Københavns Afrika-festival er tilbage

Stemningsbillede fra Couleur Café 2018.


Foto: Jacob Crawfurd
Laurits Holdt

1. juni 2023

Der er langt fra Danmark til Afrika – både fysisk og mentalt – så for at vise københavnerne, hvad der rører sig kulturelt på det enorme kontinent, har en gruppe herboende afrikanere, folk med afrikansk baggrund og andre Afrika-interesserede danskere skabt en-dags-festivalen Couleur Café.

Lørdag den 10. juni bliver den for 20. gang rullet ud på Sankt Hans Torv og Nørre Allé på Nørrebro i København.

Festivalen er med egne ord landets største tilbagevendende arrangement med fokus på Afrika og er en blanding mellem en kulturfestival og et marked. Det betyder blandt andet, at der er live-musik, opvisning fra tromme- og dansegrupper, aktiviteter for børn og modeopvisning samt salg af for eksempel kunsthåndværk, smykker og tøj. Der er også boder med mad fra afrikanske lande og stande for foreninger, der på en eller anden måde beskæftiger sig med Afrika.

”Vi kan ikke komme med færdige løsninger til en mere retfærdig global udvikling, men bidrager gerne til at billedet af det ”håbløse” Afrika bliver erstattet med et mere nuanceret syn på forskelle, udfordringer, muligheder, ansvar og årsagssammenhænge. Gennem positive oplevelser håber vi på at flere kan se at mulighederne i partnerskaber og samarbejde,” lyder det fra arrangørerne.

Blandt de optrædende på festivalen er multikunstneren og hip-hop-poeten Kwame Write, en dansegruppe fra Rwanda og afrosoul-sangerinden Feridah Rose, der har sine rødder i Uganda. Man kan også opleve medlemmer fra den ghanesiske gruppe Santrofi, der tidligere har optrådt på Roskilde Festival. Musikeren og radioværten Karen Mukupa styrer slagets gang fra scenen.

Efter kl. 20 bliver festivalen til fest og flytter til spillestedet RUST, hvor der både er live-musik og DJ’s.

Nu også med film

I samarbejde med Cinemateket præsenterer Couleur Café for første gang en række nye afrikanske film, Afrikansk filmdage, ugen før og efter festivalen. Se for eksempel den afro-futuristiske techno-musical ”Neptune Frost” fra Rwanda. Filmen er både et kæmpe visuelt trip og et stolt oprør mod neo-kolonialismen i internettets tidsalder. Der vil være introduktion og sær-events til en del af forevisningerne.

”Vi har længe drømt om at sætte fokus på afrikanske film fra syd for Sahara. Både Vest-, Syd- og Østafrika er kronisk underrepræsenteret i kulturlivet herhjemme – og i medierne ofte ensidigt fremstillet som et håbløst kontinent. Det håber vi at rette lidt op på i juni måned,” skriver arrangørerne.

Couleur Café 2023 arrangeres af foreningen Afrika Forum i samarbejde med Union KBH og med støtte fra Sta- tens Kunstfond, Københavns Kommune, CISU – Civilsamfund i Udvikling, Nordea-fonden, Nørrebro Lokalud- valg og Dansk Musiker Forbund. Partnere: Cinemateket, RUST Natklub, Africa in Denmark og Black Hipsters.

Læs mere om festivalen på Facebook.