterer hybridgenrer mellem jazz og andre musikstile. Det afføder ofte diskussioner om, hvor den rigtige jazz er blevet af. Der er dog rigtig meget jazz på festivalen, derfor er denne reservation udtryk for en ekstrem konservatisme blandt publikum og purister i det danske jazzmiljø.
Miles Davis-albummet ”Tutu” fra 1986 var et yderligere skridt ud i jazzfusionen, og i det sidste nummer af Marcus Millers koncert søndag aften kom instrumenterne næsten til at lyde som sangstemmer, som gav associationer såvel berberske, arabiske som etiopiske musikalske traditioner.
Oprindeligt skrev vi, at Miller greb saxofonen til koncerten – det er rettet til basklarinet.