Hen over to dage blev der diskuteret, hvordan man kan komme devadasitraditionen til livs – en tradition, der i dag dækker over udnyttelse af unge, kasteløse kvinder til prostitution.
Af Malene Lykkebo, U-landsnyt.dk
Bangalore, IT-hovedstaden i Indien, husede d. 15. og 16. januar 2013 en konference arrangeret af Dalit Foundation og Samta Trust. Formålet var at finde fælles fodslag i kampen mod at stoppe devadasitraditionen, skriver Dalit Foundation i en pressemeddelse d. 16. januar.
En devadasi (tempelprostitueret) var i tidernes morgen en højt respekteret rituel danser. Hun var vigtig i templernes morgen- og aftenritualer og værdsat i samfundet, hvor hun blev belønnet med smykker og jord.
Den seksuelle forening mellem braminen (hindupræsten) – der blev set som en præsentation af guddommen – og devadasien – som blev set som en præsentation af gudinden – blev senere hen en del af traditionen.
Senere igen kunne mænd købe sig til seksuelle møder med “gudinden” ved donation til templet, men de rituelle danse var stadig en vigtig del af traditionen.
Men i 1930’erne blev dansen fjernet fra devadasierne (og omdøbt fra “Sadir” til “Bharathanatyam”), og de havde nu kun prostitutionen tilbage.
De sidste ritualer blev foretaget i 1960’erne, og sidenhen er traditionen blevet en institution, hvor man kan “slippe af” med den kasteløse datter (der er dyr i medgift), som enten ender som landsbyprostitueret eller på et bordel i Mumbai eller Pune.
De indviede piger (de indvies og giftes med templets guddom, som regel Vishnu eller Shiva) har ingen enkestatus, men derimod kan de ikke få anerkendt faderskabet til deres børn. Eller rettere sagt: ingen vil anerkende et barn født af en devadasi.
Ligeledes har kvinderne svært ved at blive gift, når staten forsøger at rehabilitere dem. De udelukkes derved fra samfundet. Samtidig er hiv/aids blevet et stort problem.
Solidt greb om Sydindien
En af talerne ved konferencen, Ruth Manorama (National Alliance of Women) lagde bl.a. vægt på, at på trods af lovgivning og velfærdsmodeller har devadasitraditionen stadig et solidt greb i Indien. Specielt i delstaterne Karnataka, Andhra Pradesh, Tamil Nadu og Maharastra i det sydlige Indien.
Konferencen samlede både aktivister, akademikere, regeringsmedlemmer og ofre for devadasitraditionen. Forsker og grundlægger af Samata Trust Chandrashekhar fortæller, at 99 procent af devadasierne tilhører Scheduled Castes og er dalitter (kasteløse).
De fleste kvinder udsættes dagligt for diskrimination, vold og udnyttelse. Som et eksempel på den dobbelttydede tilgang til traditionen, som findes i landområderne i Indien, kan nævnes en “case” fra en stor undersøgelse fra 2007 kaldet “Dalit Women Speak Out – violence against women”.
Her fortæller en landsbydevadasi, hvordan hun til dagligt trues og tæskes på åben gade. Især andre kvinder kaster sten efter hende eller bruger verbal vold.
Men de samme kvinder opfordrer deres mænd til at gå i seng med “gudinden”, altså devadasien.
Det er tydeligt, hvordan der skelnes mellem den hellige og profane sfære: når devadasien går rundt i landsbyen, er hun blot en prostitueret, men når hun besøges og dyrkes sex med, er hun guddommelig og dermed “tilladt” – foreningen bliver religiøs.
Stadig flere
I delstaten Karnataka er der i dag cirka 28.000 devadasier. I 2008, da undertegnede skrev specialet “Tempelprostitution i Indien – en religionshistorisk analyse af devadasitradtionen” var der omkring 25.000.
Der er altså sket en stigning i antallet.
Konferencens anden dag havde fokus på fremtiden, og her deltog devadasier i udformning af den fremtidige plan for, hvordan man kan få bugt med traditonen og ikke mindst, hvordan man kan hjælpe de involverede kvinder.
Der var et udbredt ønske om, at der på nationalt plan blev taget affære. Ligeledes var man enige om at involvere medier, regeringen, sociale aktivister og organisationer.
Forhåbentlig vil dette kunne føres ud i livet og gavne de mange devadasier i det sydlige Indien.
Malene Lykkebo er religionshistoriker med speciale i Indien. Hun har boet, arbejdet og rejst intensivt i hele Indien.
