Det politiske system i Malaysia
Som tidligere britisk koloni har Malaysia arvet sit politiske system med to kamre fra Westminster: Et repræsentanternes hus – Dewan Rakjat – med 222 medlemmer og et senat eller overhus – Dewan Negara – med 70 medlemmer.
Der afholdes valg til Dewan Rakjat hvert fjerde år, og her gælder også det britiske valgsystem med flertal i enkeltmandskredse. Den, der får flertal i en kreds, får altså alle stemmerne.
Kongetitlen går ikke i arv. I stedet vælges en konge hvert femte år af Malaysias ni sultaner, som vælger kongen blandt egne rækker. Kongen har ikke nogen udøvende magt, udover at han skal tage premierministeren og hans ministre i ed.
Malaysia har en stor statslig sektor med virksomheder, der enten er fuldt eller delvist ejede af regeringen. Denne sektor udgør omkring 30 procent af landets samlede økonomi.
Ifølge Worldometers har Malaysia et indbyggertal på knap 32,3 millioner.
Alt tegnede til at gå den rette vej.
Ved et overraskende valg i maj 2018 trodsede Pakatan Harapan-koalitionen alle meningsmålinger og gik ud som sejrherre med løfter om omfattende reformer. Sejren og reformerne var et opgør med den autoritære koalition, Barisan Nasional, der havde siddet på magten i Malaysia siden uafhængigheden i 1957.
Optimismen bredte sig, men blev brat slået ned i det tidlige forår. Mens resten af verden var optaget af spredningen af coronavirus, trådte premierminister Mahathir Mohamad pludseligt og uventet tilbage, og 1. marts blev landets nye premiereminister, Muhyiddin Yassin, taget i ed af kongen.
Regeringsskiftet har ført Malaysia to skridt tilbage til et politisk landskab, der mest af alt ligner det fra før valget i maj 2018. Det gamle regimes unoder lader til igen at komme på dagsordenen, hvilket vil gavne landets økonomiske elite.
Hvorfor har dette regeringsskifte fundet sted, hvordan kunne det lade sig gøre, og hvad ser der ud til at ske i den nærmeste fremtid?
Et opgør med et råddent politisk system
Der er flere årsager til dette regeringsskifte.
En af de væsentligste er, at Pakatan Harapan-koalitionen har haft svært ved at luge ud i og ændre den politiske kultur, der har domineret Malaysia i over 60 år.
Barisan Nasional-koalitionens lange regeringsperiode har skabt grobund for tætte forbindelse mellem politik og erhvervsinteresser. For mange politikere, nationale såvel som lokale, har politik været lig med business. Så snart de opnåede valg, brugte de deres politiske magt til at give fordele til deres forretningspartnere.
Dette system har været et udklækningssted for korruption, navnlig gennem statslige licitationer, i de mange regeringsstyrede virksomheder (se faktaboks) og ikke mindst i regeringsstyrede fonde.
Denne politiske kultur og praksis nåede ekstreme højder under Najib Razaks regering fra 2009 til 2018. Najib er anklaget for at have pumpet milliardbeløb ud af en statslig udviklingsfond og kanaliseret dem ind på sine personlige bankkonti.
Pakatan Harapan-koalitionen gik til valg på at rydde op i dette korruptionsbefængte politiske landskab. I sit 194 siders manifest, der meget passende hed Buku Harapan (Håbets Bog) stillede koalitionen den malaysiske befolkning en politisk transformation i udsigt. Manifestet lovede blandt andet en administration, der ville arbejde for demokrati, menneskerettigheder, økonomiske reformer og gennemsigtighed i valg- og budgetsystemet.
Hvad mere er, en af de drivende kræfter bag Pakatan Harapan-koalitionen var Mahathir Mohamad, tidligere leder af Najib Razaks eget parti, United Malays National Organisation (UMNO), i perioden 1981-2003 og Malaysias premierminister i samme periode.
Med årtiers erfaring fra den politiske top, havde Mahathir(Mohamad) navigeret i dette korruptionsprægede politiske landskab, som han havde indgående kendskab til. Efter valget i 2009, blev Mahathir mere og mere forbandet på Najib-regeringens magtforvaltning, som han anså for landsskadelig navnlig i forhold til den malaysiske befolknings tillid til det politiske system.
Uklar magtfordeling
Den tillid har Mahathir Mohamads personlige optræden de sidste par år dog ikke været med til at styrke.
Før valget indgik Mahathir Mohamad nemlig en aftale med Anwar Ibrahim, lederen af et af de andre Parakan Harapan koalitionspartier, om en magtdeling: I de første to år skulle Mahathir være premierminister, mens Anwar skulle tage over i de følgende to år.
