Strange Days
Kunstner: Natacha Atlas
Titel: Strange Days
Udgivet af: Whirlwind Recordings
Natacha Atlas har gennem hele karrieren flirtet med både det jazzede og orientalske tilgange til alt fra 1960’ernes franske bølge til Tom Jones. Og hun har lykkedes med det meste, fordi stemmen både er genkendelig og meget smuk, og hun har evnet at gøre alting med både et glimt i øjet og med en seriøsitet, der har gjort hendes behandling af eksempelvis Francoise Hardy’s 1965-hit ”Mon Ami La Rose” til noget, der er dybt forskelligt fra originalen, men på ingen måde dårligere.
Alligevel er der sket noget nær en revolution på de to sidste plader, hvor hun på den forrige – 2015-udgivelsen ”Myriad Road” – indgik et spændende samarbejde med fransk-libanesiske jazztrompetist Ibrahim Maalouf, men også havde multiinstrumentalisten Samy Bishai med inde over kompositionerne.
Begge d’herrer har baggrund i Mellemøsten, men er internationale stjerner, der mest boltrer sig på europæiske jazzscener som London og Paris. Og begge passer perfekt til det mere modne udtryk, som Natacha Atlas tilsyneladende ønsker at gestalte her, hvor hun ikke længere er helt ung.
Hvilket netop også var Ibrahim Maaloufs betingelse, da han gik med til at producere ”Myriad Road”. Det skulle simpelthen være slut med at iføre sig mavedanserkostume og sælge ud. Hendes kunst skulle tale for sig, og det kom den til.
Det er den stil, der understreges på det helt nye album.
Transglobale revolutionære
Natacha Atlas har alle dage været et internationalt paradoks.
Født i Bruxelles-bydelen Schaerbeek som datter af en mor, der var vestlig jøde fra England og en far der var sefardisk jøde fra Marokko, men også med rødder i Egypten, startede hun oprindelig ud som mavedanser. Men hun har for over 20 år siden fortalt mig historien om, hvordan den egyptiske diva Umm Kaltoum var som et bjerg, hun bare måtte bestige. Et andet stort forbillede var libanesiske Fairouz, som alle arabiskinspirerede piger med respekt for sig selv imiterer foran spejlet med hårbørsten som mikrofon.
Via bassisten Jah Wobble landede hun i London, hvor der var vildt gang i den indiske og arabiske diasporas unge kunstnere, som gik under navnet den asiatiske undergrund. Specielt pladeselskabet Nation Records gjorde en forskel, og Natacha Atlas kom med i det banebrydende kollektiv Transglobal Underground.
Snart var hun i centrum med mavedans og skønsang og de kvikke englændere kombinerede breakbeat og andre rytmiske stilarter med orientalske beats og arrangementer. Så da Natacha Atlas gik solo med værket Diaspora i 1995, var det noget, der blev lagt mærke til. Snart havde hun connected med sine egyptiske familiemedlemmer og delte tiden mellem London og Paris og især Kairo-bydelen Zamalek, hvor man skal bo, hvis man vil den arabiske musik.
Det kom der en stribe fabelagtige plader ud af, hvor jeg især er vild med ”Gedida” fra 1998, hvor hun startede med den fabelagtige darbouka-tromme og sin helt specielle version af føromtalte Francoise Hardy-hit, ”Mon Ami La Rose”. Efter det var verden virkelig ikke den samme, ligesom hendes engelske venner nu var blevet så dygtige, at de kunne tage til Kairo og lære de ellers per definition selvbevidste egyptiske producere, hvordan den nye lyd skulle skæres.
Som hun sagde til mig i et senere interview, så var Tim Whelan fra Transglobal Underground nede at arrangere arabiske strygere for nogle af de store stjerner. Det var altså helt sort og en stor triumf for de dygtige englændere, som var gået fra at efterligne til at revolutionere.
Tillad mig at anbefale albummet føromtalte Gedida (arabisk for Ny) og især den vidunderlige “Bilaadi” (Mit land) med det slæbende beat, drilsk signatur-synth, dub-bas og Natacha Atlas’ helt vidunderlige sang.
En arabisk klassiker i min bog.
Verden rundt
Den nye plade deler titel med et gammelt Doors-album. Og med en veritabel rundtur til blandt andet London, USA og Brasilien og gæsteartister som den engelske sanger Joss Stone er der nok at tage af. Men også alligevel en rød tråd gennem hele albummet, der fastholder den nye udvikling, som Natacha Atlas er i færd med. Der er også gentagelser, så som en ny version af ”It’s a Man’s World”, klassikeren som de fleste forbinder med James Brown, men faktisk blev skrevet og lanceret af Tom Jones. Og den nye version har al Atlas-magien med vidunderlige triller på tungebåndet, men også i pagt med jazztraditionen. Og så viser Samy Bishai, som først og fremmest er violinist, hvor ferm han er til at orkestrere på netop det nummer.
Alligevel er den helt store sang ”Lost Revolutions”, som meget godt kunne hentyde til det arabiske forår, som Atlas i sin tid var med til at italesætte, da oprøret i 2011 ulmede på Tahrirpladsen mod Hosni Mubarak. Natacha Atlas synger henført på det meget smukke nummer, som ikke mindst har et arabisk kor, som har en nærmest ildevarslende stemning.
Der er også den brasiliansk inspirerede ”Sunshine Day”, hvor Atlas lyder som en Elis Regina på gale streger med både blå toner til at fylde himlen og alligevel sine karakteristiske arabiske fraseringer, mens bossanova-guitaren kører og et egyptisk strygerarrangement løfter sig. Det er utroligt elegant og meget originalt tænkt.
Sådan er det med hele pladen, som har en mængde lag og viser, hvor god en partner, Samy Bashai er med de flotte arrangementer og kompositioner, hvor vi hele tiden føler Natacha Atlas’ umiskendelige stempel men også løftes op i en sfære, hvor hun ikke har været før.
”Strange Days” er en plade af en kvalitet, der kommer til at være evigtgyldig. Og med så mange detaljer, at den konstant vil åbenbare nye facetter. Mens Atlas selv synger bedre end nogensinde.
Fabelagtigt. Orientalsk nærvær og blå jazz i et og samme åndedrag.
