Globalnyt er ejet af en forening med det ene formål at drive mediet. Foreningen hedder Foreningen Globalnyt, og den er åben for alle.
Onsdag den 27. april holder foreningen sin ordinære generalforsamling, og her kan medlemmer være med til at sætte bestyrelsesholdet for det kommende år – og selv stille op til bestyrelsen.
Her følger indkaldelsen til generalforsamlingen.
Indkaldelse til generalforsamling i Foreningen Globalnyt
Tid: Onsdag 27. april 2022 kl. 17:30 til 19:30
Sted: Menighedssalen i Hans Egedes Kirke, Vardegade 14, 2100 København Ø & online (se instruktioner for online deltagelse nederst)
Deltagelse: Du kan tilmelde dig generalforsamlingen ved at skrive en mail til bestyrelsesmedlem i Globalnyt Camilla Bøgelund på [email protected] med teksten ”Tilmelding til online deltagelse i generalforsamling” i emnefeltet.
Hvis du deltager fysisk, gør du også bestyrelsen en hjælp i forhold til planlægningen ved at melde dig til på mail til bestyrelsesmedlem Tobias Simonsen på [email protected], men tilmelding er ikke et krav.
Kære medlem af foreningen bag Globalnyt
Bestyrelsen vil gerne invitere dig til ordinær generalforsamling den 27. april 2022 kl. 17.30 – 19.30.
Dagsorden ifølge vedtægternes §13, stk. 5:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Bestyrelsens beretning – download den her
4. Forelæggelse af regnskab til godkendelse
Download årsrapporten for 2021 her.
5. Forslag om betaling af vederlag til foreningens ledelse
Bestyrelsen forelægger nedenstående forslag til vedtægtsændring til generalforsamlingens godkendelse:
(Tekst med fed skrift tilføjes)
§ 19. Deltagelse i bestyrelsesarbejdet er ulønnet. Dog kan der erlægges et vederlag til forperson, næstforperson og kasserer i overenstemmelse med det på generalforsamlingen godkendte budget.
6. Indkomne forslag – der er ikke indkommet forslag
7. Fastsættelse af kontingent for indeværende år – bestyrelsen foreslår, at kontingentet fastholdes på det nuværende niveau.
8. Godkendelse af budget for det indeværende år. Se budgettet her.
9. Valg af bestyrelse:
På valg er:
- Lisbet Fich, forperson – modtager genvalg (se profil)
- Lotte Dahlmann, næstforperson – modtager genvalg (se profil)
- Helene Ellemann-Jensen, medlem – modtager genvalg (se profil)
- Kim Jensen, medlem – modtager genvalg (se profil)
- Tobias Simonsen, sekretær – modtager ikke genvalg
- Hans Peter Dejgaard, medlem – modtager ikke genvalg
- Camilla Bøgelund – ønsker at trække sig fra bestyrelsen
Ikke på valg er:
- Mikkel Hauschildt, kasserer
Nye kandidater
10. Valg af suppleanter:
Kandidater:
- Ingrid Poulsen (se profil)
- Signe Kold Andersen (se LinkedIn-profil)
11. Valg af revisor:
Bestyrelsens kandidat: Stig Skovly, Nærrevision
12. Eventuelt.
Medlemmer, der er indmeldt og har betalt kontingent senest en måned inden generalforsamlingen, har stemmeret på generalforsamlingen. Hvert medlem har en stemme. Der kan stemmes pr. skriftlig fuldmagt (elektronisk eller pr. brev). Hvert medlem kan højst medbringe 1 fuldmagt. Alle medlemmer, der har betalt kontingent på dagen for generalforsamlingen, er valgbare.
Medlemsforslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal i elektronisk form være bestyrelsen i hænde senest to uger inden generalforsamlingen.
Vel mødt.
På bestyrelsens vegne – 19. april 2022
Lisbet Fich
Forperson
Læs mere om foreningen her og om bestyrelsen her.
Instruks til online deltagelse i Globalnyts generalforsamling 27. april 2022
Hybrid afholdelse af Globalnyts generalforsamling
I april 2022 afholdes Globalnyts generalforsamling for første gang som et hybridevent. Det vil sige, at man både kan deltage både fysisk i Menighedssalen i Hans Egedes Kirke, Vardegade 14, 2100 København Ø og online via Zoom, hvis ikke man har mulighed for at deltage i København.
Vi har udarbejdet denne lille guide med svar på spørgsmål om, hvordan man deltager i Globalnyts generalforsamling online og får styr på lyd, teknik, afstemning og deltagelse.
Hvordan deltager jeg online?
Globalnyts generalforsamling bliver afholdt på mødeplatformen Zoom den 27. april fra kl. 17.30-19.30. Man kan deltage via en computer, telefon eller tablet, der har adgang til internettet.