Imidlertid har Mahathir Mohamad, der i øvrigt fylder 95 i år, siden sin indsættelse forsøgt at udskyde denne aftale.
Denne uafklarede magtovertagelse har givet grobund for, at kræfter i oppositionen har rejst tvivl, om koalitionen overhovedet er regeringsduelighed, siden de to frontfigurer ikke kan nå til enighed.
Oppositionen begyndte i efteråret at spille det etnisk-religiøse kort og iværksatte en kampagne, der søgte at overbevise den etniske majoritetsbefolkning, malaj-folket, om, at koalitionen var styret og kontrolleret af det parti, der traditionelt er knyttet til den etniske kinesiske befolkningsgruppe. Koalitionens finansministeren var etnisk kineser og fra dette parti.
Fra sammenbrud til kup
Også indefra i koalitionen var der splid. Selvom Mahathir Mohamad har lagt al sin erfaring i forsøget på at bygge bro til grupperinger i både sit eget parti og i Anwar Ibrahims parti, der var blevet usikre på, hvad en magtoverdragelse til Anwar ville betyde for deres position.
Denne usikkerhed førte til, at disse gik sammen med fløje fra opposition koalitionen, ledet af UMNO og det islamistiske parti PAS, om at promovere en ny premiereminister, Muhyiddin Yassin, i slutningen af februar 2020.
Mahathir Mohamad opfattede det som et kup, men på trods af, at han blev så rasende, at han umiddelbart derefter gik af, kæmpede han bravt for sin overlevelse. I nogle dage så det ud til, at det ville lykkes for ham, med opbakning fra Anwar, at samle et flertal blandt Parakan Harapan-koalitionens parlamentsmedlemmer for at rekonstruere koalitionen. Men stærke kræfter blandt hans modstandere havde gode forbindelser til kongen, der blev involveret i magtkampen.
Kongen bad alle parlamentsmedlemmer om at møde op på sit palads og meddele, hvem de ville pege på som premierminister. Det var som følge af denne proces, at Muhyiddin Yassin blev indsat som den ottende malaysiske premierminister.
På trods af ihærdige forsøg fra Mahathir og hans støtter om at få indkaldt til ekstraordinær forsamling af parlamentet for at afprøve den nye regerings legitimitet, er det ikke lykkes. Den næste ordinære parlamentsforsamling er den 18. maj 2020.
Hvad nu?
Malaysia står altså nu med en ret ny regering, som ikke går en problemfri tid i møde.
For det første har Muhyiddins regering ikke parlamentarisk legitimitet, eftersom der endnu ikke har været en tillidsafstemning i parlamentet.
For det andet er Malaysias økonomi i dårlig forfatning, fordi navnlig udenlandske investeringer udebliver. Den situation forværres af Covid-19, der har skabt undtagelsestilstande i landet. I den situation er det vanskeligt at imødekomme den stigende utilfredshed blandt de mange lavtlønnede, der udgør 40 procent af befolkningen. For ikke at komme i stærk modvind allerede fra begyndelsen har den nye regering vedtaget at videreføre Pakatan Harapan-koalitionens særbevilling til de økonomiske dårligst stillede og en økonomisk hjælpepakke til erhvervslivet.
For det tredje står regeringen over for en stærk opposition, der med frontfigurer som Mahathir Mohamad og Anwar Ibrahim ikke søger samarbejde, men vil udnytte enhver chance til at vælte regeringen. Oppositionen vil holde regeringen til ilden med hensyn til at forbedre de økonomiske vilkår for de dårligst stillede og at fortsætte korruptionsretssagen mod den tidligere premierminister Najib Razak og de medanklagede i sagen.
For at styrke sin politiske profil søger premierminister Muhyiddin og hans regering at understrege deres forankring til både malaj-befolkningen og islam. Flere malajer er udnævnt i centrale ministerposter, og, måske mest opsigtsvækkende, er en toppolitiker fra det islamistiske parti PAS udnævnt til minister for religiøse affærer. Det viser tydeligt, at Muhyiddin Yassin lægger vægt på at appellere til de konservative religiøse kræfter i Malaysia.
Det politiske stormvejr, Malaysia har stået i de seneste måneder, vil uden tvivl efterlade flere, navnlig i de større byer, endnu mere desillusionerede i forhold til det politiske system. Nu har en politisk elite vist, at den kan vælte en lovligt valgt regering og indsætte sin egen, uden at få sin legitimitet afprøvet i parlamentet. Det er ganske vist ikke foregået med hjælp fra militæret, som det gjorde i Thailand, men med en betænkelig håndsrækning fra en ikke-demokratisk institution som kongemagten.
Henrik Søborg er lektor emeritus ved Institut for Samfundsvidenskaber og Erhverv på Roskilde Universitet.