”Du lever livet farligt.”
Sådan skrev en dansk journalist forleden til mig. Han kommenterede min bog “På kanten af asfalten – fra Kampala til Niamey og retur”, der udkom lige før jul.
Bemeldte journalist må have tænkt på bistandsindustrien, det mangehovedede monster, som jeg i bogen behandler med nogle facts, som de fleste i “branchen” kender, men som de færreste tør lufte i offentligheden.
At udfordre etablerede mainstream-meninger i Danmark kan være risikabelt, og det vidste jeg på forhånd.
Men jeg tænkte: ”Hvis jeg skal skrive en bog om Afrika og en række temaer som udviklingsbistand og fattigdom m.v., vil jeg holde mig til sandheden, som jeg ser den.” Jeg vil ikke bidrage med endnu en bog om, hvor gode vi danskere er til at lave bistand, og hvor synd det er for fattige afrikanere, der angiveligt ikke kan klare sig uden os. Jeg vil ikke synge med på melodien om, at det er grimt og umenneskeligt, at skiftende danske regeringer ikke sørger for, at vi giver flere penge til udvikling i fattige lande, end vi gør. I stedet skærer de ned eller flytter rundt med pengene, så de bruges til noget andet end bistand. Føj!
Der findes tonsvis af den slags bøger og indlæg og kommentarer, der giver indtryk af, at pengebeløb i sig selv kan gøre en forskel.
Branchen kender til absurde eksempler
Så jeg tog udgangspunkt i den viden, jeg har indsamlet i snart 30 år på kontinentet og lagde vægten på ”historisk registrering med indlagte nuanceringer af almindeligt anerkendte konventioner”, som jeg kaldte det, og den tilgang ER farlig.
Man risikerer for evigt at blive nægtet adgang til den grønne ø af do-gooders, der præger industrien i en sådan grad, at en opkæftende bistandskætter kommer til at kigge forgæves ned i Danidas tilskudsmuligheder og kan glemme alt om at blive taget i betragtning til jobs i branchen. Sidder han/hun allerede på et, kan positionen vakle faretruende.
Men jeg tog fat og har nu fået mange positive meldinger fra “almindelige” læsere, men hidtil ikke fra branchen. Mere uafhængige folk som lektor Stig Jensen fra Afrikastudier ved Københavns Universitet har givet sin mening til kende i en anmeldelse af bogen, hvori han skriver, at nogle af mine eksempler ”tangerer absurd teater”. Stig J tilføjer: ”Nok ikke chokerende for dem, der kender miljøet”, altså bistandsindustrien. Ergo: Der sidder en del mennesker med min viden, som holder deres kæft.
Vesten skaber større problemer for Afrika
Og fra den kant, altså Stig J., er der nu mere hjælp at hente for os, der er begyndt at fortælle vores sandheder, in casu om udviklingsbistand.
Han skriver bl.a. i en kronik på websitet POV om Vestens indsats mod corona i Afrika, at “den underliggende opfattelse i Vesten bygger på forestillingen om, at når corona-krisen er alvorlig for os, så må den være endnu værre i Afrika. Altså i bund og grund en opfattelse af vores egen situation kombineret med en uvidenhed om afrikanske forhold, og den afledte manglende forståelse for konsekvenserne af konkrete initiativer i en afrikansk kontekst.”
Læs kronikken for en uddybning. Her skal jeg blot gengive Stig Jensens konklusion omkring corona-indsatsen: ”Min konstatering er, at Vestens utilpassede løsninger ikke løser, men derimod skaber endnu større problemer i Afrika.”
Og: ”I Vesten ser vi generelt vores egne initiativer som både gode og rigtige, og da vi ovenikøbet synes, at vi bruger rigtig mange penge på dem, så må de mulige manglende succeser skyldes afrikanske dysfunktionaliteter.”
Betingelser for vellykket bistand
Og her vil jeg indkalde mit næste vidne til denne blog, nemlig Olusoji Adeyi, der er præsident for Resilient Health Systems og Senior Associate ved Johns Hopkins Bloomberg School of Public Health. Han har tidligere været direktør for Health, Nutrition, and Population Global Practice i Verdensbanken.
Han skriver i et indlæg i ’Development Today’, at en del af Afrikas ulykke skyldes en kombination af for meget vestlig ”narcissistisk velgørenhed” og afrikanske ledere, der er blevet ’infantiliseret’ af udviklingsbistand og opererer i et rum af ’neo-afhængighed’ af Vesten og dens bistand.
Han pisker altså både donorer og afrikanere, og opsummerer de betingelser, der burde være til stede for, at udviklingsbistand kan lykkes, in casu bistand til afrikanske landes sundhedsvæsener (i min fri oversættelse):
” (i) Bistanden skal være inden for en rationel udgiftsramme, der er designet og drevet af landet selv (altså modtagerlandet, red);
(ii) der skal være en eksplicit teori om forandring for at holde alle involverede på et ærligt spor (læs: vi skal være enige om, at vi vil det samme, og være ærlige overfor hinanden, red);
(iii) pengene må hverken blive stjålet eller misbrugt (altså bistandspengene, red);
(iv) der skal være en klar exitstrategi (det er altså ikke meningen, at donorer skal blive hængende i al evighed og da slet ikke planlægge derefter, red);
(v) ekstern finansiering skal kun være et supplement til indenlandsk finansiering (altså sammen med punkt (i) et subsidiaritetsprincip, hvor modtagerlandene skal forsøge at løse problemerne selv, før eksterne donorer kommer indover, red.); og
(vi) evalueringer skal være strenge og uafhængige.”
Og så konkluderer Adeyi lakonisk, at de seks betingelser sjældent findes samtidig.
Det skyldes ifølge nigerianeren, at ”embedsmænd i afrikanske sundhedsministerier og finansministerier ved, at hvis de ikke gør noget, så vil godgørende mennesker fra det globale nord holde flotte møder for at skaffe midler til at redde fotogene brune børns liv.”
Ex-Verdensbankmanden slutter indlægget med at spørge: ”Kan det globale nord leve uden sin afhængighed af opium af narcissistisk næstekærlighed? Vil afrikanske ledere vokse fra deres neo-afhængighed? Det er kernespørgsmålene.”
Dejligt at læse sådan noget to-the-point-stof. Mindre dejligt er det at blive mindet om, at jeg selv som journalist tidligere har været så bange for den massive mafiaagtige sammenhængskraft i bistandsindustrien, at jeg næsten altid har fiflet lidt i kanterne af teksterne, for at de ikke skulle blive for “farlige”. Jeg lyttede til folk, der sagde: ”Pas nu på ikke at komme i polemik med de der mennesker.”
Jeg er bestemt ikke ene om at have rettet ind efter en konsensus, der er blevet mere og mere fjern fra virkeligheden. Og det er en skam.
Sandheden er jo, at vi danskere kan noget – eller vi kunne i hvert fald engang, hvor godgørenheden og indlevelsestrangen sad på rette sted, og hvor bistand foregik i øjenhøjde med almindelige mennesker i modtagerlandene. Det er længe siden og tjener ikke sammenligning med det, vi har gang i nu med overklasseagtige ambassader og militærmissioner, der leger krig på steder og i sammenhænge, de ikke forstår.
Vi trænger til at ryste posen og starte forfra.
