Kenya rydder stort slumområde til fordel for vej

kibera_slum_ninara_flickr
Forfatter billede

Indbyggerne i den berørte del af Kenyas største slumkvarter, Kibera, fik kun to ugers frist til at pakke deres få ejendele sammen og forlade deres hjem, inden bulldozerne kom.

En ny tosporet vej til 20 millioner dollar skulle bygges gennem Kibera-slummen for at lette trafikken i den vestlige del af Nairobi, skriver flere medier.

Amnesty International har over for britiske BBC fordømt udsættelserne af de tusindvis af mennesker i slummen. Men de kenyanske myndigheder fastholder, at folk boede der ulovligt.

Blandt de mange angiveligt ulovlige bygninger, der er blevet revet ned, er en skole og et børnehjem, skriver netmediet CGTN.

Kenyas myndigheder har også tidligere i år revet byggeri ned i kvartererne Kawanagare og City Carton.

I hele Nairobi er flere udendørs markeder blevet revet ned. Myndighederne henviser til, at både indbyggere og sælgere på markedet er der ulovligt.