Kendt teolog som lærer til Etiopien i 3 måneder

Forfatter billede

Kurt Christensen, Risskov, rejser lørdag (21.08) til Addis Ababa for at undervise etiopiske teologi-studerende i 3 måneder.

Kurt Christensen er professor, dr.theol. og lærer på Menighedsfakultetet på Katrinebjergvej i det nordlige Århus.

I den etiopiske hovedstad skal den nu 63-årige vendelbo undervise på Evangelical Graduate School of Theology (EGST) i efterårssemeste-ret, udsendt af Dansk Ethioper Mission (DEM).

EGST er et evangelisk uddannelsessted, som udbyder teologisk undervisning på kandidat-niveau og 4 andre uddannelser med et teologisk tilsnit. EGST er eneste uddannelsesinstitution af sin art i Etiopien – og på hele Afrikas Horn.

Institutionen blev etableret i 1997 og ejes af Dansk Ethioper Missions partnerkirke, Mekane Yesus Kirken, i samarbejde med Kale Heywet Kirken og Evangeliske kirkers Fællesskab i Etiopien.

Kurt Christensen kommer hjem fra Etiopien igen den 30. november 2010.

Han blev student i 1969 fra Frederikshavn gymnasium og cand.theol. i 1978 fra Aarhus Universitet. Han var studentersekretær i Kristeligt Forbund for Studerende 1978-79, lærer i systematisk teologi ved Menighedsfakultetet 1980, lektor i etik 1990. Dr.theol. 1994, Oslo. Docent i etik 1998. Professor i 2003.

Studieophold i Oslo 1974-75, Erlangen 1983-84, Oxford 1996 og Indien og Hong Kong 2005.

Bestyrelsesmedlem på Menighedsfakultetet 1971-80, redaktør af Lohses Etik-serie 1986-91, medlem af Kristelig Lægeforenings etiske udvalg fra 1997, medlem af repræsentantskabet for Evangelisk Alliance i Danmark fra 2003, medlem af Arbejdsmarkeds-Etisk Råd fra 2004 og formand for Dialogcentret fra 2005.