Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Som del af en afsluttende opgave under Afrikastudier på Københavns Universitet talte jeg sidste år med en række koranskolelærere i Østafrika. Studiet var en opfølgning på den tid fra 2015 til 2018, hvor jeg var koordinator for et inter-religiøst center på Zanzibar.
En af centrets aktiviteter var et træningsprogram for koranskolelærere med fokus på fredelig sameksistens med folk af anden tro. Programmet var sat i værk efter en periode med vold mod præster og kirkeafbrændinger, og ideen var, at ved at arbejde med lærerne kunne centret være med til at skubbe undervisningen i koranskolerne i en mere fredelig retning.
Der er mange stemmer både internationalt og lokalt, som beskylder koranskolerne for at tilskynde til vold, og der er flere steder i for eksempel Vestafrika og Sydøstasien, hvor trosbaserede ngo’er har arbejdet med koranskoler for at skubbe på, at den undervisning, som de unge får, skaber fred i stedet for ufred.
Jeg ville gerne undersøge, hvordan koranskolelærerne selv forstår betydningen af fred og fredelig sameksistens i deres undervisning. Er religion overhovedet et instrument for fredsopbygning? Og hvis man gør det alligevel, hvad er der af hindringer for at sådan et program fungerer? Endelig var det interessant at spørge ind til, hvordan lærerne selv oplever eksistensen af radikale religiøse fortolkninger, der leder til vold.
Denne artikel bygger på de samtaler og på en analyse af koranskole lærernes svar.
Kolonisystemet udvandede betydningen af koranskolerne
Det muslimske uddannelsessystem i Østafrika er historisk blevet marginaliseret. Koranskolerne før koloniseringen var stedet, hvor man fik undervisning i at læse og skrive et sprog, som kunne anvendes i administrationen (arabisk), og man lærte om samfundsrelevant lovgivning (sharia).
Men indførelsen af engelsk sprog og lovgivning medførte en stærk indskrænkning af skolernes anvendelighed – de blev reduceret til ”kun” til at være religiøse institutioner. Den udvikling fortsatte, da landene blev selvstændige.
Derved kom uddannelsessystemet til at favoriserer den vestlige uddannelsesmodel, og da den model blev brugt på missionsskolerne, kom udviklingen også til at styrke kristendommen. Den marginalisering er del af lærernes selvforståelse og kommer tydeligt frem, når man spørger ind.
Konflikt handler også om strukturelle forhold
Samlet set er religiøs fredsopbygning gennem koranskolerne en opgave, der er udfordret på mange måder.
I praksis hviler projekterne, der skal påvirke koranskolerne til at arbejde for fredelig sameksistens, på en vestlig religionsforståelse, der adskiller religion fra samfundet. Den adskillelse er ikke naturlig. Koranskolelærerne ser ikke fredelig sameksistens som et isoleret fag eller emne.
Koranskolelærerne er ret velovervejede i det de laver. Fred og fredelige forhold til mennesker af anden tro er elementer, der i deres øjne allerede er integreret i den almindelige undervisning og er baseret på tradition og de hellige skrifter.
Religiøs ekstremisme kan også ses som mangel på en dybere forståelse af religion, da religiøs viden ofte gør det sværere at overbevise folk om forenklede fortolkninger, som ekstremisterne benytter sig af.
Et andet forhold er, at fredelig sameksistens kommer til at handle om de umiddelbare relationelle mønstre mellem mennesker, og ikke om den bredere samfundsdagsorden, der måske er den underliggende årsag til, at konflikt opstår.
Koranskolelærere fra Malindi i Zanzibar.
Foto: Nik Bredholt
Der ses således ikke på de strukturelle grunde til ufred som fattigdom, økonomisk udbytning eller klimaforandringer, som mange steder fører til migration og overudnyttelse af naturressourcerne.
Det er samtidig en indskrænkning af religion kun at fokusere på mellemmenneskelige relationer, for det udelukker det profetiske i religion – nemlig det samfundskritiske.
Religiøs ekstremisme er også en fare for koranskolerne
Lærerne er opmærksomme på, at der findes opfattelser af, at koranskoler bidrager til vold eller diskrimination, og de møder spørgsmål om det i en defensiv ånd.
I både Kenya og Tanzania har myndighederne særligt siden 9/11 været ekstra opmærksomme på, hvad der sker i koranskolerne. I Kenya har konflikten med Al-Shabaab yderligere skærpet relationerne, da koranskoler i Mombasa ved Kenyas kyst, har været rekrutteringssteder for terrorister.
