Peter Lysholt Hansen var i udenrigstjenesten i 40 år og nåede langt i Danida-sammenhæng, så langt at nogle en overgang tippede ham til at blive den næste Danida-chef.
Sådan skulle det ikke gå, og det var der nok flere årsager til. En af dem var et voldsomt temperament – og da den absolutte toppost så var glippet, blev Lysholt ramt af en skandalesag, mens han var ambassadør i Sydkorea, som vel nok i nogen grad påvirkede hans eftermæle i udenrigsministeriet.
Den drejede sig om angivelig mangelfuld information til dav. udviklingsminister Christian Friis Bach om det danske engagement i den grønne GGGI-fond, der i slutningen af 2013 fik den radikale politiker til at trække sig fra ministerposten. Se også denne omtale i Fyens Stiftstidende og Ekstra Bladets omtale.
Det kan dog på ingen måde forklejne Peter Lysholt Hansens store arbejdsevne og dybe engagement. Han har da også fået flotte mindeord med på vejen fra ambassadens website i Myanmar (Burma), hvor han var ambassadør fra august 2014 til december 2017:
“It is with great sadness that we learned about the much too early passing of our colleague and friend Peter Lysholt Hansen, former Ambassador of Denmark to Myanmar. He was a great friend of the people of Myanmar and worked tirelessly to make a difference during his four years of service in the country.
Our thoughts and prayers are with his family. May he rest in peace”.
Peter Lysholt Hansens karriere i diplomatiet var helt overvejende rettet mod landene i Den 3. Verden, lige fra den nyuddannede cand.polit. trådte ind ad døren på Asiatisk Plads første gang i 1978.
Han var udstationeret som 1. ambassadesekretær på FN-missionen i New York og senere som ambassaderåd i New Delhi og Pretoria. Den første ambassadørpost kom i september 1998 i Dar es Salaam i vort største samarbejdsland, Tanzania. Han var her i knapt tre år og det var i den egenskab – og før da som kontorchef hjemme i ministeriet -, at den, der skriver dette, havde kontakt med ham.
Særnummeret om Tanzania
Undertegnede var dengang redaktør af Danidas magasin, “Udvikling”, og havde entreret mig med to kendte Afrika-journalister, Jesper Jespersen og Jesper Heldgaard, om at skrive et digert særnummer om Tanzania og bistanden dertil.
De kom hjem med aldeles fremragende ting, men lagde heller ikke fingrene imellem. Det gik til gennemsyn hos Peter Lysholt, og jeg blev snart kaldt ind på hans kontor. Her blev man anbragt i en lav sofa med udsigt op til Lysholts mammutstore skrivebord, hvorover en vred Lysholt tårnede sig op. Faktisk en ret sjælsrystende oplevelse.
Utilfredsheden slog ud i lys lue med ikke ringe stemmepragt. En medarbejder fra Lysholts kontor, som passede Tanzania, og sad ved siden af i sofaen – hvor han ligesom mig så OP på Lysholt – rykkede diskret længere og længere væk fra mig og det verbale uvejr (det skal jeg ikke fortænke ham i).
Senere blev Lysholt god igen, da han på en flytur til Dar havde trawlet hele særnummeret igennem og behjertede kollegaer bestyrkede ham i alle de gode ting om Tanzania, der også stod i nummeret, og som alt i alt tegnede et langt mere nuanceret billede af landet end ellers i danske medier.
Men episoden gav næring til påstanden om, at pressefrihed for mange embedsfolk i Danida var noget man eksporterede til u-landene.
Efter hjemkomsten fra Tanzania blev Peter Lysholt Hansen medlem af Danidas ledelsestriumvirat, idet han var bilateral chef fra 2001 til 2004. Men øverste chef for Danida blev han altså ikke.
I stedet gik karriervejen til Hanoi i Vietnam, hvor han var ambassadør i godt seks år (2004-2010) og skal have ydet en stor indsats, der satte sig varige spor på flere felter. Efter det foreliggende er det også i Hanoi, at Peter Lysholt bliver begravet. Hans nuv. kone er vietnameser.
Derpå kom hele sagen om GGGI, da han var ambassadør i Sydkoreas hovedstad, Seoul. Retræteposten som ambassadør blev så i Myanmar eller Burma, som det også hedder, hvor han var frem til udgangen af i fjor. Se tillige fødselsdagsomtale, da han blev 60, på Nordjyske.dk
Peter Lysholt Hansen blev født 20. maj 1951 i Nykøbing F. som søn af den mangeårige formand for Folketingets mægtige finansudvalg, Ralph Lysholt Hansen (S), og døde 18 oktober 2018.