I en ny analyse fra Verdensbanken er Kina verdens største økonomi, USA er nummer 2 og Indien en overraskende nummer 3. Forskellen mellem nr. 1 og 2 er dog mindre end den statistiske usikkerhed.
Målt i traditionelle bruttonationalindkomster er USA ifølge den Internationale Valutafond (IMF) stadig en klar økonomisk nummer ét med Kina som nummer to og Japan på tredjepladsen, mens Indien er på en femteplads.
Den nye Verdensbank-rapport er den seneste i det såkaldte International Comparison Program (ICP), hvor man prøver at sammenligne økonomier baseret på reel købekraft (Purchasing Power Parities PPP) i det enkelte land, i stedet for blot at sammenligne på grundlag af markedsraten mellem forskellige valutaer. Der er tale om en gigantisk undersøgelse involverende alverdens statistiske kontorer, og den laves ikke hvert år. Denne er baseret på 2017-tal. Sidste gang, man lavede undersøgelsen, var det på grundlag af 2011-tal.
Understreger verdens ulighed
Analysen giver formentlig et mere reelt billede af de forskellige landes økonomiske styrke, og i toppen placeres blandt andet nogle af de store europæiske økonomier lidt længere nede.
Samtidig understreger analysen den enorme ulighed i verden.
De nationale tal omregnes blandt andet til forbrug pr. indbygger.
Her ligger USA stadig langt foran Kina med et individuelt per capita forbrug på 44.620 dollars. I Kina med en milliardbefolkning er gennemsnittet kun 6.906 dollars. Og i Indien, der rummer endnu flere mennesker, er det 4.169 dollars. Niger er i bunden med 661 dollars. Det globale middelforbrug er på knapt 11.000 dollars og altså højere end gennemsnittet i Kina.
Rapporten fastslår, at tre fjerdedele af jordens befolkning eller 74,3 procent har mindre til forbrug end middeltallets 11.000 dollars. I 2011 var det ”kun” knapt 70 procent, der lå under det globale middelforbrug.
Det gælder i praksis stort set hele Afrika syd for Sahara. Her er gennemsnittet under 3.000 dollars pr. capita. I Latinamerika og Caribien er det lidt højere end den globale middel, eller 11.847 dollars. Men det skal understreges, at der er tale om nationale gennemsnit, som ikke afspejler den enorme ulighed indenfor nationer eller den massive fattigdom, der også eksisterer i flere af de lande, der topper listen.
Der er således ikke tale om en måling af individuel fattigdom, men om forskelle i produktion og i økonomiske muligheder staterne imellem.
En anden Top10-liste
Ifølge analysen var værdien af verdens totale globale produktion målt efter PPP-principperne i 2017 cirka 120 billioner (tusind milliarder) dollars. Med henholdsvis 19,6 billioner for Kina og 19,5 for USA står de to stormagter tilsammen for omkring en tredjedel af den globale produktion, og forskellen mellem økonomiernes størrelse er helt marginal (og givetvis mindre end undersøgelsens usikkerhed).
I traditionelle sammenligninger af bruttonationalindkomster ser verdens økonomiske top-ti-liste for 2019 således ud:
1. USA
2. Kina
3. Japan
4. Tyskland
5. Indien
6. Frankrig
7. Storbritannien
8. Italien
9. Brasilien
10. Canada
I opgørelsen baseret på reel købekraft ser 2017- listen således ud.
1. Kina
2. USA
3. Indien
4. Japan
5. Tyskland
6. Rusland
7-9. Brasilien, Storbritannien og Frankrig på samme niveau.
10-11. Italien og Mexico på samme niveau.
De 11 lande på listen står for tilsammen næsten to tredjedele af den globale økonomi.
De fattigste lande med omkring 8 procent af klodens befolkning stod til sammenligning samlet for mindre end en enkelt procent af den globale økonomi, som opgjort i analysen.
Verdensbankrapportens titel er ”Purchasing Power Parities and the Size of World Economies”. Den kan downloades her