Lystægteskabet er en gammel institution, der er tilladt indenfor dele af islam, men som man hører meget lidt om i Marokko. Det er sådan lidt tys-tys, men alle ved det eksisterer, for at undgå at mænd fristes af åbenlys prostitution. På den måde kan manden på lovformelig vis indgå et midlertidigt ’lystægteskab’ på en forretningsrejse langt fra det traditionelle ægteskab derhjemme. Det første handler om sex og nydelse, mens det sidste ofte er arrangeret for at skaffe børn til storfamilien og er knap så lystfyldt.
I bogen, der foregår over tre generationer, rejser Amir til Senegal for at skaffe eksotiske krydderier til sin kryddeributik i Fes. I Senegal indgår han et ’lystægteskab’ med den frodige fulani-kvinde Nabou, der tilmed ikke er muslim, men tror på natur og ånder. Kulturmødet vækker modstridende følelser i den marokkansk mand, og det vender op og ned på Amirs liv, at han bliver voldsomt forelsket for første gang.
For kan en mand blive rigtig forelsket og tabe hovedet? Det var ikke almindeligt i 50’ernes Marokko, hvor bogens første del foregår. På den tid var pligtfølelse og hensyn til familien i højsædet. Han vælger at tage den skønne fulani-kvinde med hjem til Marokko, men hvad siger omgivelserne, familien og hans første kone? Bliver han en typisk tyran, der tager Nabou som anden kone, sætter hende i arbejde om dagen og nyder hendes krop om natten, eller udfordrer han de traditionelle normer i det konservative muslimske samfund i Fes og fuldbyrder et kærlighedsægteskab?
Racisme overfor sorte
Bogen handler dog mindre om seksualmoral og mere om kultursammenstød og racisme, overfor sorte og migranter. Den tager også fat på tabuet omkring slaveri som et levn fra fortiden. I Marokko er det sorte afrikanere, der er lavest på bunden af samfundet, fx efterkommere af senegalesiske, maliske og burkinske soldater i kongens hær, så en sort kvinde bliver ydmyget på flere måder, når hun indgår et ’lystægteskab’.
Men selvom Amirs første kone byder hende at spise rester og sove i køkkenet, får Nabou, der er stærk og tålmodig, efterhånden sin plads i huset og føder to tvillingedrenge, en hvid og en sort, hvis skæbne bliver afgjort af deres hudfarve.
I tredje generation føler Nabou’s sorte barnebarn sig som en hvid i en sort krop, men tager sin sorte identitet på sig, da han rejser tilbage til Senegal for at møde sine rødder og siden insisterer på at følges med de afrikanske immigranter på vejen op gennem Marokko mod Europa.
Den unge mand får racismen at føle på den hårde måde. Sort mand er lig kriminalitet. Og uden land intet job. Under det franske protektorat i 1912-1956 var marokkanerne underlagt de hvide franskmænd, som de fortsat ikke har tillid til og opfatter som racister, men de opfører sig på samme måde overfor afrikanere syd for Sahara. Marokkanere er også afrikanere, men de er lysere i huden og fremhæver den arabiske identitet som bedre, og de befinder sig i Nordafrika, tættere på Europa. Det er et fint greb, at Jelloun på den måde skriver om at være sort i et land, der tror det er hvidt.
Konservatismen er stærk
”Lystægteskabet er dog på retur i det moderne Marokko,” siger den 73-årige forfatter i et lille kontor med udsigt over Louisianas frodige have og Øresund. Men det konservative Fes, som han skriver om i bogen og som er hans barndomsby, har ikke ændret sig meget siden byens fødsels i 900-tallet, hverken i udseende eller moral, ifølge Jelloun. Som ung mand stiftede han tidligt bekendtskab med hykleriet blandt konservative muslimer, fx vedrørende seksualitet.
”I dagens Marokko er der fortsat mange, der tror at islam er løsningen på alt. Man må ikke røre koranen. Men det skyldes især stigende konservatisme, for marokkanerne tror ikke mere end før. Færre gifter sig også på tværs af kulturer, for konservatismen og racismen er stærk. Kongen ønsker at modernisere landet, men der er kræfter, der skubber på for at destabilisere landet. Her bliver immigration en ekstra udfordring,” siger forfatteren, der med bogen rammer ned i migrationsdebatten på tværs af Middelhavet.
For nyligt var Tahar Ben Jelloun i Tanger og mødte en gruppe afrikanere, som var blevet skyllet i land, efter de havde forsøgt at komme over Middelhavet. Det lykkes stadig færre afrikanere at komme over havet til Europa pga. øget repression, overvågning og effektivt samarbejde mellem politiet i Spanien og Marokko. Marokko har legaliseret 40.000 flygtninge på 2-3 år, men man kan jo ikke bare tage imod alle de afrikanske migranter, der kommer op fra Sahara, som han siger.
Marokkos Salman Rushdie
Tahar Ben Jelloun har boet og arbejdet mange år i Paris, hvor han også skriver klummer i Le Monde og er blevet en vigtig nordafrikansk stemme. Den produktive forfatter udgiver nærmest en bog om året. Han blev kendt for romanen ’Sandbarnet’ fra 1985 og fik i 1987 den prestigefyldte franske Concourt litteraturpris for romanen ’Den hellige nat’. I dag er Tahar Ben Jelloun medlem af Concourt-komiteen i Paris. Han er i øvrigt nævnt som kandidat til Nobels litteraturpris.
Jelloun er eminent til at fortælle det marokkanske samfund, mens det er i færd med at forandre sig. Han behandler familien som skæbne og den menneskelige komedie med en humanistisk tilgang og fokus på menneskets handlemuligheder og frigørelse; barnets, mandens og ikke mindst kvindens.
Den marokkanske forfatter blev naturligvis smigret over at blive kaldt for Frankrigs Salman Rushdie på Louisianas litteraturfestival. ”Salman Rushdie er fantastisk til at fortælle de mange små historier i den store. Men mens England har integreret deres udenlandske forfattere, findes der i Frankrig ’ægte’ franske forfattere og så dem, der skriver på fransk,” siger han fra Louisianas scene med henvisning til den racistiske undertone i Frankrigs litterære miljøer.
Alligevel er Jelloun faktisk den mest oversatte franske forfatter, for han har skrevet på fransk, siden han tidligt lærte sig at mestre det franske sprog og er oversat til 47 sprog. ”Man holder mere af sin kone nummer to,” siger han med et glimt i øjet og klar reference til hans seneste bog.
Bogen ’Lystægteskabet’ er fabulerende fortællekunst i stil med 1001 nat, og der er en lige linje til Sherazades legendariske fortælling. Bogen er udgivet på Arvids forlag.
Karin Bergquist har interviewet Tahar Ben Jelloun flere gange i Paris og Danmark, bl.a. for Danmarks Radio. Hun er freelance journalist og har arbejdet flere år i Frankrig og Marokko.
