Der breder sig i Vesten en frygt for, at Huawei’s digitale infrastruktur i virkeligheden er en ”trojansk hest” for kinesisk udenrigspolitik, og at Kina via overtagelse af udenlandske havne kan ekspandere militært. Med Italiens tilslutning til det kinesiske silkevejsprojekt er frygten ikke blevet mindre. Men hvad har Kina egentlig gang i? Skal Silkevejsinitiativet forstås som Kinas geopolitiske forsøg på at blive en regional og senere global supermagt, der udfordrer den eksisterende liberale orden? Eller er det snarere et statsligt forsøg på at understøtte globaliseringen af Kinas kapitalisme og fremme landets fortsatte økonomisk udvikling? Jeg vil argumentere for det sidste.
Den 25.-27. april mødes mange af verdens statsledere i Beijing til ”Belt and Road Forum for International Cooperation” (BRF). Det første møde fandt sted i maj 2017 med deltagelse af repræsentanter for mere end hundrede lande, 29 statsledere, samt lederne af Verdensbanken, IMF og FN. Anledningen var femåret for igangsætningen af Kinas ambitiøse ”Belt and Road Initiative” (BRI). Nu holdes så det andet BRF-møde under titlen ”Skabelsen af en lysere fælles fremtid”. Der er allerede 40 regerings- eller statsledere (herunder Putin), som har meldt deres ankomst.
BRI blev lanceret i 2013. Det består af en landbaseret silkevej (”Belt”) og en maritim silkevej (”Road”), der oprindeligt skulle forbinde Kina via Centralasien med Europa og Østafrika, men som siden har bredt sig til Latinamerika og Arktis. Det omfatter mindst 68 lande. BRI forventes samlet at koste over tusind milliarder dollars frem imod 2027. Kernen i BRI er fysisk infrastruktur i form af havne, jernbaner, kraftværker, telekommunikation og luftfart.
Vestlig modstand
Siden det første BRF-møde har Kinas Silkevej initiativ været under beskydning og kritiseret for at være et geopolitisk projekt. USA’s daværende forsvarsminister James Mattis gjorde i oktober 2017 opmærksom på, at der i en global verden var ”mange bælter og mange veje” og at ingen nation skulle placere sig i en position, som dikterer ”et bælt, en vej”. Samtidig kritiserede vicepræsident Mike Pence, at Kina bruger ”gældsfældediplomati” til at øge dets politiske indflydelse og skaffe sig strategiske fordele. Den amerikanske nationale forsvarsstrategi fra 2018 ser Kina som en ”strategisk konkurrent”, der bruger sin ”aggressive økonomi til at intimidere dets naboer. ”
Den daværende tyske udenrigsminister Sigmar Gabriel var også tidligt ude med en advarsler om, at Kina via BRI ville skabe et alternativt verdenssystem. Han kritiserede også, at Kina brugte BRI-projekter til at blokere eller udvande EU-kritik af Kinas menneskerettighedssituation. I marts i år spillede EU-kommissionen ud med en rapport, hvor Kina præsenteres som en ”systemisk rival, der fremmer en alternativ form for styring”.
Der er der blandt vestlige politikere, journalister og forskere en stigende tilbøjelighed til at betragte BRI som et redskab til at øge Kinas politisk-militære indflydelse – både regionalt og globalt. Der henvises ofte til Kinas overtagelse af den tabsgivende Hambantota-havn i Sri Lanka gennem et 99-årigt lejemål og til andre havneprojekter (bl.a. Gwadar i Pakistan), som hævdes at øge Kinas indflydelse i Det indiske Ocean. Der henvises også den politiske uro omkring Kinas infrastrukturprojekter (og dertil hørende gæld) i en række ulande – bl.a. Malaysia, Maldiverne, Kenya og Pakistan. Det tages som beviset på kinesisk ”gældsslaveri.”
Man kan imidlertid også tolke situationen anderledes. Eksemplet med havnen i Sri Lanka kan i stedet tolkes som en redningsaktion for et ineffektivt projekt. Det falder godt i tråd med den stigende bekymring i Kina for, at BRI-projekter fører til store tab på grund af manglende tilbagebetaling af lån. For så vidt angår ”gældsfældediplomati”, så nåede Center for Global Development i en rapport fra marts 2018 frem til, at kun 8 ud af 68 lande løb en særlig gældsrisiko som følge af kinesisk projektfinansiering. Det var Pakistan, Kirgisistan, Tajikistan, Mongoliet, Laos, Maldiverne, Montenegro, Djibouti. Selvom Malaysias premierminister Mahathir i august 2018 advarede imod en ”ny version af kolonialisme” så er der ikke her eller andetsteds meget som tyder på, at Kina bevidst bruger gæld som et udenrigspolitisk redskab.
