Kenya: Sundhedsorganisation får forbud mod at tale om abort

marie_stopes_kenya
Laurits Holdt

Myndighederne i Kenya har forbudt organisationen Marie Stopes at tilbyde nogen som helst ydelser i forbindelse med abort. 

Beslutningen er truffet af landets Medical Practitioners Board, som undersøger anklager om, at organisationen har promoveret abort, skriver BBC.

Abort er ulovligt i Kenya med mindre kvinden helbred er i fare.

Marie Stopes er en international organisation, der arbejder med seksualundervisning, prævention og sikker abort i 37 lande – primært udviklingslande. 

Ifølge den selv er organisationen verdens største leverandør af prævention og rådgivning om sikker abort.

Danmark har i flere år støttet organisationen økonomisk og regeringen vil i 2019 give 25 millioner kroner til den. Flere danske udviklingsministre har også besøgt organisationens klinikker i f.eks. Ghana.

Organisationen siger selv, at den arbejder inden for Kenyas love og benægter at den har promoveret abort i Kenya. Vi giver blot kvinderne de nødvendige oplysninger, for at de kan træffe deres egen beslutning om en eventuel abort samt at den rådgiver kvinder, der har fået foretaget en abort, lyder det fra organisationen.

Anklagerne mod organisationerne kommer bl.a. fra en organisation, der arbejder mod abort og fra landets filmklassificeringsnævn, Kenya Film Classification Board, som bl.a. skal godkende reklamer i radio og TV.

Allerede i september var Kenya Film Classification Board efter Marie Stopes, fordi organisationens radioreklamer ikke var blevet godkendt. 

Organisationen brugte reklamerne til at fortælle om abort og fraråde kvinder at få foretaget aborter i “sidegade-klinikker”, hvor hygiejnen og færdighederne ofte er meget ringe.

100.000 får komplikationer efter usikker abort

I 2012 blev der udført omkring en halv million usikre aborter i landet og i omkring 100.000 af tilfældene havde kvinderne brug for behandling af komplikationer som indgrebet har forårsaget, skriver avisen Daily Nation og citerer en rapport fra landets sundhedsministerium. Af rapporten fremgår det desuden, at det anslås at 266 ud af hver 100.000, som får foretaget en usikker abort dør som følge af komplikationerne. 

Med 500.000 usikre aborter  bliver det anslåede antal døde over 1.300. Der er ikke noget, der tyder på at tallene er faldet i årene siden 2012.

I begyndelsen af 2018 blev organisationen nødt til at skære på flere af sine programmer efter den amerikanske regering sløjfede alle tilskud til organisationer, der i amerikanske øjne promoverer abort. Ifølge det britiske nyhedssite Civil Society kommer det til at koste organisationen omkring 60 millioner britiske pund over tre år.