Det ser bestemt ud som om lillesøsteren Vinterjazz er kommet for at blive. Vinterudgaven af Copenhagen Jazz Festival vokser og gør sig bemærket.
Jazzfestivalen har ellers altid været et Københavner-fænomen, men den foranstående festival spreder sig rundt i provinsen med 650 koncerter fordelt på 130 forskellige venues fra Aalborg til Rønne på Bornholm.
I mange år var det ellers til stor irritation for festivalen, at store dele af publikum valfarterede til jazzkoncerter under festivalen i juli måned, men ikke syntes at irteressere sig særlig meget for jazz resten af året.
Nu lader festivalen til at have fundet den rette formel på den udfordring. Vi får nu serveret jazzen på et sølvfad flere gange om året, uanset hvor i landet vi befinder os.
Musikalske inspirationer fra verden rundt
Under temaet "verdensmusik" præsenterer festivalen meget forskellige navne. De fleste af dem er velkendte for stampublikummet inden for denne genre, men der er også blevet plads til mindre kendte navne.
Det absolutte topnavn er Richard Bona, som har gæstet Danmark mange gange. Denne gang optræder han i selskab med DRs Big Band i både København og Helsingør.
Man kan også opleve det kenyanske band Sarabi, som også gæstede Roskilde Festval 2015. De spiller dog alt andet end jazz, men jazzfestivalen har gennem mange år været god til at præsentere grænse-genrer til jazzen, eller musik som en dansker bør stifte bekendskab med.
Endelig er der et par danske navne, som også har fundet vej til kategorien "verdensmusik". Det gælder blandt andet samarbejdet mellem herboende gambianer Dawda Jobarteh og Stefan Pasborg, som tunerer provinsen tynd i februar måned.