Da den australske udviklingsminister Concetta Fierravanti-Wells 9. januar beklagede, at Kinas udviklingsbistand i Stillehavsregionen går til såkaldte hvide elefant-projekter og veje, der fører ingen steder hen, afspejlede det Australiens bekymring over Kinas stigende indflydelse.
De to lande er de to største bistandsdonorer i Stillehavsregionen med Australien op førstepladsen og de har vidt forskellige tilgange til udviklingsbistanden. Kina satser på infrastruktur mens Australien primært fokuserer primært på sundhed og uddannelse.
Udviklingsministeren sagde i interviews med forskellige australske medier, at kinesisk bistand og lån i stort omfang går til ubrugelige bygninger i de små stillehavsnationer og at landene presses til at optage lån, som de ikke kan betale tilbage, skriver den nationale nyhedsstation ABC News.
Uvidenhed og fordomme
Det medførte en diplomatisk klage fra Kina. Ifølge den australske avis Sidney Morning Herald kalder en talsmand for Kinas udenrigsministerium den australske udviklingsminister for “fuld af uvidenhed og fordomme”.
“Vores projekter bliver budt velkommen og medfører fordele for de lokale,” siger han ifølge avisen.
Den kinesiske klage ser ikke ud til at have gjort stort indtryk i Australiens hovedstad Canberra, for senest har landets udenrigsminister Julie Bishop været ude med støtte til udviklingsministeren og igen understreget, at Australiens bistand støtter bæredygtig udvikling mens den kinesiske långivning lægger et stort gældspres på de små stater i Stillehavet.
Kinas fokus på infrastruktur og store byggeprojekter i landets udviklingsbistand har affødt begrebet “stadion-diplomati”. Og seks lande i Stillehavet har da også fået anlagt sportsarenaer ved hjælp af kinesisk finansiering.
Konkurrence mellem Kina og Taiwan
Australien har traditionelt været storebroderen i forhold til de ofte bittesmå stillehavsnationer. Men nu truer Kina med at overtage den rolle for visse af landene.
For Kina er udviklingsbistanden et politisk redskab i den fortløbende kamp for at holde Taiwan uden for det gode selskab af internationalt anerkendte stater.
Begge mener de at repræsentere det sande Kina og Folkerepublikken Kina anser Taiwan for at være en oprørsprovins, der bør indordne sig under styret i Beijing. Det betyder, at resten af verdens stater må vælge, hvilket Kina de vil anerkende.
I dette spørgsmål handler det om penge. Lande, der som f.eks. Danmark har en stor samhandel med Folkerepublikken Kina har ikke råd til at anerkende Taiwan, da det sandsynligvis vil få Folkerepublikken Kina til indstille samhandlen med Danmark.
For mindre økonomier betyder dette ikke så meget men her kommer udviklingsbistanden ind i billedet.
Det er en almindelig opfattelse blandt de vestlige donornationer, at Kina og Taiwan bruger deres udviklingsbistand til at “købe” politisk anerkendelse fra mindre nationer verden over. I dag er der omkring 20 stater, der anerkender Taiwan – seks af dem er i stillehavsregionen: Tuvalu, Salomon-øerne, Marshal-øerne, Palau, Kiribati og Nauru.
På Folkerepublikken Kinas “hold” står otte stater: Papua Ny Guinea, Vanuatu, Fiji, Niue, Samoa, Tonga, Cook-øerne og Mikronesien.
Australsk indenrigspolitik
Det er dog ikke alle i Australiens politiske verden, der er begejstret for de to ministres udtalelser. Således siger Penny Wong, der er Arbejderpartiets leder i overhuset, at regeringens angreb på Kina er klodsede og kritiserede samtidig regeringen under det liberale parti med Malcolm Turnbull som premierminister.
At kritisere Kina hver gang regeringen er i problemer er skadeligt, for landet er meget vigtig for Australiens økonomi, siger hun ifølge ABC – landets pendent til Danmarks Radio.
