Ny bog
Visionen om bæredygtig udvikling
af Steen Hildebrandt (red.), Lars Josephsen (red.)
271 sider
295 kroner
DJØF Forlag
Det bliver mere og mere almindeligt at se den lille runde krans i folks revers eller andre steder på tøjet – den, der symboliserer tilslutning til FN’s 17 verdensmål for bæredygtig global udvikling. Selv ministre bærer den. Noget tyder på, at dette her er blevet en folkesag.
Op mod en snes eksperter øser i bogen ”Globale mål – visionen om bæredygtig udvikling” af deres viden om de mange forskellige indsatser, der er nødvendige – nok ikke for ligefrem at nå målene inden 2030, som forudsat, men for at understrege det stærke budskab.
Bogens to redaktører, professor emeritus Steen Hildebrandt og cand. scient. Lars Josephsen, foruden deres mange medforfattere har ikke gjort det specielt let for læseren. Det faglige niveau er højt, og intentionen om at vække forståelsen for den langstrakte bæredygtighedsproces vanskeliggøres ind imellem af et noget tungt, fremmedords-belastet sprog.
Årtusind-mål satte noget i gang
Nu fire år efter at verdensmålene blev formuleret, har mange lande vedtaget konkrete handlingsplaner for at realisere disse mål, blandt andet ved at få igangsat samarbejde mellem myndigheder og private virksomheder, det være sig på nationalt eller lokalt plan. Bogen har så samlet det i syv overordnede temaer og en række udvalgte emner. Deres faglige tyngde må værdsættes, men kan måske også fortynde almindelige læseres umiddelbare entusiasme for den store sag.
Nuvel, et overblik over fortid, nutid og fremtid, sådan i nogle målelige begreber tjener til forståelsen. Udviklingsforsker Steen Folke resumerer således, at de tidligere verdensmål, man havde sat sig – FNs Årtusind-verdensmål, som strakte sig over perioden 2000-2015 – virkelig satte noget i gang: Man fik halveret antallet af mennesker i ekstrem fattigdom (under 1,25 dollars om dagen), andelen af børn der gennemfører en basal skoleuddannelse voksede fra 83 til 91 procent, børnedødeligheden blandt femårige faldt fra 71 promille (71 pr. 1000 levendefødte) til omkring 50 promille.
Voksende økonomisk ulighed
Bæredygtighedsmålene frem til 2030 er meget mere ambitiøse: Her skal den ekstreme fattigdom og alle former for underernæring helt udryddes. Det er velkendt, at Afrika på en lang række punkter udvikler sig langsommere end andre verdensdele. Antallet af børn, en afrikansk kvinde føder, er dog faldet fra 6,7 i 1960-65 til 4,7 i 2010-15.
Men der er store udsving inden for verdensdelen: Mens det gennemsnitlige antal børn i Sydafrika er 2,6, er det 4,1 i Kenya og 7,4 i Niger. I Asien føder en kvinde i gennemsnit 2,2 børn, selv i det fattige Bangladesh.
I Asien er befolkningstætheden 142 indbyggere pr. kvadratkilometer mod 40 i Afrika.
Årsagen til den udbredte sult i verden er ifølge Folke ikke, at der ikke kan produceres nok mad til Jordens omkring 7,7 milliarder indbyggere. Landbruget i OECD-landene – den rige verden – har en enorm udfordring ved at finde afsætning for den voksende produktion af både vegetabilske og animalske fødevarer. Millioner af småbønder kan kun med nød og næppe producere nok til at brødføde dem selv. De store linjer i dette er den voksende økonomiske ulighed i verden.
Blandt de nye verdensmål er, at der inden 2030 skal opnås og fastholdes en indkomststigning for de nederste 40 procent af befolkningen, der er større end landsgennemsnittet.
Naturen skal have rettighedserklæring
Ind imellem tung faglig formidling fletter der sig i nogle af bogens passager filosoferen over nutidens verdensborger – et menneske med ”indre bæredygtighed”, som cand. mag. Michael Stubberup udtrykker det. Hertil hører med professor Hildebrandts ord en påmindelse om, at vi mennesker skal respektere naturen langt mere, end tilfældet har været i de sidste 100 år. Hvis man betænker, at Jorden blev dannet for knap fem milliarder år siden, kan man spørge, med hvilken ret vi destruerer naturen. Han bliver helt lyrisk, når han støtter, at ikke kun mennesker, men også naturen skal have en rettighedserklæring.
Men nu de foruroligende temperaturstigninger – det er jo indeholdt i syv af verdensmålene, at de skal nedbringes under livtag med klima- og miljøudfordringerne. Uheldigt blot at bogen her refererer FN-klimapanelets 2018-rapport forkert og i det hele taget ufuldstændigt. Verden er ikke, som anført, er på vej mod temperaturstigning på over 30 grader C i forhold til førindustrielt niveau! Højst 3 grader. I det hele taget er der ret så meget usikkerhed omkring sådanne dommedagsbetragtninger – og statistik kan generelt misbruges til meget.
Men det er da tankevækkende, at bogen belærer én om, at den menneskelige påvirkning af Jordens (uheldigvis stavet med med lille j flere steder) økosystemer siden den sene industrialisering har nået et sådant niveau, at mennesket for første gang i Jordens 4,5 milliarder års historie er blevet en selvstændig geologisk aktør.
Begrebet partnerskab dukker op gentagne gange i løbet af bogen, måske mest prægnant formuleret i at det globale partnerskab ligefrem er verdensmålens programerklæring. Ved at appellere til samarbejde på tværs af aktører, der ikke typisk har noget med hinanden at gøre, anspores til et opgør med gængse kategorier og opdelinger, som seniorforsker Lars Engberg-Pedersen fra DIIS skriver. Eksempelvis et partnerskab mellem Folkekirkens Nødhjælp og Arla Foods Ingredients om udvikling af ernæringsrige fødevarer på grundlag af lokalt producerede landbrugsprodukter.
Bogen som helhed peger ikke på patentløsninger, men samler rige mængder af meget forskelligartet viden, nyttig for enhver, som prøver at følge den langstrakte løbende proces hen mod besindighed om udnyttelse af Jordens ressourcer.
———-
I den oprindelige version af artiklen fremgik det, at befolkningstætheden i Asien er 40 indbyggere pr. kvadratkilometer mod 142 i Afrika. Det er omvendt – og fejlen er rettet.
