”Da jeg blev inviteret til København for at snakke om, hvordan man skal snakke om Afrika, tænkte jeg, at jeg bare ville stille mig op på scenen, sige: ”Lad være!”, og så gå igen.” Taiye Selasi holder en pause, mens publikum griner. De står tæt pakket rundt om scenen. Lænet mod væggene og siddende på gulvet. Alle stole er optaget, og luften er tæt af varme og kroppe, skønt der er højt til loftet i den nedlagte kirke på Nørrebro, hvor LiteraturHaus holder til.
Tirsdag d.11. november gæstede den ghanesisk-nigerianske forfatter Taiye Selasi CPH:DOXs arrangementet ”How to talk about Africa” – selvom hun egentlig ikke burde have været der og egentlig helst vil lade være. Altså med at tale om Afrika.
Når planlægningen ryger
Arrangementet var udsolgt til bristepunktet – antallet af publikum tydede på, at LiteraturHaus overskred sin bemyndigelse fra brandtilsynet. Lad det være. Menneskemængden var oplagt, hvad enten de stod eller sad, og folk glædede sig. Men det var som om, eventet aldrig rigtig nåede i mål.
Måske fordi mange blandt publikum primært havde købt billet for at høre og opleve kenyanske Binyavanga Wainaina. Han var aftenens hovednavn, indtil han aflyste få dage før eventet. Med den korte tidsfrist i mente er det yderst imponerende, at arrangørerne fik Taiye Selasi til at komme forbi i stedet. Absolut ikke nogen dårlig erstatning. Selasi er ekstremt intelligent og velformuleret, og enkelte blandt publikum var da også kommet udelukkende for hendes skyld. Men hun var stadig ikke nok til at redde arrangementet, der både manglede struktur og en strammere styring i forhold til at holde både gæster og publikum til aftenens emne.
I DOX-programmet er eventet beskrevet som en ’debat’, men arrangørerne må have ændret planen – desværre uden at fortælle de inviterede om det. I hvert fald stod en anden af aftenens gæster, den ellers skarpe og velformulerede nigerianske journalist Tolu Ogunlesi, fuldstændig fortabt på scenen, ude at stand til at finde ord, da han pludselig blev kastet ud i at præsentere sig selv og give sit bud på, hvordan man snakker om Afrika. Han havde ikke planlagt noget oplæg, havde ingen stikord eller punchlines, da han – forståeligt nok – troede, han havde sagt ja til at deltage i en debat. Det var synd. Heldigvis var publikum med, og da de stillede spørgsmål, svarede Tolu Ogunlesi beredvilligt og eftertænksomt og reddede den uheldige begyndelse, som ikke kan tilskrives ham.
Det bedste til sidst
Først til allersidst kom der en snert af det, jeg personligt var kommet for: Debat. De tre hovednavne Taiye Selasi, Tolu Ogunlesi og Chude Jideonwo (nigeriansk journalist og iværksætter) fik med stærke pointer og publikums spørgsmål gang i en slags diskussion, der nærmede sig, hvad arrangementet havde reklameret for.
I fællesskab formulerede de tre gæster flere springende punkter. Blandt andet, at kun ved at fortælle flere historier og fremlægge flere sandheder om verden kan vi udfordre stereotyperne. Og det gælder både stereotyper om Afrika i europæiske medier og stereotyper om Europa i afrikanske medier.
Og så vendte Taiye Selasi tilbage til sin indledende bemærkning om, hvorfor vi ikke skal snakke om Afrika. Svaret er ganske enkelt, fordi det er alt for generaliserende.
I stedet for at snakke om Afrika skal vi snakke om Kenya, Nigeria, Burundi og Zimbabwe. Vi skal anerkende det afrikanske kontinents imponerende diversitet fra Cairo til Cape Town; fra Dakar til Dar es Salaam og gå væk fra de grove generaliseringer.
”Så snart vi taler om ’Afrika’, har vi allerede tabt kampen,” konkluderede hun.
Som gæst fik jeg spændende personer, gode pointer og indblik, men jeg fik ikke det, jeg kom for – nemlig en nuanceret og velstyret debat om, hvordan vi taler om Afrika. Udover det faktum, at vi egentlig bare skal lade være.
”How to talk about Africa” var et engangsarrangement på årets CPH:DOX, arrangeret af CPH:DOX, LiteraturHaus og Afrika Kontakt.
