Kanonkoncert af Nahawa Doumbia på Alice

Der er kunstnere, der synes skabt til at synge. Kunstnere, som til hver en tid kan synge med en kraft, der gør, at enhver høj tone bestiges med en selvfølgelighed, der kun kan aftvinge den dybeste respekt.

Herhjemme har vi Annisette, som kan den kunst, og som kan skrige ukontrolleret i en grad, så sanglærere må slå kors for sig, for i næste øjeblik at synge afdæmpet smukt, som om intet var hændt.

Mikrofonforstærkning eller ej: Stemmen skal nok nå dig.

Et sådant fænomen er Nahawa Doumbia – hjemme i Mali kærligt kaldet “dronningen af Didadi” – som tirsdag aften trodsede en monstrøs forkølelse og sang med en selvfølgelighed, som har præget hele hendes karriere.

I Mali er Doumbia et nationalklenodie. Alle er bekendt med hver et skridt, hun tager, og alle kender hendes datter, Doussou Bagayoko, som er i fuld gang med at gøre sine forældre stolte. Men forældrene kan nu godt selv.

Som vanligt havde Nahawa Doumbia sin eksmand – og Doussous far – N’gou Bagayoko med. Han var på scenen med sin elskede halvakustiske guitar af mærket Takamine samt med to former for perkussion: De store klokkeformede shakers af bambus og den specielle karignan, som er i familie med guiroen, men her er et jernrør, der er åbent på langs med takket kant og spilles med en metalpind, så det både kan lyde som en spætte og en koklokke.

Karignan’en er især kendt som eneste perkussion, når de ikoniske jægere spiller til ritualer med donso n’goni; et stort strenginstrumenter med to store kalabasser, ikke ulig en indisk sitar. Instrumentet, som både findes blandt folkene peul (fulani) og bambara, er helligt og ikke egnet til scenen. Derfor har man for snart mange år siden opfundet den noget mindre kamele n’goni, som kun har en kalabas, og som nærmest er en bas-kora.

Kamele n’gonien, som er fast bestanddel hos blandt andre Salif Keita og Oumou Sangaré, var da også på scenen til koncerten på Alice, hvor den blev betjent af en ung musiker fra Sikasso, Drissa Sidibé. Han gjorde det overvejende særdeles godt.

Kultkassetter i fokus
Til koncerten var der især fokus på de to kassettebånd, som amerikanske Awesome Tapes From Africa har genudsendt på vinyl og cd. Båndene har kultstatus og stammer fra starten af den nu 61-årige Doumbias karriere i startfriserne. De hedder henholdsvis La Grande Cantrice Malienne Vol. 1 & 3.

Vol. 3 markererede starten på genudsendelserne for ni år siden, mens Vol. 1 er det helt friske produkt.

I øvrigt kunne Nahawa Doumbia til koncerten fortælle, at et helt nyindspillet album, der hylder den tid og den rustikke minimalistiske lyd, er undervejs. Hvis hendes sang til koncerten tirsdag aften var en forsmag på, hvad der er i vente, kan det ikke undgå at blive fremragende: Det var en Nahawa Doumbia i topklasse, vi var så heldige at opleve.

Udsolgt fest
Der var stor forskel på Doumbias fremtræden i tirsdags i forhold til hendes udmærkede koncert på samme scene for fem år siden (dengang Alice hed Global). Forleden syntes hun i færd med et comeback og gik på scenen med en målrettethed, som ville hun vælte mure med sin sang.

N’gou Bagayoko er en dygtig guitarist og underspillet indpisker, og skilsmisse eller ej var det rørende at se de to samarbejde på scenen.

I mangel af den vanlige djembe var meget overladt til N’gou Bagayoko, som ikke mindst spillede en herligt chillet karignan, som til fulde tog os med hjem til bambara-jægernes trance, ligesom hans spil på shakers viste det direkte slægtskab med de marokkanske gnawaer (som i øvrigt definerer sig som Oulad Bambara – Bambaras sønner).

Dertil var der kamele n’gonien, som med sin sprukne lyd både var en skramlet og abrupt bas og en form for perkussion. Bortset fra få øjeblikke, hvor rytmen mellem de to musikere ikke helt harmonerede, så Nahawa Doumbia måtte skride ind med sin overjordiske sangudladninger eller spille bestemt på sine shakers, var Drissa Sidibés spil upåklageligt.

Det var fantastisk at se gruppen samlet som trio, fordi det hele blev uhyre rustikt og tvang Nahawa Doumbia til at træde i karakter, hvilket var en gave. Konstant fyrede hun op for sin store stemmes længselsfulde blues, mens vi fik Kourouni, Nianimanjougou og de andre klassikere. Her lagde de to andre fornemme korharmonier, mens Doumbia selv veloplagt skruede op for sin sangs utrolige magi. En sang, der indeholder lange udladninger, som alle sker i én udånding og med den helt unikke stemme, der er af en karakter, så man får gåsehud.

Trods en udbredt mangel på franskkendskab hos publikum, forsøgte Doumbia undervejs med stor charme at forklare, hvad sangene handlede om. Som vanligt mødte vi en kunstner, der er aldeles blottet for nykker.

Nahawa Doumbia gav os en fabelagtig koncert, der var godt set af både arrangørerne og det amerikanske pladeselskab, der har en sikker hånd, når store klassikere er på vej i glemmebogen.

Men selv om jeg godt kan lide formatet med den rustikke trio, vil jeg gerne se en dansk arrangør satse hele butikken og invitere den store kunstner til landet med hele sit band komplet med korsangerinder. Det fortjener hun og det fortjener vi.

… Hva’ så, Roskilde?!