”Verden dækkes skævt,” konkluderede fagbladet Journalisten i 2015. Konklusionen blev draget på baggrund af en rundspørge blandt landsdækkende medier, der viste, at antallet af fastansatte udenrigskorrespondenter var reduceret kraftigt over de seneste 20 år, og at de resterende korrespondenter – nu suppleret af faste freelancere – er ulige fordelt på kloden. Mens Europa blev dækket af 39 journalister, måtte Afrika nøjes med tre, mens en enkelt journalist tog sig af hele Sydamerika.
Som Globalnyt berettede i går, trækker DR’s nye omlægning af sine korrespondenter umiddelbart i den anden retning: Korpset er nemlig blevet udvidet med både en Afrika- og en Sydamerika-korrespondent.
Faglighed er vigtigst
Ifølge DR selv kommer omlægningen af et ønske om at styrke det globale perspektiv og om at kunne bringe historier, ”som DR ellers ikke ville kunne fortælle og som bliver leveret med et nærvær og engagement, som udspringer af, at man befinder sig netop der, hvor begivenhederne udspiller sig.”
På baggrund af den formulering kan det undre, at Afrika-korrespondenten, Søren Bendixen, får base i København. Det ser DR dog ikke som noget problem:
”Vi har super gode erfaringer med Matilde Kimer, der bor i Danmark og dækker Rusland og Ukraine på ekstremt højt niveau, og Michael S. Lund, der ligeledes bor i Danmark og dækker Mellemøsten. Jeg ser ingen forskel på dem og så Søren Bendixen,” siger Johan Engbo, der er udlandschef på DR Nyheder, til Globalnyt.
Ambitionen for DR er at kunne dække Afrika ”indefra” og tilbyde en anden dækning og andre historier, end vi er vant til. Og her vejer fagligheden tungest:
”Det vigtigste er ikke, hvor man bor, men hvem man er. Søren har rejst så meget i Afrika og har så stor en viden og indsigt, at jeg er helt tryg ved, at han kommer til at levere en god Afrika-dækning, selvom han bor i København,” siger Johan Engbo.
Ligesom med de øvrige Danmarksbaserede korrespondenter er det planen, at Søren Bendixen i så stort et omfang som muligt skal rejse til Afrika for at rapportere fra de lande, han dækker.