Rengøringsvirksomheden ISS har solgt sit sikkerhedsfirma, der indtil for nylig leverede vagttjenester til folkeretligt ulovlige jødiske bosættelser i de palæstinensiske selvstyreområder, skriver vagthunden DanWatch i en pressemeddelelse torsdag.
Sikkerhedsfirmaet leverer vagttjenester til bosættelser i de israelsk-besatte Golanhøjder og på Vestbredden, fortæller kommunikationschef i ISS, Kenth Kærhøg til researchcenteret DanWatch.
Sikkerhedsfirmaet, der var et datterselskab under ISS, har 1.800 medarbejdere, og ISS har derfor kun ydelser som rengøring og catering tilbage i de ulovlige bosættelser på Vestbredden.
“ISS har samlet færre end 20 medarbejdere i Golanhøjderne og Vestbredden, og kontrakten med den primære kunde, en fabrik i fødevareindustrien, forventer vi ikke at forlænge”, siger Kenth Kærhøg.
ISS laver fremover ikke aktivt salg i bosættelserne, siger Kenth Kærhøg.
“Det er en beslutning truffet ud fra forskellige faktorer, hvor moral er en del af det, som det altid er, når vi beslutter, hvor vi vil drive virksomhed”, siger han.
Kritik af sikkerhedstjenester i bosættelser
I 2012 afdækkede DanWatch, at ISS havde kontrakter i bosættelser i Golanhøjder og på Vestbredden, hvis israelske ejerskab ikke er anerkendt af FN.
ISS er underskriver af FN’s Global Compact, der sætter etiske retningslinjer for virksomhedsførelse.
FN’s særlige rapportør Richard Falk udgav i januar i år en ny rapport, hvori han anbefaler, at der sættes en stopper for de udenlandske virksomheder, der har økonomisk fortjeneste på levering og køb af varer og serviceydelser i israelske bosættelser.
Privatisering af sikkerhedsfirmaer er en israelsk strategi, mener Jeff Halper, leder af Israeli Committee Against House Demolitions, en organisation med ekspertise inden for Vestbreddens infrastruktur.
“Privatiseringen skal formindske det israelske militærs profil. En del af denne proces er en privatisering af bl.a. sikkerhed. Så uanset om virksomheder er involveret i bosættelsers ydre sikkerhed eller sikring af private virksomheder, er du en del af normaliseringen af bosættelser”, sagde Jeff Halper.
Risici ved investeringer i bosættelser
ISS’ salg af sikkerhedsvirksomheden er ifølge Kenth Kærhøg ‘baseret på flere faktorer’.
“Vi vurderede, at vores sikkerhedsydelser havde mindre mulighed for at blive integreret med vores andre services i Israel, end nogle af vores andre ydelser havde. Samtidig kunne vi få en god pris for det, så derfor valgte vi at sælge”, forklarer han.
Et andet sikkerhedsfirma, G4S, valgte i april i år at undlade at forny sine kontrakter med det israelske fængselsvæsen, bl.a. efter en DanWatch-rapport, der viste eksempler på tortur og fængsling af børn og politiske fanger.
Den danske regering besluttede 3. juli i år sammen med 16 andre EU-lande at gå med i et initiativ, der skal oplyse virksomheder om de økonomiske og værdimæssige risici, der knytter sig til aktiviteter i bosættelserne.
Der bor i dag flere hundredtusinde jødiske bosættere i de palæstinensiske områder.
DanWatch er et uafhængigt medie- og researchcenter, der laver undersøgende journalistik om virksomheders påvirkning af mennesker og miljø på globalt plan.
Yderligere oplysninger hos:
Louise Voller, ansvarsh. redaktør, DanWatch
Tlf. 27 84 81 39