En minibus med passagerer på vej hjem for at fejre Eid-festen blev i sidste uge skyllet i dybet på en udsat bjergvej i de marokkanske Atlasbjerge. I alt 24 skønnes omkommet, da en del af den overhængende bjergside kollapsede efter massivt regnskyl længere oppe på bjerget. Det skriver Morocco World News.
Det er langt fra første gang, at samfund i Atlasbjergene er udsat for jordskred forårsaget af kraftig regn. I 1995 omkom over 100 beboere i henholdsvis Seti Fatma i Ourikadalen og nær Ouirgane, sidstnævnte på samme vej som sidste uges ulykke.
Det har været et knasende tørt år i Marokko med rekordhøje varmegrader allerede tidligt på sommeren, og når kraftig regn pludselig rammer tør jord på klippegrund, indebærer det ofte stor risiko for jordskred.
Populær turistvej
Vejen, hvor ulykken skete, er en af landets smukkeste med vidunderligt sceneri, hvor vejen består i dramatiske sving, der gradvist stiger op til bjergpasset Tizi N’Test i over 2000 meters højde. Her passeres byer som Asni, Ouirgane, Idni og Ioukak, til man når passet og i serpentinersving når ned i Sousdalen, hvor den smukke gamle berberhovedstad, Taroudant, venter med bare en times yderligere kørsel til badebyen Agadir.
Mange turister bruger Tizi N’Test-vejen som en alternativ vej fra Marrakesh til Agadir på grund af den store sceniske skønhed. Sidste uges jordskred skete netop før passet på vejen mellem landsbyerne Idni og Ioukak. Ofrene skønnedes at være almindelige marokkanere på vej fra Casablanca til Taliouine, hvor de skulle fejre den årlige muslimske pendant til påsken, Eid Al-Adha, hjemme hos familien.