Der var en sitren i luften. En forventningens glæde, men også noget der betegner de koncerter, som undertegnede har set på Copenhagen Jazz Festival: det grå guld var i den grad i overvægt. Ikke mange unge havde vist fattet budskabet om, at en af klodens fremmeste performere var kommet til byen.
Man spørger sig, om det er bedaget markedsføring, der gør det, eller at mange unge foretrækker at brænde krudtet af på junis festivaler? Noget er helt galt og bør rettes.
Men nu skal man ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus, og jeg vil derfor vende mig mod det, sagen også drejer sig om, nemlig Oumou Sangaré fra Mali og hendes under af en koncert. For en sådan blev det virkelig.
Oumou Sangaré har nu i et par år været i gang med en relancering af karrieren, som startede med at hun tegnede kontrakt med det spændende franske pladeselskab Nø Førmat (ø’et er vist en joke, fordi No Format, som var det oprindelige navn alligevel bliver udtalt på Peter Seller’sk fransk – I ved: ”Ai vårnt a ryyyym, you fyyyyyl!!”), som også har udgivet spændende ting med blandt andre en anden af det vestafrikanske lands store, den mandlige griotsanger, Kasse Mady Diabaté. Men det franske label har blandt andre kreative folk som den franske cellist, Vincent Segal, og de har i den grad kommet ind som et frisk pust på verdensscenen.
Det betyder, at Oumou Sangaré ud over at have begået mesterpladen Mogoya (Tidens folk) også har et sammentømret band, hvor en fransk kvinde be”mander” bassen, og også franske musikere er på vigtige rytmiske pladser som trommer og keyboards, ligesom man i de to korsangerinder har to kapaciteter, der godt kan gå hen og hver især blive morgendagens stjerner. Endelig er der en halv-heavy guitarist, der også er griot med efternavnet Kouyaté og endelig den faste følgesvend, når man taler wassoulou-musik, den koralignende kamele n’goni, som med sin skurrende start/stop abrubte svirp, der lidt kan minde om tommelfingerbas, er med til at tegne den polyrytmiske underskov, som er så vigtig i Oumou Sangarés musik.
Topform
Sangerinden selv entrerede scenen efter en opbygning, som var en rockkoncert værdig. Med sangen Kounkoun (Sladder) tegnedes indledningen, hvor de første tre sange var fra de sidste album. Her sad svarkorene lige i skabet i det funky flow, og man glædedes over korsangerinden Kandy Guira med den store ”Fro”, altså afrofrisure, mens hun med sin kollega Emma Lamadji omgående lagde kor, der lækkert lå op ad Oumous lækre stemme.
Underskoven tegnedes i høj grad af trommeslagerens slæbende dobbeltslag på lilletrommen, som leder tanken hen på congolesisk soukous eller sydafrikansk mbaqanga. Altså med et flow der flyder uimodståeligt, mens sangerindens udsagn bare kommer med rappe svar fra koret. Vi var i gang.
Kamalemba er en typisk Oumou Sangaré-sang. En kamalemba er bambara for en Don Juan, altså ægtemanden, der snyder, eller den potentielle kæreste, der ansvarsløst er ude på sjov. Den løftede pegefinger fra Oumou var til at få øje på, og koret, der har gjort sangen til et megahit, bar os af sted. Ligesom de rå guitarlinjer sad, hvor de skulle. En fed koncert var kommet ud af starthullerne.
Tabubelagte sange
Hele tiden var der de fede blik tilbage til den mere rustikke lyd, der har præget de mange år, og hvor jægerharpen kamele n’goni lå perfekt i unison Oumou, som tydeligvis nød at lægge sig ovenpå slipstrømmen, hvis man kan sige det. Jo mere akustisk, jo mere kommer hendes fabulerende stemme til sin ret.
På herlige Kounadya, hvor englekorene og keyboardet drog på langfart og den skurrende herligt heavy’e elektriske guitar bar os ud og det var ved at være tid til de gamle spor og hits fra karrierens start, albummet Moussoulou (kvinde) fra 1991. Her kom først den berømte Diaraby Nene (Passionens gysen), som ikke mindst adresserede polygami, som slet ikke var noget, man sang om offentligt for 30 år siden. Og så det helt store hit og signatursangen over dem alle, Ah Ndiya, hvor Oumou Sangaré fik hele den medlevende sal til at synge med på det berømte omkvæd.
Nu var det tid til Saa Magni (Døden er frygtelig) med det flotte kor, der normalt ville følges med den enstrengede n’djarka-violin, og så Oumous hudløse sang. Her virkede det nu også, og den store afrikanske sangs henførte blues spredte sig ud og blev almengyldig, så alle på tværs af alle skel og kulturer kunne forstå den. Opførelsen var en gave til os og et tegn på, at verdenssangerinden var i besiddelse af alle kræfter og gavmildt delte ud.
Alt stemte og stemmen kørte fabelagtigt, mens hun som en hersker gav ud af gaverne, mens der snart kom plads til bandet, og hvor specielt de to korsangerinder for alvor fik lov til at vise, hvad de kan på den afsluttende Yala (Ignorer!), som kørte videre og videre.
Det er Oumou Sangaré i en nøddeskal og en af grundene til, at hun er så elsket. Hvor en Rokia Traoré med sin roste Fondation Passerelle omgiver sig med unge sangerinder – blandt andre hendes dygtige lillesøster, Naba Traoré, men hvor ingen af dem er i nærheden af at overskygge solisten selv – så var det anderledes her til aften, for specielt Emma Lamadji skød af sted i sit ”moment of fame” og ramte så høje toner, at en fløjtekedel ville blive jaloux. Mens Oumou bare stod og smilede stolt over sin unge kollega.
Det var et fabelagtigt møde på øverste hylde. Med en afrikansk kvinde ved roret, der i så høj grad er kaptajn på eget skib, at vi andre blot kan lægge os taknemmelige i kølstriben.