Hvad skal jeg gøre inden den online deltagelse i mødet?
Af hensyn til den tekniske planlægning vil vi gerne vide, om du forventer at deltage online i generalforsamlingen.
Du kan tilmelde dig generalforsamlingen ved at skrive en mail til bestyrelsesmedlem i Globalnyt Camilla Bøgelund på [email protected] med teksten ”Tilmelding til online deltagelse i generalforsamling” i emnefeltet.
Hvis du deltager fysisk, gør du også bestyrelsen en hjælp i forhold til planlægningen ved at melde dig til på mail til bestyrelsesmedlem Tobias Simonsen på [email protected], men tilmelding er ikke et krav.
Der udsendes link og login-detaljer til Zoom til de medlemmer, som tilmelder sig den online deltagelse i dagene op til generalforsamlingen.
Det vil være muligt at tilgå generalforsamlingen fra kl. 17.00 på dagen. Kom gerne tidligt, så vi kan nå at registrere alle, og starte til tiden. Det er en god idé at teste i god tid, om det virker.
Mit link virker ikke
Hvis linket ikke virker, kan du kopiere det ind i din browser. Virker det stadig ikke, skal du hurtigst muligt skrive til Camilla Bøgelund på [email protected] for hjælp.
Hvad er kravene til min computer og internetbrowser?
Sørg for at din computer er opdateret. Du kan bruge de fleste browsere. Virker den browser du plejer at bruge ikke, kan du prøve at bruge en anden.
Hvilket udstyr skal jeg bruge for at deltage online?
Der skal være lyd enten gennem din computer eller et head set. Webcam og mikrofon er ikke et krav men en fordel. Du kan deltage i debatten ved at skrive i chatfunktionen. Ordstyreren til det fysiske event vil sørge for, at de online deltagere får ordet på lige fod med dem, der deltager fysisk.
Hvordan foregår afstemningerne online?
Afstemning om personvalg til Globalnyts bestyrelse foretages ved hjælp af et online værktøj under generalforsamlingen. Der vil være en grundig introduktion i, hvordan det bruges under selve generalforsamlingen.
Man kan stemme på det antal kandidater, der er pladser til.
Kim Jensen fra Globalnyts bestyrelse sætter afstemningen op under generalforsamlingen og overser, at valget foregår efter reglerne.
Der vil være tre minutter til at stemme. Kandidater til bestyrelsen vil hver få et minut til at motivere sit kandidatur.
Hvad gør jeg, hvis jeg har fået en fuldmagt af et andet medlem af Globalnyt og skal stemme for flere?
Inden generalforsamlingens start bedes man sende fuldmagten til forperson Lisbet Fich på [email protected]. Herefter tjekker bestyrelsen, at fuldmagten er gyldig.
Hvert medlem kan bringe højst en fuldmagt fra et andet medlem. Hvis du har en fuldmagt, har du brug for en ekstra enhed at stemme på: F.eks. kan du stemme fra din telefon og din computer.
Det er muligt at melde sit kandidatur til bestyrelsen til forperson@globalnyt.dk inden generalforsamlingen eller under selve generalforsamlingen.
Hvordan stiller jeg spørgsmål under generalforsamlingen, hvis jeg deltager online?
Skriv ”kø” i chatten. Det viser, at du gerne vil have ordet. Camilla Bøgelund holder øje med chatten og vil sammen med ordstyrer Vagn Bertelsen sørge for, at alle der er i kø kommer til orde.
Hvad gør jeg, hvis jeg får tekniske problemer under mødet eller afstemningen?
Skriv eller ring til Camilla Bøgelund på 2176 9742. Hun sidder klar til at hjælpe under hele mødet.
Sikkerhed på online mødeplatformen Zoom
Af sikkerhedsårsager beder vi jer om ikke at dele Zoomlinket eller passwordet til generalforsamlingen på sociale medier. Linket bliver udelukkende sendt til medlemmer af Globalnyt, som tilmelder sig generalforsamlingen.
I takt med at onlinemøder er blevet mere nødvendige, har der desværre været mange eksempler på, at personer deltager i tilfældige møder på Zoom for at spolere dem.
Globalnyt har også taget en række forholdsregler i opsætningen af eventet for det undgå dette, fx at du kommer i venterum, indtil vi har tjekket dit medlemskab. Men det er stadig afgørende, at du hjælper os ved ikke at dele linket eller koden med nogen.
God stil for deltagelse
- Vigtigt: Slå din mikrofon fra. Den skal kun slås til, når du har ordet.
- Du kan slå dit kamera fra, hvis ikke du ønsker at vise dit ansigt.
