IBIS’ Læsekaravane er på vejen igen

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Lærerlockouten satte en kæp i hjulet på Læsekaravanen, der hvert forår besøger danske skoler, for at fortælle om livet som barn i verdens fattige lande. Nu ruller karavanen igen og forventes at besøge omkring 50 skoler.

Karavaner er afhængige af steder, hvor de kan slå sig ned for en stund, og lockouten i april gjorde derfor skolerne til uegnet lejrplads. Formålet med IBIS’ Læsekaravane er at fortælle danske skoleelever om Nicaraguas børn, så den var nødsaget til at indstille besøgene. Heldigvis er skolen i gang igen, og LæseKaravanen har tilbudt erstatningsbesøg til de skoler, som missede et under lockouten. Det skriver IBIS i en pressemeddelelse mandag.

I starten af året rejste LæseKaravanen rundt i Nicaragua for at opleve, hvordan det er at være barn i Mellemamerikas fattigste land. Det bragte dem til isolerede samfund, til et børneliv på en losseplads og til mødet med pigen Flora på 16 år, som underviser voksne, der ikke kan læse eller skrive.

Det er alle de oplevelser og indtryk, eleverne nu får del i, når karavanedeltagerne lægger vejen forbi skolerne.

”Det, der gjorde størst indtryk på mig, var at møde Flora i hendes hjem ved lossepladsen, som på eget initiativ lærer voksne at læse og skrive. På trods af lossepladsens barske forhold, kunne man tydeligt mærke hendes glæde ved at gå i skole og vilje til at komme videre”, siger karavanedeltager Mette Orup, som sammen med Kathrine Dalsgaard besøger nogle af skolerne og blandt andet vil fortælle om det hårde liv, som mange børn og unge lever i Nicaraguas hovedstad Managua.

”Det var meget rørende at høre tidligere bandemedlemmer fortælle, at IBIS´ tillid til dem som unge med ambitioner og drømme, har hjulpet dem ud af kriminaliteten”, fortæller Kathrine Dalsgaard.

LæseKaravanen består af otte studerende, som alle er frivillige fra IBIS. I løbet af foråret vil de turnere rundt på 50 danske folkeskoler for at dele deres viden om børn i Nicaragua med danske skolebørn. Det er dog ikke kun via karavanen, at skolerne kan få kendskab til Nicaraguas børn. IBIS udgiver hvert år skolebogen LæseRaketten, som ligesom LæseKaravanen er en del af Hele Verden i Skole-kampagnen.

Kampagnen gør opmærksom på, at 61 millioner børn ikke går i skole. I bogen, som ca. 165.000 elever modtager, kan man komme endnu tættere på hverdagen for de børn, som karavanen besøger.