De ved, at religion kan bruges til ekstremistiske dagsordener, og der tages forholdsregler for at imødegå forenklede eller voldelige fortolkninger af religiøse tekster, dog uden at lærerne går på kompromis med deres identitet.
Mange lærere er stolte af at sige, at de fejrer profetens fødselsdag kaldet mawlid. Det er også en måde at sige, at de ikke er ekstremister, for netop mawlid er en torn i øjet på de strenge wahabi-muslimer, som er præget af en saudisk tradition. De nævner specifikke aktiviteter i koranskolen, der målrettet arbejder på at opbygge relationer til ikke-muslimske grupper.
Lærerne er således opmærksomme på truslen, og de reagerer på den måde, der er tilgængelige for dem, uden at bringe deres omdømme i fare.
Koranskoler er påvirket af andet end religion
Dertil kommer, at der er andre mere praktiske spørgsmål på spil i disse skoler, som ikke har noget med religion at gøre.
Fattigdom, arbejdsløshed og etniske konflikter, der påvirker lokalsamfundet som Pokoma – Pokot-konflikten i Tana River-distriktet i Kenya, hvor jeg interviewede en koranskolelærer.
Der er også stærke kulturelle og sociale forventninger, og en vanskelig økonomi på skolerne. Betalingen til lærerne er nærmest symbolsk, og børn fra meget fattige familier eller forældreløse betaler ikke. Koranskolelærerne har sjældent anden uddannelse, end at de selv har gået i en koranskole, og de har heller ikke fået undervisning i pædagogik.
På baggrund af de interview, jeg har lavet, og det som en række undersøgelser af terroristers baggrund fortæller, kan man ikke udelukke, at studerende fra koranskoler kan radikaliseres.
Hvad man kan sige er, at koranskolerne traditionelt var stedet, hvor man uddannede mennesker til at handle moralsk og til at gøre gode gerninger. Og den islamiske tradition og de skrifter, som lærerne henviser til, støtter ikke vold.
Samtidig er koranskolerne en del af et dynamisk miljø, der reagerer på den politiske og kulturelle kontekst, de opererer i. Der er både globale og lokale bekymringer.
Koranskolen, som den fungerede for 100 år siden under sultanernes styre ved Afrikas østkyst, er ikke den koranskole, der findes i dag.
Det er ikke umuligt at forestille sig, at stiltiende eller aktiv støtte til vold i nogle koranskoler i virkeligheden er en reaktion på politiske udfordringer i nutidens samfund. Det kan for eksempel være den politiske undertrykkelse af ønsket om at løsrive Zanzibar fra Tanzania, der bliver oplevet som et angreb på muslimerne, da det overvældende flertal af mennesker på Zanzibar er muslimer.
Er der noget at lære hos koranskolerne om fredelig sameksistens?
Man kunne rejse spørgsmålet, om koranskoler er det rigtige sted at arbejde for fredelige forhold til mennesker af anden tro, selvom spændingerne spiller ud som religiøse?
Religion og kultur er i Afrika blandet sammen på mange måder. Spørgsmålet er, om koranskolerne er bedre, blot fordi de er religiøse? Da de afrikanske samfund er kendetegnet ved et mere flydende forhold, hvor forståelser af, hvad der er religiøst, og hvad der er sekulært, er forskelligt fra de vestlige forståelser, kan almindelige skoler med en læseplan, der skal ændres efter behov i samfundet, også være det rigtige sted at fokusere.
Både koranskolerne som uddannelsessystem og den vestlige tilgang til fred er baseret på, hvad man kan kalde missionsreligionerne, nemlig kristendommen og islam. Den traditionelle religiøse tradition i Afrika er i reglen langt mere åben og inddragende. Det kunne åbne for en bedre interreligiøs relation, hvis den visdom, som findes i de traditionelle afrikanske religioner, kunne benyttes.
Organisationer, der ønsker at arbejde for at reducere religiøs ekstremisme i det religiøse uddannelsessystem, har noget at lære af koranskolerne og den måde, de håndterer dette på allerede, og hvad de gør for at imødegå ekstremisme. Koranskolelærerne som jeg talte med, var alle klar over farerne ved ekstremisme og peger på vigtige elementer i islam og i hellige islamiske skrifter, der fremmer fredelig sameksistens med mennesker af anden tro.
Det er ikke nok kun at søge og arbejde for gode relationer. Kontekst og forståelse af historiske klagepunkter er vigtige at medtage. Bredere spørgsmål som fattigdom og konflikter om levebrød som i tilfældet med konflikten mellem pastoralisten og bønderne i Tana-floden bør overvejes således at indsatsen for fredelig sameksistens bliver en helhedstilgang, der omfatter både sociale, økonomiske og religiøse forhold.