Afløb for enorme valutareserver
Derimod kan man pege på en række økonomiske dynamikker bag Silkevejsinitiativet. BRI er en oplagt mulighed for at sikre afløb for Kinas store valutareserver. BRI skal også stimulere væksten i de centrale og vestlige regioner, som er faldet bagud i udviklingen. Den regionale balancering har længe været en hovedprioritet, men nu forstærkes den med grænseoverskridende projekter. Dernæst skal BRI afvikle dele af Kinas overkapacitet i blandt andet byggebranchen, stålindustrien og togindustrien. I kølvandet på finanskrisen lavede Kina en storstilet investeringspakke, som førte til an massiv udbygning af jernbaner, flypladser, havne og boliger i Kina. Det hjalp Kina over krisen, men førte også til en stor overkapacitet, massiv gældsætning og faldende profitabilitet. BRI skal sætte gang i store udenlandske infrastrukturprojekter, der skal øge efterspørgslen efter cement, stål mv. Sammen med et parallelt internationalt kapacitetsudviklingssamarbejde (ICC) skal BRI understøtte udflytning af sværindustri til Kinas nabolande.
BRI er også en del Kinas forsøg på at opbygge en række internationalt konkurrencedygtige virksomheder (”dragehoveder”). Staten har igangsat en række store fusioner af statsvirksomheder i bl.a. logistik- og infrastruktursektoren. Silkevejsprojekterne skaber store markedsmuligheder for disse giganter – eksempelvis indenfor højhastighedstog, hvor Kina nu er global leder. Videre skal BRI styrke udbygningen af regionale værdikæder. De globale værdikæder, hvor Kina er verdens fabrik med et slutforbrug i Vesten, erstattes af regionale værdikæder, hvor Kina er både teknologileverandør og slutmarked. BRI giver også Kina mulighed for at sætte standarder for infrastruktur og varer. Under Obama satsede USA på økonomisk at inddæmme Kina gennem store regionale handelsaftaler (TTIP og TPP), hvor de vestlige ”gyldne regler” gennem en dyb globalisering skulle gøres til global standard. Som en reaktion på dette vendte Kina sig imod infrastruktur og satser på selv at sætte regler og standarder gennem bilaterale aftaler.
Styrket vækst – øget legitimering af partiet
Endelig giver de nye maritime og landbaserede silkeveje Kina adgang til havet. Kina er blevet afhængig af import af olie og andre råvarer. Landet har behov for at reducere transportomkostningerne og have stabile handelsmuligheder. Således vil havne i Pakistan (Gwadar), Myanmar (Kyaukphyu) og Singapore giver oplagte fordele – især for erhvervslivet i det vestlige Kina. Alt i alt sigter BRI på at styrke kinesisk (stats-)kapitalisme og derigennem legitimere Kommunistpartiets magt.
BRI er Xi Jinpings ynglingsprojekt. Det er indskrevet i kommunistpartiets program, men det er en vision – ikke en stor velorkestret plan. Der ikke en klar tidsplan, ingen prioritering og intet fast sluttidspunkt. Det er meget fleksibelt og har for længst bevæget sig ud over den klassiske silkevejs område. Det er åbent for alle typer af aktiviteter og omfavner også en række tidligere projekter.
Kina har startet en global investeringskampagne på steroider. Der er oplagte forretningsmuligheder, men der er også store risici involveret. På SRF-mødet i Beijing satser Kina på aftaler, som kan mindske disse risici. Kina åbner op for trilateralt samarbejde og for større deltagelse af vestlige virksomheder i SRI. De kinesiske ledere har gentagne gange understreget, at SRI ikke er et geopolitisk projekt. Selvom BRI ikke kan undgå at få geopolitiske konsekvenser, så ser det ud til at de kinesiske ledere langt hen har ret.
Laurids S. Lauridsen er professor emeritus i Internationale Studier på RUC.
