”Skoven kommer før mennesket. Ørkenen kommer efter”. Det fortæller en forvalter af et træplantningsprojekt i Senegal, som arbejder med at gøre Sahelregionen grønnere og dermed bidrage til Afrikas Store Grønne Mur.
“Muren” af træer skal gavne de millioner af mennesker, der lever i regionen lige syd for den mægtige Saharaørken. De golde og ufrugtbare forhold er barske at leve under, og det får vi et indblik i i filmen ”The Great Green Wall”, som vises på Docs & Talks lørdag d. 26. februar.
Filmen er instrueret af den brasilianske filmskaber Fernando Meirelles, der er mest kendt for City of God fra 2002, og følger den maliske sanger Inna Modja på en rejse på tværs af Sahel. På vejen undersøger hun udfordringerne i regionen, og visionen om at plante et bælte af træer. Det egentlige formål er imidlertid at finde ”ånden i den afrikanske drøm”, som hun nævner til allersidst.
En mosaik, ikke en mur
Det hele starter med spirende håb. I Senegal er der travlt med de grønne fingre. Inna Modja besøger et område, hvor der bliver arbejdet hårdt med at gøre den golde jord frugtbar igen. Det er imidlertid vanskelige forhold, da det blot er muligt at plante træerne i en måneds tid omkring august og september, hvor der falder tilstrækkelig regn til, at træerne har en chance for at overleve – til trods for, at det er tørkeresistente træsorter, der bliver plantet.
Den Store Grønne Mur skal efter planen være et langt bælte af træer fra Senegal i vest til Djibouti i øst. De skal plantes for at gøre jorden mere frugtbar i området syd for Sahara, men idéen om en mur er en metafor, fortæller forvalteren i Senegal. Der er snarere tale om en mosaik. Området, hvor naturen igen skal blomstre op, strækker sig over 6.000 kilometer fra Afrikas vestkyst i Senegal til Djibouti i øst. Det skal skabe bedre forhold i den plagede region.
Udfordringerne får vi et nærmere indblik i, da Inna Modja drager videre mod øst på sin rejse. Både i Mali og Nigeria har ekstremistiske grupper som Boko Haram fået fodfæste i de nordlige dele, og de har vist sig meget vanskelige at bekæmpe. En del af forklaringen er de miljømæssige udfordringer, blandt andet med udtørring af Tchadsøen, forklarer Inna Modja i filmen.
Senere kommer vi til en lejr for migranter i Niger. Her taler hun med en person, der har oplevet at kæntre tre gange på Middelhavet i jagten på det forjættede land i Europa. En anden fortæller, at skam forhindrer ham i at drage hjem, da han har brugt familiens arv til at komme afsted. Begge stammer fra samme kvarter som Inna Modja, selvom hun aldrig har kendt dem, fortæller hun.
Den afrikanske drøm
”Den afrikanske drøm har altid syntes at ligge uden for kontinentet,” bemærker Inna Modja. Hun er selv “datter af Sahel”, og er blandt andet blevet omskåret som lille. Derudover er hun barn nummer seks ud af syv, hvilket gør det vanskeligt for hende at tale om udfordringerne med en stor befolkningsvækst i regionen.
Vores rejsefører ender ligesom Dante i paradis. Nærmere bestemt et område i Tigray-provinsen i Etiopien, hvor det ifølge en af de lokale er lykkedes befolkningen at gendanne et stort område af tabt land gennem 30 års arbejde.
”Vi må vove at opfinde fremtiden,” lyder et citat af Thomas Sankara i filmens indledning. Ordene fra den tidligere præsident i Burkina Faso – som mange opfatter som et symbol på afrikansk selvstændighed – bliver en ledetråd gennem filmen.
“The Great Green Wall” er en glimrende introduktion til udfordringerne i Sahelregionen og visionen om et grønt bælte af natur på tværs af kontinentet. Det er et storstilet og vanskeligt projekt, og tvivlen om, hvorvidt visionen bliver realiseret, kommer da også til udtryk til slut.
Men filmen, som er lavet i samarbejde med FN’s sekretariat for konventionen for bekæmpelse af ørkendannelse (UNCCD), har ikke som udgangspunkt en kritisk tilgang til projektet. Samtidigt er der stort set udelukkende afrikanske stemmer i filmen, og der er således ikke indslag med vestlige donorer, eksperter eller kendisser. Det gør, at filmen virker godt på sine egne præmisser, for historien handler nemlig om mere end udfordringerne i Sahel og Den Store Grønne Mur.
Mellem billederne af den smukke, men barske og rå natur i regionen og tonerne af Inna Modjas afrorytmer, er der en historie om afrikansk stolthed og håb. Og den giver et bud på en afrikansk drøm, der kan realiseres på kontinentet.
Filmen vises i Cinemateket lørdag fra kl. 14.15 med efterfølgende debat, hvor man kan få den mere kritiske tilgang til projektet fra forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), ifølge beskrivelsen på hjemmesiden.