Israel kan slå sine fjender, men ikke skabe tryghed

I Gazas ruiner bliver der også protesteret. Der bliver demonstreret mod Hamas, mod Israel og mod den fortsatte krig


Foto: Ramez Habboub/Anadolu via Getty Images
Kirsten Larsen

28. marts 2025

Israel skal være større. Den yderste religiøse højrefløj, der har afgørende indflydelse i regeringen, arbejder tilsyneladende på at genetablere det, de opfatter som det bibelske Israel – uden palæstinensere.

Når de demokratiske institutioner står i vejen, retsystemet for eksempel, så bliver de søgt fjernet. Det er hovedårsagen til de aktuelle protestaktioner, hvor mange israelere uge efter uge går på gaden. Aktionerne afspejler den dybe kulturkamp, der finder sted i Israel, og det er nødvendigt at forstå, hvis man vil forstå Israels sikkerhedspolitik.

“Der er et internt opgør i Israel om, hvordan staten skal være. Det er groft sagt et opgør mellem dem, der vil bevare landets demokratiske institutioner, og en teokratisk højrefløj, som premierminister Benjamin Netanyahu har allieret sig med, som ønsker at lede Israel i en langt mere teokratisk og også fascistisk retning. Det er de rigtige ord at bruge, selv om det lyder voldsomt, siger Sune Haugbølle, der er professor i Mellemøst- og globale studier på Roskilde Universitet.

Vi har bedt Sune Haugbølle om at tegne et aktuelt billede af den sikkerhedspolitiske situation i Mellemøsten med fokus på Israel. Han understreger i Højtryk, at hvordan Israel agerer i forhold til Gaza og Vestbreden, Libanon, Syrien og Iran, hænger nøje sammen med stridighederne internt i Israel. Og det har ikke resulteret i større tryghed for landets jødiske befolkning, at Israel udadtil har slået voldsomt til mod sine fjender.

Højtryk fra Globalnyt bliver bestyret af Lauris Holdt, Kirsten Larsen og lyddesigner Jonas Johs Andersen.