For tyve år siden var der ikke meget debat om homoseksuelle og LGBT+rettigheder i Ghana. Der var en form for stiltiende accept af, at nogle havde en anderledes livsstil, men så længe de gik lidt stille med dørene, var det ikke noget problem. Men det ændrede sig i 2006, hvor der blev holdt en konference med fokus på homoseksuelles rettigheder.
At tale om retten til at leve åbent som homoseksuel bliver af mange ghanesere opfattet som i direkte opposition til den traditionelle familie med mor, far, bedsteforældre og et antal børn. Og det blev for meget for nogle. Det fortæller Karen Lauterbach, lektor og leder af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, i den seneste episode af podcasten Højtryk.
Langt de fleste ghanesere er dybt religiøse, og for mange har religiøse ledere mere autoritet end politiske ledere. Så når præster og prædikanter begyndte at tale imod homoseksuelle og andre LGBT+grupper vakte det genklang hos mange. Og da så højreorienterede kristne grupper fra USA begyndte at blande sig med økonomisk og moralsk støtte, begyndte de store tandhjul at dreje.
De har nu drejet så meget, at parlamentet har vedtaget en lov, Human Sexual Rights and Family Values Bill, som skal gøre eksempelvis homoseksuel aktivitet og såkaldt promovering af homoseksualitet kriminelt. Loven mangler bare præsidentens underskrift. Men han tøver med at finde fyldepennen frem.
Loven blev vedtaget uden modstand i parlamentet, men der er stemmer i samfundet, som taler for LGBT+-rettigheder. Begge sider i debatten anklager hinanden for at ligge under for vestlige normer og indflydelse, hvilket er en populær metode til at sværte hinanden til i dagens Ghana.