- Vær forberedt ved at tjekke, at du har modtaget link til Zoom og evt. downloadet Zoom-app’en til din computer inden mødets start, hvis du vil have en bedre oplevelse med Zoom end i din internetbrowser.
Og så håber vi, at alle vil gøre, hvad de kan, for at få det tekniske til at fungere, så vi med hybridformen kan sikre, at så mange medlemmer som muligt kan deltage i Globalnyts foreningsdemokrati. De seneste år har vi set fordelen ved at afvikle generalforsamlingen virtuelt ved at mange flere deltog fra hele landet. Det håber vi også, at hybridformen kan give mulighed for.
Kandidatprofiler
Nimbus Poulsen
Jeg har gennem mere end 25 år arbejdet med dansk og international udviklingsbistand i Afrika, Asien og Sydamerika.
Mine primære funktioner har været inden for finansiel styring og ledelse, men også HR og IT.
Jeg har været udstationeret i sammenlagt otte år i Mozambique, fra 1999 – 2002 som Regional Financial Controller for Oxfam IBIS, 2007 – 2010 som administrationschef for ActionAid Danmark/MS og fra 2013 – 2016 som henholdsvis Økonomidirektør for Oxfam IBIS og Senior Financial Manager for COWI.
Jeg er Master of Public Administration fra Copenhagen Business School.
Jeg har siddet i Repræsentantskabet for ActionAid Danmark og for Andelskassen Fælleskasssen. I perioden 2017 – 2019 sad jeg i Bestyrelsen for Globalnyt.
Andreas Honoré
Andreas Honoré er uddannet cand. soc. med speciale i virksomheds- og globale studier (RUC). Han har 10 års erfaring i at arbejde med CSR, fundraising og forretningsudvikling i start-ups, internationale NGO’er og virksomheder og han har arbejdet med udviklingsprojekter og strategiske partnerskaber i både ind- og udland.
Til daglig er han ansat som Business Development Manager i Saas-virksomheden RISMA, som leverer software-as-a-service inden for Governance, Risk og Compliance (GRC). Han er optaget af, hvordan virksomheder kan være med til at drive en positiv udvikling i verden og understøtte den forandringsrejse mod bæredygtighed, der kommer til at definere de næste årtier.
Carsten Lakner
Gennem de sidste 25 år har jeg arbejdet i mediebranchen – med et autodidakt udgangspunkt. Jeg startede min karriere i produktion, hvor jeg arbejdede for Viasat-koncernen i både Danmark og England som producer og kreativ.
Det blev imidlertid marketing-faget der løb med mit hjerte, og jeg har siden 1998 arbejdet med strategisk og taktisk markedsføring, brandpositionering og overordnet kampagneudvikling – altid med det digitale som fortegn og innovation i ascendenten. Det er blevet til en række ledende stillinger hos bl.a. CNN (Time Warner), Fox, Disney, Discovery og senest i DR, hvor jeg bl.a. har været chef for markedsføringsafdelingens 80 mand.
Sideløbende har jeg de seneste år læst en MBA på AVT Business School i København med fokus på innovation/transformation og skal i gang med at skrive hovedopgave.
Chief Commercial Officer i startup-virksomheden Mediacatch. Vi bruger kunstig intelligens og computer vision til at revolutionere blandt andet medieovervågning og er i rivende udvikling med backing fra flere strategiske investorer.
Lotte Dahlmann
Da jeg blev valgt til Globalnyts bestyrelse og påtog mig næstformandsposten i foråret 2020, kunne ingen have forudset, at verdens gang ville tage helt nye og uventede drejninger med Corona. Mange havde nok heller ikke troet, at krisen i Ukraine ville føre til krig i 2022. At verdensbegivenheder påvirker os her i Danmark, er vi til gengæld rigtig mange i Globalnyts netværk, der kan skrive under på.
Det er for mig den vigtigste grund til, at jeg genopstiller til bestyrelsen for Globalnyt: Der er brug for et medie, som holder fast i at fortælle om verden udenfor, for Danmark er ingen ø men hænger sammen med hele verden. Globalnyt har under corona vist styrken i at fortsætte udenrigsdækningen, og redaktionen har med kreativitet fortsat arbejdet, selv om de var grounded i en periode.
I bestyrelsen har vi arbejdet med at styrke forretningen Globalnyt, og jeg er stolt af at vi har gennemført en succesfuld overgang til ny annoncekonsulent, opdateret hjemmesiden, søsat en social medie-strategi og ikke mindst ansat en ny chefredaktør i de to år, jeg har været næstformand.
Jeg vil gerne fortsætte som næstformand for at støtte redaktionen i at fortsætte styrkelsen af det redaktionelle indhold. For det er indholdet, der skal trække flere læsere og betalende medlemmer til, og det er indholdet, som er forudsætningen for Globalnyts eksistensberettigelse.